Kenneth Krabat: Om fortællingen

     Hver prosabog… lad os sige, at du har opdaget hvad det vil sige, at nogen taler fra deres eget synspunkt alene – hvis nogen siger at han er inviteret til et måltid mad sammen med de andre medvirkende, før han skal på scenen, så siger han på forhånd, at han ikke bryder sig om at spise før han går på – og så vil du gerne lave en udviklingsfortælling, hvor en sådan person agerer på sådant selvfokus, og tricks er der nok at tage af, vedkommende ændrer sig langsomt gennem historien fra selvcentreret til fællesskabsorienteret, ændrer sig pludseligt, ændrer sig ikke, men alle andre gør, eller han dør som følge af manglende udvikling eller pludselig udvikling eller for langsom udvikling eller upassende udvikling – ja, så har du din ramme at fortælle ud fra. En scene. På denne scene flytter du rundt med alle karakterer og forsøger at få et puslespil til at gå op, hvor ingen modsigelser skurrer, hvor alt er plausibelt, sproget støtter op om karaktererne og deres handlinger, måske er der ligefrem særligt sprogbrug, når enkelte karakterer går på scenen, som temamusik når helten viser sig på en film, og pauserne er i orden, alle linier trækker vejret som de skal, der er spændingsopbygning teksten igennem og steder at hvile sig og få lastet ekstra informationer, eller informationer kan punkteres eller mistros, alt afhængig af typen af fortælling, og dét er pointen. Det er ikke en gengivelse. Det er en fortælling. I litterær forstand samles din viden i en demonstration af, hvordan noget kunne være, hvis præmisserne var acceptable i forhold til en virkelighed, du kunne genkende eller blot tillade.

     Ved du så også, at kriserne ideelt set har samme effekt på læseren som en genoplevelse af begivenhederne ville have det på hovedpersonen, hvis han eller hun fandtes? Læserens hjerne reagerer på din overlevering, tror på din fiktion, tror på din hovedpersons udviklings- eller indviklingshistorie, som om den var virkeligt overværet, læseren forsvinder ud gennem læsestolens hynder, historien træder i stedet for virkeligheden, optager virkelighedens tid og fylder minutterne ud med noget fortygget, ufarligt virkeligt, erstattet, gennem skriftens manen – om end adrenalinet suser i læserens årer, som om virkelig fare var på færde. Og du er stadig forbundet, ansvarlig for denne uvirkelighed, for i sidste ende var du nødt til at give slip og lade karakteren fortælle sig selv helt ud på papiret, for at han kunne komme ud af dig som en helbredelse for at smitte læseren med, hvad du har været igennem. Og her forbindes du og læseren til det samme univers, og dét univers er ikke fiktion. Fiktionenens virus binder jer sammen, fiktionen er en bro; ad denne bro går de dig i møde, dine læsere, men kan du tage imod dem? Kan du undgå at forfalde til fagets lyder, holde mund og lade vandringen foregå i tavshed, så fortællingens læsning og læsningens fortælling kan bygge en stærk dobbeltrettet bro at skabe et menneskelig knudepunkt af, og ikke den vanlige, fiktive bisætning – salgsapparatets indoktrinering af hele samfundet i din essens som forfatter og menneske? Hvorfor skriver du? Du skal ikke svare. Men hvorfor vil du fortælle mikrofonholderne og offentligheden om fortællingen? Er det et værn mod kontakt? For megen kontakt? En bortledning af opmærksomheden? Et skjulested – så du kan arbejde og ikke være ansvarlig? Så du kan sige til dig selv, at du er færdig nok til at nyde at leve selv, frem for at være fødende? Nyde opmærksomhed fra omverden, der feterer dig og hæver dig op for at gøre dig så synlig, at dit værk vil tjene penge til dem og du forhåbentlig vil blive inspireret til at skrive noget mere? Jo mere du taler, desto færre læsere vil gå på broen mod dig; i stedet vil de gå på broen mod din persona, som den er pakket ind af afdelingen for overpisket fløde. Det værste, der findes: Kondenseret PR. Og du vil aldrig møde dem. Din PR-persona, din litterære PR-persona, vil være din stand-in, selv mens du tror du skal møde de intimeste forbindelser, eller det undrer dig simpelthen, hvorfor al virakken ikke nærer dig, ikke fylder dig op. Med tiden holder du op med længes efter noget virkeligt og hælder længslen, den voksende længsel, ind i din skrift. Og først når du begynder at tale om dig selv, når du bliver spurgt om din skrift, vil du begynde at bygge broen op igen. En dobbeltbro. Dine læsere har nu to muligheder for at komme dig i møde, krydse over den ene gennem teksten, eller over den anden, gennem kendskabet til dit virkelige jeg, dit offentlige, men ucensurerede jeg. Hele universet i voksende edderkoppespind af forbindelser mellem dig og alle og alle og alle gennem dig, eller hele jorden, repræsenteret ved dém, der behøver at se et fysisk menneske bag alt og ikke forstår det næste niveau – at når alt er sagt, ér alt sagt, og at først da er virkelig kontakt mulig.

     Først i den sandhed, der vokser dig og dem i møde ved at holde mund, findes forbindelsen til de underste lag. De øverste lag. Alt indimellem, som det ér. Ikke som det navngives. Broen er jo heller ikke en bro, men et ord for et billede af noget, der ikke findes, men ér.