Sakset samsang med en gammel bog – “Blomster fra de kejserlige haver” v. Arne Dørumsgaard, 1959
Som tak for de digte, du gav mig,
sender jeg dig lidt te. – Uan Tie
人
En grå kappe lægger sig over Orvieto.
Tågen fotograferes, fordi den er smuk.
Tågen er so-me-smuk.
Tågen bølger over en kop te
over en strøm af billeder,
tågen mellem mange tåger.
Jeg følger Ai Weiwei på Instagram.
Han følger
med flygtningestrømmene
rundt i Europa.
Kinesiske turister udvider
deres horisont
i Orvietos undergrund.
En somalier sælger
kopitasker syet af kinesere
i Napoli.
Kineserne kommer.
Ofte ser man deres hænder
glide frem af ærmets silke,
lystigt vipper deres huer.
Kineserne kommer.
Kineserne kan ikke tåle mælk.
Kineserne kan ikke tåle alkohol.
Kineserne kan inta säga “R”.
Kineserne syr med lang tråd.
Kinesiske turister flakser rundt
med deres regnslag i min
hverdag.
I min tåge.
人人
Nede i dammen svømmer den store fisk,
dybt i det grønne mørke, hvor sivene gror.
Kejseren er i Hao.
Ai Weiwei henter sit kunstværk hjem
fra Aros i protest.
Naadige Herre – slot og paladser er dine,
krigere ejer du, kvinder duftende vin.
Jeg har bare en luth og nogle bitre sange.
Syng. Syng ikke for højt. Ring hjem
til din kone, boghandler. Sig, du har det godt.
Du er borte. Tidevandet naar min dør.
人人人
Nede i dammen ligger den store fisk.
Timerne går i Hao, solen staar højt.
Kejseren holder gilde.
Kinesernes gamle digte
går gennem engelsk og norsk
før de når mig
på gammeldags dansk.
…der er vin nok at drikke i dette hus,
mens jeg skriver min sang
til poesiens dyrkere.
Poesiens nye dyrkere
er “lower body poets”.
Urban underkrop, night life, tåge
og smog.
Den nedre krop arbejder over.
Og over. Og over.
Den kaster sig ud
fra fabrikkens tag sammen
med resten af kroppen.
Forkullede strimler af papir
flagrer som sommerfugle for vinden.
人人人人
Alt jeg møder er nye ting,
hastig kommer alderdommen mod dem.
Når jeg bliver gammel
vil jeg være ligeglad med, om skriften
er lodret eller vandret.
Om den er vandret op på en skråning
for at blive gammel i fred.
Mens jeg skriver mine vers,
ser jeg fra mit vindu
bambusstængerne svaje i vinden.
Når jeg bliver gammel
bliver jeg hægtet af
mig med min skråskrift
mit spidse navn
skrevet med en blyant
med en vaklende spids.
Jeg maler med min pensel mine tankers tegn.
Det er sundt at lære et nyt sprog.
At skrive med vand på en stor flad sten.
At skrive breve til dueslagene i Orvietos undergrund.
人人人人人
Nede i Dammen sover den store fisk,
Himlens libeller, døser, luften er hed.
Kejseren drikker tæt.
Kineserne vil købe Milan, det er en stor omvæltning for
italiensk fodbold. Kina elsker fodbold,
at vinde VM i fodbold er en del
af kinesernes genrejsningsplan.
Og mandarinerne taler alvorligt om dybe ting.
Du Fu ville samle alle verdens lærde
under samme tag. Det regnede ind
gennem hans tag. Hans børn døde af sult.
Kineserne laver hårbånd
af brugte kondomer.
Tågen svæver over underkroppen.
Tågen skjuler de flaksende turister
i Orvietos undergrund. Tågen lægger sig
over tusindvis af evige
tegn.
Da digtet var færdigt, hæved’ jeg panden
og mærkede dryp af regn…