for det meste trasker jeg og stirrer på hundens røv
i hånden har jeg den lille lune pose
pulsen kommer op, ud og hen langs klipperne
spor af etruskere og hulepindsvin
hunden løfter poten et øjeblik tror jeg den har set
dødens utydelige omrids
hver dag på twitter
et foto af domkirken i Orvieto
hver eneste turist er den første der har set den
og lindetræerne foran skolen, de er virkelig store!
duften blander sig med lugten af løg
fra elvernes armhuler
efter matematikprøven
og turisterne prøver at greje p-automaten
bagest i skolebussen har en dreng
tårer i øjnene
gaderne er ujævne, man kan snuble
Orvieto ligner et skib om natten
hemmelige lastrum i klipperne
nedenfor ligger det affald turisterne har kastet
eller har de tabt det? i græsset
et kors med et pigenavn, en 16-årig
sprang hun? eller faldt hun?
jeg kunne google hende, men vil jeg vide det?
mens jeg taler med en bekendt
falder en sten
så stor som en kartoffel en meter fra os
deroppe er gaderne så ujævne
man kan snuble, min kæreste
humper rundt på en vorte der ikke vil gå væk
han påstår han kan se forskel på han- og hun-
cypresser, og hvad var landskabet uden dem
men koglerne, de er grimme! vi må videre
uanset hvilke kegler vi snitter i vores udsyn
overalt er der klostre, men jeg ser aldrig
nonner i de smalle gader
hvor hunden ikke må komme
fordi den er hys med de andre hanner
så jeg går
på biblioteket der har citroner i krukker
læser digte på engelsk af en indisk poet
der er ansat på Uni i Århus
nulrer et edderkoppespind af min trøje
gnider mig næsten i øjet
med samme hånd, efterlader en smule
af hundens hår
hunde kan trænes til at finde trøfler
lavineramte og svulster
kapers som store polypper
hænger ned fra klipperne, der er siv
der knirker, når jeg taler om siv
taler jeg om kvinderne i Orvieto
i Italien i Indien i Verden
om kvinden der så sin landsby
fra en ny vinkel med støv og røg i næsen
og rædslens røde dør for øjnene
oh, at have en dør til værn mod mennesker!
og alligevel slår vi døren op til hele verden
vi ved alting
der findes intet udland mere
når nogen slås ihjel af en sten
der ikke falder men kastes
bliver vi ængstelige
som om vi er forbundet med det hele
med nonnerne med de bøjede hoveder med kvinder
der vasker op og vipper
fade frem og tilbage under rindende vand
mens de fortæller om deres uregerlige døtre
i Orvieto med den dybe brønd med turisterne
nogen
eller noget?
forvandles til en kugle af grønt
triller ved siden af mig
det er bare en lille polyp
med form som kapers
når man tegner den ligner den en drøbel
en knebel
i livmoderklokken
klokkerne i middelalderbyen
man tror et øjeblik
de ringer for én