årstiderne vrider sig
som en kvinde
på slangetur
ud af det gamle skind
har du set en plov vende jord?
hvert forår
vender hun en anden
kind til
og hun er træt af det,
hun vokser fra det
snart er det sommer
og efterår resten af tiden
hun regner det hele af sig,
hun vil leve et helt nyt liv
kroppen er syvogtredive grader varm
her
andre steder
både varmere og koldere
inderst gloende
som feber,
øverst frossen
som dvale
se, en svale
som en nervebane
gennem himlen
jord,
du er ikke min mor
men dine øjne
løber i floder
ud under verdens vandoverflade
og lukker sig
som bølgende maveskind
dit hjerte smelter
og kystbyerne står
som rækker af åbne fødestuer
du kan fylde
med vand