1 Jeg
Jeg kunne sidde i det køkken hele dagen, for i avisen bliver det tydeligt at alle de andre mennesker er der, ovenpå og nedenunder. Ovenpå og nedenunder er kroppene i køkkenerne, at hvor som helst jeg kunne vende mig hen ville de være som stemmer, kulturhistorien er nærværende og virkelig. Familien sidder ligesom i venteposition imens de ånder eller tænker, hvis mine øjne var skarpe nok og der var færre huse ville de være der hele tiden, de ville trække vejret i gardinerne.
2 De
Og hvor ivrigt at skrive det hele præcis som det var, og alle dets lange dele, hvordan menneskene falder på plads. Natten er fedtet, nærmest klam, og ingen gør sig længere til for den. De flyder ud over det hele sammen med kuponer for gratis milkshakes. De er i færd med at dø og de venter. De er nok ikke jernhårde kerner. Angsten er ikke en bombe.
3 Du
Betonen vækker dig ikke, det er en vægtløs celle du har. Det var sådan du tænkte om selvstændighed og ansvar. Du vågner op og planlægger at skrive om dine præferencer. Om mandefingre. Du vil aldrig fortælle noget du ikke selv har oplevet og du må tænke over hvordan du skal camouflere det. Du overvejer om du lader din intimsfære kolonisere. Og hvordan skal en overskrift bruges, som en samlende betegnelse? Et punkt hvorfra tingene ser ud til at falde.
4 De
Så ligger kroppene med deres bløde muskler og venter i sengene. Værelserne er beboet af én person og de fungerer som en slags opladere. Personen kan sætte sig derind i en slags hviletilstand. Personen kan fylde værelset med analyser af samfundet. Personen gider ikke komme ud af sin oplader, den kan være her hele dagen. Værelset er et tilflugtssted. Det er en forhåbning om en anden slags mobilitet.
Jeg kunne sidde i det køkken hele dagen, for i avisen bliver det tydeligt at alle de andre mennesker er der, ovenpå og nedenunder. Ovenpå og nedenunder er kroppene i køkkenerne, at hvor som helst jeg kunne vende mig hen ville de være som stemmer, kulturhistorien er nærværende og virkelig. Familien sidder ligesom i venteposition imens de ånder eller tænker, hvis mine øjne var skarpe nok og der var færre huse ville de være der hele tiden, de ville trække vejret i gardinerne.
2 De
Og hvor ivrigt at skrive det hele præcis som det var, og alle dets lange dele, hvordan menneskene falder på plads. Natten er fedtet, nærmest klam, og ingen gør sig længere til for den. De flyder ud over det hele sammen med kuponer for gratis milkshakes. De er i færd med at dø og de venter. De er nok ikke jernhårde kerner. Angsten er ikke en bombe.
3 Du
Betonen vækker dig ikke, det er en vægtløs celle du har. Det var sådan du tænkte om selvstændighed og ansvar. Du vågner op og planlægger at skrive om dine præferencer. Om mandefingre. Du vil aldrig fortælle noget du ikke selv har oplevet og du må tænke over hvordan du skal camouflere det. Du overvejer om du lader din intimsfære kolonisere. Og hvordan skal en overskrift bruges, som en samlende betegnelse? Et punkt hvorfra tingene ser ud til at falde.
4 De
Så ligger kroppene med deres bløde muskler og venter i sengene. Værelserne er beboet af én person og de fungerer som en slags opladere. Personen kan sætte sig derind i en slags hviletilstand. Personen kan fylde værelset med analyser af samfundet. Personen gider ikke komme ud af sin oplader, den kan være her hele dagen. Værelset er et tilflugtssted. Det er en forhåbning om en anden slags mobilitet.