Mens jeg skriver dette, er det den 15. oktober, og jeg er på besøg hos mine forældre, der bor i et stort skovområde i Midtjylland. Aftensolen står lavt på himmelen, og der falder et mat lys mellem træerne. Birk, fyr og eg. Det bliver snart mørkt, men desto mere betydning får dagens sidste lys. Bladene har opgivet fotosyntesen, og som Fugl Føniks er de gået op i flammer af rødt og gult.
Det er min yndlingsårstid, efteråret, især når solen skinner. Hvert år kommer efteråret med bestemte erindringer og stemninger, som minder mig om sidste efterårs erindringer og stemninger, og det får på en eller anden rar måde det hele til at hænge sammen. Det er det poetiske ved efteråret.
Forleden sad jeg på en fortovscafé i Aarhus og drak kaffe med en veninde. I løbet af vores samtale fortalte hun, at hun ville ønske, at hun var bedre til at læse. Hun sagde, at hver gang hun åbnede en bog og begyndte at læse, så vandrede tankerne helt andre steder hen, og ofte læste hun flere sider uden at opdage, hvad hun egentlig læste.
Jeg læser litteraturhistorie på universitetet, og indimellem er der selvfølgelig bøger på pensum, der er så dræbende kedelige, at jeg heller ikke kan koncentrere mig om læsningen og i stedet tænker på alle mulige andre ting, end hvad der står på siderne. Så jeg sagde til min veninde, at jeg godt kunne genkende det, men at det måske var et spørgsmål om kedelige bøger og ikke hendes manglende koncentration.
Siden snakken med min veninde har jeg tænkt lidt over det, og det, der optager mig, er særligt spørgsmålet om, hvorvidt det giver mening at læse videre i en bog, som ikke kan fastholde ens opmærksomhed.
Søren Ulrik Thomsen har i et interview engang sagt, at han altid starter med at læse en bog af lyst, men fortsætter af pligt. Det var et kompromis, han indgik med sig selv, fordi han i sin ungdom udelukkende læste af lyst og på den måde endte med kun at læse de første halvtreds sider af alle de bøger, han åbnede.
Jeg tænker tit på den strategi, når jeg læser, men faktisk er jeg kommet på et andet godt argument for at fortsætte i en kedelig bog. For uanset hvor kedelig bogen er, og hvor svært det er at holde koncentrationen, så er det altid i teksten, at fantasien tager afsæt, og de dagdrømme, det kan afstedkomme, er på en eller anden måde bogens fortjeneste. Og jeg dagdrømmer aldrig så godt, som når jeg læser en kedelig bog.
Derfor kan det måske give mening at læse videre i en kedelig bog, hvis altså det kedsommelige pirrer fantasien og sender den på spændende afveje. På den måde kan man beskæftige sig med alt det, der ikke står i bogen, men som alligevel aldrig var blevet til noget, hvis bogen forblev lukket. De dagdrømme, jeg skriver om, er måske ikke saglige udgangspunkter for en analyse, men det er jo heller ikke kun for analysernes skyld, at bøgerne er til i verden.
Hvis det har kedet dig at læse denne lille redaktionelle tekst, så har du måske tænkt på noget helt andet, som også har sin berettigelse, og ellers kan du på de næste sider læse oktober måneds bidrag, som med garanti ikke er kedelige. Og så vil jeg lige minde om, at vi den 29. november holder releasefest for en årsudgivelse, hvilket du kan læse meget mere om på vores kanaler. God læselyst!