1. De kom
De kom
i ly af natten
og gravede huller
til dyrene
Dyrene, som gik
med børnene i skoven,
og som hentede dem ved vejen,
når de kom fra skole
Dyrene, som hylede ad månen,
som sov i deres fodender og
vogtede uhyrerne under sengen
Dyrene, som æltede deres
hovedpuder og lavede deres lektier
Dyrene, som vågede over dem,
når de var syge,
og som kradsede og bed dem i leg
Dyrene, som slikkede dem på
kinden og som ind imellem
gik deres egne veje
Dyrene, som kunne se i mørke
og som hver dag
vendte tilbage med friskfangede mus,
som de lagde på børnenes hovedpuder
De kom om natten
med spader over nakken
og gravede huller
til dyrene
De smed dem derned
og de dækkede dem til
med grus og jord
og børnene vågnede
og så de jordstænkede
støvler i entréen
Og børnene kom med blomster,
– markblomster og røde roser,
som nu ligger og visner
i den forårsfriske muld
Og de bragte dem offergaver og
talismaner og reciterede alle de
hemmelige besværgelser, de kendte
Og nu kommer de, dyrene,
i ly af mørket
og sætter sig hos børnene
I drømme går de
i samlet flok
tilbage til skoven
og de viser børnene
vejen til rævenes huler
og til de nedfaldne fugleunger
som børnene forsigtigt
med blade omkring hænderne
sætter tilbage i deres reder
Og dyrene følger børnene hjem,
hjem over markerne og engene
Børnene, som hver morgen vågner
og mærker dyrenes varme aftryk
i fodenderne på deres senge
2. Den længste nat
Der er en ikke ubetydelig arytmi
over vandet i kanalen
her til morgen
Noget må være sket
i løbet af natten
jeg var et mærkeligt sted
Mørket lagde sin dyne
over min nøgne krop og
svøbte mig i nuancer
af det dybeste blå og
efterlod mig
og min vibrerende
personlighed
i sjælden intimitet
på mit stuegulv
Der er en ikke ubetydelig arytmi
over vandet i kanalen
her til aften
Noget må være sket
jeg er et mærkeligt sted
Blæsten har lagt sig
og jeg hører kun
en sagte susen
for mit indre øre
Over mig svæver resterne
af en fjern og uddød galakse
vi lever i de sidste tider
Nætterne har vokseværk
de strækker deres hænder
af velour
længere og længere
ud imod os
men endnu er denne nat
ikke den længste
Se, månen er lavet
af porcelæn
hvem kan sove
en nat som denne?
Vi lever i de sidste tider
– det har vi altid gjort
3. Om lidt
En meget ensom fugl
ringer morgenen ind
selvom det endnu ikke
er blevet lyst
og insisterer på
at kalde verden til samling
på karmen udenfor
mit soveværelsesvindue
vi lever i de sidste tider
det har vi altid gjort
og om lidt
er det sommer
4. Disse øjeblikke
Grib dem,
som du ville gribe
kirsebærtræets sidste
faldende blomst
og bær dem,
som du ville bære
en nedfalden fugleunge
gennem en brændende skov
Bær dem,
bær dem
i dine hule hænder
gennem den brændende skov
og sæt dem ned
for foden af din seng
og løft dem så,
som du ville løfte,
en for tidligt født
ud af sin kuvøse
for allerførste gang
Løft dem,
og lad dem hvile
tæt ved dit hjerte
lad dem hvile
så tæt
at den eneste lyd du hører,
er lyden
af disse øjeblikkes stedsegrønne ekko
for evigt vævet
ordløst ind i alt,
du kommer til at gøre
Vogt over dem
og værn dem
værn dem
mod forvitring og forvanskning
disse øjeblikke
disse øjeblikke
hvor fuglene flyver
og træerne gror