Solen skinner ind gennem de hvide gardiner og får hans hud til at stråle blødt og varmt. Det spænder i kæben og spyttet stiger i munden for hun har lyst til at bide i hans arm og plante tusinder af hårde kys over alt på hans krop. Hun nøjes med at gøre det sidste.
Hun kan mærke det lyse ud af øjnene, det strammer over munden; hendes mundvige glider konstant opad. I hendes krop bobler af en længsel og en vildskab og hun kan ikke ligge stille, men klatrer rundt på hans lange, slanke krop der virker meget brunere mod den hvide bomuld.
Hun tør ikke kigge på ham, men ligger i stedet på siden og kigger ud i det oplyste rum, mens hun fortæller om alt det bløde og sårbare der ligger og ulmer under brystbenet. Fortiden, moderen, følelserne og tankerne – hun har fortalt om det hele uendeligt mange gange, slynget det ud i samtaler med tilfældige mennesker, som om det ikke betød noget. Men når hun ligger her nøgen i det bløde, hvide og han næsten holder vejret, for at være sikker på at høre alle ordene, føler hun sig som en lille krabbe med flækket skal – blottet og ubeskyttet – der ligger i store, varme, nænsomme hænder og det er næsten ikke til at holde ud og samtidigt har hun ikke lyst til at det nogen sinde skal stoppe.
Hun krammer om hans hånd, der hviler mod hendes hjerte. Hun kan høre tårerne som enkeltvist drypper ned på lagenet, med små intervaller, og hans forsigtige kys på sin hals, sin kind, sit øre og hår.
Hans bløde læber vækker hendes hud til live og får den til at sanse fornemmelser og sitrende nervestrømninger der er finere, end nogen nogen sinde havde kunnet forestille sig.
Hun løfter knæet op i sengen og lægger al sin kropsvægt på det, så det synker ned i madrassen, inden hænderne også lander og hun på alle fire kravler op i hovedenden, hvor han har lagt sig med lukkede øjne, efter at have lukket hende ind. Dynerne dufter af hans varme.
Det er tidlig morgen, men solen oplyser allerede det hvide værelse og han skjuler ansigtet i puden. Hun lægger sig smilende ved siden af den elskede krop, efter at have hevet t-shirten over hovedet og kastet den på gulvet, hvor den landede ved siden af resten af tøjet med en blød knitren. Hun presser sig mod ham og nyder hans kropsvarme, mens han gyser i mødet med hendes kolde hud og trækker sig lidt væk.
Nu skal hun være lykkelig og forelsket, som hun plejer. Han skal betyde alt, for følelserne må aldrig stoppe. Hun har taget morgenbrød med og solen skinner gennem de tynde gardiner, som allerførste gang, ganske vidst med et lidt blegere skær, men ellers er alt som det plejer på de gode dage, så hun må være lige så glad og forelsket, som altid.
Hun kysser hans brune hals og skulder, og stryger hans hår om bag øret, så hun kan se det smukke ansigt.
Eftermiddagslyset kaster melankolske skygger ind i værelset med de hvide bogreoler og det ludede trægulv.
De sidder side om side, med benene dinglende nervøst ud over sengekanten, mens de stirrer på den hvide plasticpind i hendes hånd.
“Hvad tænker du?” spørger han venligt.
“Ikke endnu!”
Hun ved at hun vil have børn med ham en dag – efter at have mødt ham forstår hun endeligt, hvorfor folk får børn med hinanden; tænk, at få lov at skabe et liv ud af kærlighed.
Men hun vil ikke dele ham med nogen.
“Godt, så er vi enige,” siger han som om der er blevet truffet en definitiv beslutning, der aldrig vil blive genovervejet og det gør ondt på hende, at han slet ikke er i tvivl, selvom hun mærker lettelsen suse igennem kernen af sin krop, da kun een lyserød streg toner frem.
Lyset har fået en køligere tone. Tomheden, suger varmen ud af dagen, tomheden der pludseligt er vokset frem imellem dem og som de stadigt ikke har bemærket.
Det er igen hende der har begyndt skænderiet. Hun ved stadigt ikke, hvad det handler om, kun at de har trukket sig igennem det igen og igen og at det har ophav i den boblende rastløshed hun ikke kan ryste af sig, uanset hvor meget hun råber og slår ud med armene.
“Men måske er det ikke nok, at vi elsker hinanden” råber hun, fordi det har hun hørt nogen sige i en film og fordi hun ikke kan forstå, hvorfor hun er så rastløs og ulykkelig og hvorfor intet af det han siger, gør nogen forskel længere.
Han sidder på sengen vendt mod hende. Hans stemme knækker og øjnene flyder over, han vil ikke have at det slutter.
Slutter? Hvem har talt om at slutte. Hun kan ikke slutte noget som helst. Ingenting må ændre sig.
Det er blevet dag igen.
Lyset trænger sig nådesløst ind igennem øjenlågenes smertene sprækker og tvinger hende til fortsat at være i live.
Hun er tom.
Hun kigger op.
Hun prøver håndledene. De slasker ugideligt hænderne op og ned, frem og tilbage. Omkring senerne flyder øm og kold opgivenhed.
Dynebetrækket er af et uvant frotéagtigt materiale. Hun dejser omkring, så hendes ene side synker ned i det bløde.
Hun kigger til siden, udover sengekanten.
Bag væggen er hendes værelse tomt og forladt og dødt. I midten står hendes himmelseng, som han aldrig skal ligge i mere.
Der kan hun ikke være.
Det er derfor hun ligger her i Sarahs.
Udenfor skinner solen på huse, træer, søer og siv, som om intet er hent.
Der kan hun ikke være, hun har meldt sig syg.
Hun kan mærke det lyse ud af øjnene, det strammer over munden; hendes mundvige glider konstant opad. I hendes krop bobler af en længsel og en vildskab og hun kan ikke ligge stille, men klatrer rundt på hans lange, slanke krop der virker meget brunere mod den hvide bomuld.
Hun tør ikke kigge på ham, men ligger i stedet på siden og kigger ud i det oplyste rum, mens hun fortæller om alt det bløde og sårbare der ligger og ulmer under brystbenet. Fortiden, moderen, følelserne og tankerne – hun har fortalt om det hele uendeligt mange gange, slynget det ud i samtaler med tilfældige mennesker, som om det ikke betød noget. Men når hun ligger her nøgen i det bløde, hvide og han næsten holder vejret, for at være sikker på at høre alle ordene, føler hun sig som en lille krabbe med flækket skal – blottet og ubeskyttet – der ligger i store, varme, nænsomme hænder og det er næsten ikke til at holde ud og samtidigt har hun ikke lyst til at det nogen sinde skal stoppe.
Hun krammer om hans hånd, der hviler mod hendes hjerte. Hun kan høre tårerne som enkeltvist drypper ned på lagenet, med små intervaller, og hans forsigtige kys på sin hals, sin kind, sit øre og hår.
Hans bløde læber vækker hendes hud til live og får den til at sanse fornemmelser og sitrende nervestrømninger der er finere, end nogen nogen sinde havde kunnet forestille sig.
Hun løfter knæet op i sengen og lægger al sin kropsvægt på det, så det synker ned i madrassen, inden hænderne også lander og hun på alle fire kravler op i hovedenden, hvor han har lagt sig med lukkede øjne, efter at have lukket hende ind. Dynerne dufter af hans varme.
Det er tidlig morgen, men solen oplyser allerede det hvide værelse og han skjuler ansigtet i puden. Hun lægger sig smilende ved siden af den elskede krop, efter at have hevet t-shirten over hovedet og kastet den på gulvet, hvor den landede ved siden af resten af tøjet med en blød knitren. Hun presser sig mod ham og nyder hans kropsvarme, mens han gyser i mødet med hendes kolde hud og trækker sig lidt væk.
Nu skal hun være lykkelig og forelsket, som hun plejer. Han skal betyde alt, for følelserne må aldrig stoppe. Hun har taget morgenbrød med og solen skinner gennem de tynde gardiner, som allerførste gang, ganske vidst med et lidt blegere skær, men ellers er alt som det plejer på de gode dage, så hun må være lige så glad og forelsket, som altid.
Hun kysser hans brune hals og skulder, og stryger hans hår om bag øret, så hun kan se det smukke ansigt.
Eftermiddagslyset kaster melankolske skygger ind i værelset med de hvide bogreoler og det ludede trægulv.
De sidder side om side, med benene dinglende nervøst ud over sengekanten, mens de stirrer på den hvide plasticpind i hendes hånd.
“Hvad tænker du?” spørger han venligt.
“Ikke endnu!”
Hun ved at hun vil have børn med ham en dag – efter at have mødt ham forstår hun endeligt, hvorfor folk får børn med hinanden; tænk, at få lov at skabe et liv ud af kærlighed.
Men hun vil ikke dele ham med nogen.
“Godt, så er vi enige,” siger han som om der er blevet truffet en definitiv beslutning, der aldrig vil blive genovervejet og det gør ondt på hende, at han slet ikke er i tvivl, selvom hun mærker lettelsen suse igennem kernen af sin krop, da kun een lyserød streg toner frem.
Lyset har fået en køligere tone. Tomheden, suger varmen ud af dagen, tomheden der pludseligt er vokset frem imellem dem og som de stadigt ikke har bemærket.
Det er igen hende der har begyndt skænderiet. Hun ved stadigt ikke, hvad det handler om, kun at de har trukket sig igennem det igen og igen og at det har ophav i den boblende rastløshed hun ikke kan ryste af sig, uanset hvor meget hun råber og slår ud med armene.
“Men måske er det ikke nok, at vi elsker hinanden” råber hun, fordi det har hun hørt nogen sige i en film og fordi hun ikke kan forstå, hvorfor hun er så rastløs og ulykkelig og hvorfor intet af det han siger, gør nogen forskel længere.
Han sidder på sengen vendt mod hende. Hans stemme knækker og øjnene flyder over, han vil ikke have at det slutter.
Slutter? Hvem har talt om at slutte. Hun kan ikke slutte noget som helst. Ingenting må ændre sig.
Det er blevet dag igen.
Lyset trænger sig nådesløst ind igennem øjenlågenes smertene sprækker og tvinger hende til fortsat at være i live.
Hun er tom.
Hun kigger op.
Hun prøver håndledene. De slasker ugideligt hænderne op og ned, frem og tilbage. Omkring senerne flyder øm og kold opgivenhed.
Dynebetrækket er af et uvant frotéagtigt materiale. Hun dejser omkring, så hendes ene side synker ned i det bløde.
Hun kigger til siden, udover sengekanten.
Bag væggen er hendes værelse tomt og forladt og dødt. I midten står hendes himmelseng, som han aldrig skal ligge i mere.
Der kan hun ikke være.
Det er derfor hun ligger her i Sarahs.
Udenfor skinner solen på huse, træer, søer og siv, som om intet er hent.
Der kan hun ikke være, hun har meldt sig syg.