Det er en sølvfølge at tronfølgen går fra sølvfar til sølvsøn, her i dette monarki har kvinderne intet at skulle have sagt, deres eneste opgave er at gå i tætsiddende sølvkjoler uden noget nedenunder og se kønne ud. Én gang om ugen mødes sølvbyens kvinder på den lokale kro og drikker sølvøl light, spiser salte sølvfisk og plirrer om kap med øjnene. Når de sidder der i deres stiveste sølvpuds kan man, hvis man lytter godt efter, høre en lyd som af tusinde små sølvklokker der bimler i vinden.
Når det bliver vinter iser alting over og fortsætter med at ligne sig selv på en prik, for isen er som det fineste sølv. Der er ingen der opdager noget før de sætter deres ben uden for døren og pludselig skøjter ned ad gaden. Byens gader fyldes af forbavsede mennesker, der alle skøjter mod det laveste punkt, hvor alle mødes og glæder sig over endelig at stå stille igen. Ingen har selvfølgelig husket det varme sølvtøj for ingen vidste det var vinter, og således bliver byen i fællesskab forkølet.