I
Du er kun sætninger snublende over dig de
kvidrer fuglene skinner
Jeg er et fladt kram med bladene og det her er toppen
af bunden himler du øjnene slået
mod ordene eller gud bladene
er ligeglade tilpas jordnære og
jeg lukker øjnene for ikke at møde nogen
II
Ord kan ikke hænge i luften og træer
er papir
hvorfor ligge i skoven for at lægge den ned i
organiske værker som gennemvades nedbrudt til rod
rives op af lakerede skuffer glatbarberes
eller høvles til spåner spundet af
nedbrydelige hænder små knaster
som knytter inspiration og folder hjernen fladt
ud på ikeaborde den ligner noget moderne og
kan genbruges som landskab
III
Herfra er solen ensidig og du læser højt til
loftet om genveje gennem nedbrudte tænder
til roden udstoppes dine lyde med
Landskabet snubler over os og
fuglene et afsluttet kapitel