på grene sidder løgnhalsen og
stikker
til kornkuglerne
ved siden af
rødkælken
snart er de begge for fede til at sidde
på så ung
en gren
foran køkkenvinduet hos farmor
sneen her får lov
til at
smelte
på en anden nådig måde end i
byen, hvor jeg sjapper
bagtrappen til og får våde
sokker
om natten når jeg
ryger, dét uden farve er
gråt
her
men hos farmor får sneen
lov
til at
smelte
i sit eget
tempo
al den tid, der
er
dér
al den tid
der
stables
sirligt og
lyden af smør
på en pande
og duften af det
og bækken
der fyldes af
sneen, som den
smelter
og bækken får
fart
på
et stearinlys
varmer rummet som en hel krop, som et
menneske, siger du
og du bygger mig en lille hær i vindueskarmen på femte sal
jeg synes ikke de to ting er de
samme
men jeg tænder alle
vægerne