Blommetræerne er støvede, lilla og gul. Toget suser forbi. Mormor på bakketoppen. Jeg står i regnen i linjen på marken. Hun vinker. Uendelige baner.
Akvariets lys danner en regnbue ned på det hvidpigmenterede trægulv. Kampfisken og tetraen. Jan Johanssons jazz på svenska. Månelampen. Rejerne vender hvert sandkorn.
Digestive. Rød sodavand. Omsluttet i morfintåge. Jeg stryger hånden hen over maven. Det snurrer i brysterne. Maven falder sammen. Hvide net undertrusser. Syningen ved kønslæberne. Hævelsen omkring skedeåbningen som en stor kugle der blokerer indgangen.
Små plastik dyr i en glasskål hos lægen. Jeg scroller ned og viser det billede, jeg bedst kan lide af ham. Hvor munden buer opad i et slags smil. Ikke dem hvor kroppen ser forvredet ud. Ikke dem hvor kraniet stikker op under huden.
På apoteket efter mere ammestopmedicin. Musvit påkøres. Solen skinner.
Jeg er nødt til at ringe til en offentlig instans: Hej, jeg har mistet mit barn og skal derfor ikke have børnepenge alligevel. Så nu hvor I registrerede, at mit barn blev født, KUNNE I SÅ IKKE I SAMME OMBÆRING HAVE REGISTRERET AT HAN VAR DØDFØDT INDEN I SENDTE JERES FUCKING BREV OM BØRNEPENGE. På kirkekontoret. Jeg skriver hans fulde navn på dødsattesten. Underskriver.
Jeg hvisker hans navn tre gange. Tager mig til øjet og lukker det med hånden. Vi bærer kisten ind i kirken. Så drejer vi skruerne i, og jeg tænker: Nu drejer jeg to skruer i, vi anede ikke at der skulle skruer i. Kirketjeneren spørger, om hun skal ringe med kirkeklokkerne. Vi kigger forvirrede på hinanden. Jeg stryger min hånd hen over kisten, lægger den fladt ned på kisten. Vi sænker kisten ned. Det er lige ved at gå galt. Sætter mig på hug det sidste stykke inden kisten rammer jorden og kaster en påskelilje derned.