En isfugl krydser luften, turkis. To hvide vipstjerte slår med deres halefjer, parken er så grøn. Egetræernes snoede grene, mangfoldigt grønne. Det tætklippede græs, så blødt som dit karseklippede hår. Der er åkander og ruiner. Der er kondiløbere og sjaggere. Der er buede broer og salt i munden. Svalerne flyver lavt og nærgående. Man fornemmer regnens komme. Maven er udspilet. Der er en svimmel lugt af våde blade fra gårsdagens regn. En myg foretager en blodprøve på patienten. Gruset knaser blåligt gråt under fødderne. Hofternes knækken. På asfalten er der tegnet en fisk med blåt kridt, den vaskes væk i den kommende regn. Stokrosernes farvestærke sammensætning ligner noget fra Hawaii. Der er en duft-erindring om biografpopcorn og biografmørkets mystik, som vækker en uventet glæde. Der er hærgede råger. En brumbasse hænger i jasminen, som et barn hænger i ammebrystet. Der er fuglenes forårsknalderi. Der er din ørering i solen, som en sol i solen. Din blege mave, din ske og min ske og landevejen. Der er akvarietanker og motiverede undervands-skrig i smalle stråler. Der er høje lydbølger ude af vores frekvens: flagermusenes sonar, deres ekkolokalisering som lyd-syn.
Tror du vi udløber snart? spørger du.
Jeg svarer, at siden du var her sidst, har jeg købt og opbrugt en håndsæbe. Og lidt efter siger jeg, som jeg sagde engang: den regn kom ikke.
En stille 7 kabale lægges på en duft af harpiks
En stille 7 kabale lægges på en duft af harpiks, denne morgen, hvor kun planterne har et sprog, muliggjort af vinden.
Måden du spiste en is på, så vanvittigt nydelsessygt. Et øjeblik af hastigt begær, der sparkede mig ud af de virkelighedsstrofer, som jeg ihærdigt havde tilegnet mig. Et angreb jeg ville have unddraget, hvis ikke det havde været virkelighedsopfattelser i frontalt sammenstød.
Der groede en svamp på mit sind, den sagde: frigiv og forbigå mig på samme tid, pump mig med betegnelser og korriger min forståelse og jeg vil til gengæld begunstige dig med et forberedt sind.
Vi to var anomalier og jeg prøvede ihærdigt på, at få en fornemmelse af dig som helhed af sammensatte enkeltheder. Konkretiserede eksistens: os to sammen og hver for sig.
Jeg sprællede af glæden ved at udforske. Til sidst gik mine ben af sig selv i en afskåret vandring. Heldigvis nåede du aldrig at blive så konkret for mig, at du ikke stadig er en gåde.
*
Jeg tager en timeout efter sidste hovedspring, så jeg kan ryste min hjerne på plads igen, med to fingre i næse og øre, lukket mund og anus og dit lem i min skede. Så er alle åbninger lukket. Men jeg mangler ilt og på en udånding slipper noget af min hjerne bort.
Jeg vil tænke på H.C Andersens eventyr, Det er ganske vist, hvor en lille fjer fra en høne falder af, da den ordner sig med næbet og hønen udbryder: ”Der gik den! Jo mere jeg plukker mig, des dejligere bliver jeg nok”, i et øjebliks munterhed.
Altså ikke alvorligt talt.
Stig på og luk ørene op:
sum sum, sum sum, honningbier. Gråspurvenes drillende flugt fra fortovets hæk til modsatte fortovshæk og bilerne, som standser dem. Jeg beder jer: stop jeres dristige vejkrydsning. Jeg vil ikke se det ende galt. I har ikke kontrol over situationen – biler er ukontrollerede.
Alvorligt eller latterligt talt, jeg går og tygger vredt i en gulerod. Der går lidt tango i det.
Jeg tænker: det kan være dejligt at gå i bad, onanere, men musik er noget andet. Musik ikke dejligt. Det kan det ikke være.
Hunden der trækkes af snoren, halsbåndets snærrende greb og solnedgangens svære tab, optaget på en måde, så der er utroligt meget sus. Hundelufter. Nej, jeg lufter mig selv, jeg er en menneskelufter.
Du ønsker mig en god dag med Stravinsky eller Ravel. Så det bliver nok impressionistisk i dag.
Der var noget genkendeligt ved det: sommertid der gik til vintertid i efteråret. Vintertiden der gik til sommertid i foråret.
Sensommerens blæsen hører foråret til, lam hører foråret til – hører det sene efterår til blæsten, der skynder sig at rasle ruske bladene af inden vinteren, som kræver alt bart før sit eget snedække?
De er jo et levn fra dinosaurenes tid, fuglene.
Jeg ser Blue Is The Warmest Colour og overvejer hvorvidt jeg er lesbisk eller bare poetisk nok. Ringer til min mor for at høre hende ad/få en afklaring.
Pigens lange hestehale når hun løber, som alt andet svingende. Som alt det, der ikke skal formuleres, hvis du har haft en oplevelse med at tage hul på det svært tilgængelige.
En dyb baryton i sang, så alvorligt, russisk. Men måske bare en vuggesang. Sådan er det tit, når man tror, at noget er alvorligt.
Ikke musikalsk svært at forstå, når musikken bevæger sig i landskabet. Forenet.
Den handlede om storm og snestorm, sangen, men var så stille.
Du godeste, den knækker jo fordi den ser mig. Jeg troede det var én bille, men det var to, i parring. Og vi to bliver jo heller aldrig bare én.
Var det en kærlighedssang til jorden? Var den lyttevenlig, noget for dig?
Det store vendepunkt er, når jeg trykker play, men anbefales ikke at lytte til noget.
Skeden får fingeren, den får fingeren. Krusningen i søen, timet med musikkens harpe. Sivene er klokkespil. Søen er konsekvent gået over sin bredde. Jeg forstår det så godt. Det er romantisk.
Havternen svirrer i luften, hættemågen lander på vandet under den. Bølgernes fremdrift, af solen beskinnet, men mod hvad?
For mig er musikken alt eller intet: alt i nogle dage, intenst dyrket, hvor alt andet er intet – og intet musik i andre dage, hvor intet er musik. Alt i alt ophørt.
Cembaloens sprøde, cembalo og skov i kombi. Jeg behøver ikke at høre et tema, for jeg har det i hovedet: di di-da dii da di-da di-da-ga dii di da-ge di di-ga-ga di dii-ga dii-ga dii. Reduceret, det er klart.
Du er svær at have med at gøre, som ny musik, som klarinet generelt hvis ikke det er klezmer.
Følelsen af at noget går rent ind, som man ikke havde forventet: et digt, en pik eller et kalkmaleri.
Hvis jeg røg, ville dette være en anledning til et hvæs, til besvimende kæderygning og mylderbæ.
Myrerne myldrer i hovedet, for øvrigt.
Kuhlaus fløjtestykker – reminiscens af græsk mytologi: nymfer; vand; sløret i drømmesyn.
Fagottens humor, i øvrigt. Og Sjostakovitjs’ sorte humor, dystert først og fremmest.
Sprøde strygere overlappes af marcherende trommer. Alt i march nu: marcherende ådselsbiller mod det døde. Regnens trommende march på ovenruden, som jeg slår øjnene op mod. Rachmaninovs (den der du ved) eller det kunne være Griegs lyriske stykker der afslutter det hele.
Øreåbnende oplevelser. Jeg lærer at holde af det. Når nogen siger sådan er du, siger jeg nej, det var bare én rolle.
En blå bule på kønnet og en glemt tampon. Syg i skridtet. Sygt køn. Er der en sagkyndig til stede?
I dag består mine øjnes palette af sort og lyseblå. Én farve i hvert øje.
Byen har sin egen dødslængsel. Døden har sin egen dødsliste. Naturen har sin egen livslængsel, livsliste, dødslængsel, dødsliste.
Prøver at finde sporet.
Du godeste, find servietterne frem, vi skal brøle det frem.
Er det glasskårene eller asfalten, der glimter foran min cykels dæk? Hvis alt glipper, har jeg nogle gode sko og et telt.
Glæden ved at finde et gammelt fødselsdagskort med glemte pengesedler.
Mit syn på byen: … – …
Skyerne hænger tungt, dryppende
Vandet der gurgler i munden efter tandbørstens besøg.
På en måde var jeg med dig på tur: du havde mine støvler i din taske.
Rolig nu, er du i bakgear? Se lyset, som det falder bagover. Det kunne ligne et 90’er-billede.
Jeg tager to vitaminpiller og skyller dem ned til mavens andre piller, som min lort skylles ud gennem toilettet, ud til alle de andre et sted. Jeg tænker, at det må være lunt og vådt, dét sted.
Man kan sagtens sove fra det. Man kan ikke sove fra dét.
Rådhusklokkernes toner lige før 12-radioavisen. Man må kunne bruge det til noget.
Min kjole er gul, som cornflakes: den gule og gavnlige. Lægen siger, at du skal forstå din overvægt. Jeg siger planter i symbiose.
Metalskinnende hvidløgsfed. Der er nyt om grå stær: når et hvidløg går i sort, såøh., hvidløgsfed, såøh…
Der er sandelig sand bag coveret.
Jeg svedskjolder min skjorte. Mikroovnen varmer maden varm, eller egentlig kun tallerkenen.
Tændernes takken mod neglene, som franskbrød (du ved, det der musikinstrument) eller som neglen mod radiatorens riller.
Min vejrtrækning piber en smule. Tror jeg stopper her. Eller nej, for:
løvet var forenet i tæthed, som når Skagerrak møder Kattegat.
En rigdom der kommer alle til gode, har vi stadig tilgode
Fortidens tangtage af ålegræs på øen
Minerne på havbunden ligner spejlæg, hvid ring og sort midte.
Vi er lidt mennesker
resten er fugle
Det er kun menneskene og sælerne der har hår her
Skagens lys skal tilskrives sandet
At trække trawl gennem vandet
Sand kan ikke tæmmes, men fyr kan bruges som fangstredskab.
Når en mine sprænges, kommer en regnbue idet vandet lægger sig.
Når regnbuen sprænges, tager den supertankere og containerskibe med sig.
Det ganske almindelige ved sandkorn er deres rejse rundt om jorden, muliggjort af blæsten, det kunne minde om en flugt, sporene i marken
En dag bliver vi forenet i muldjord
Jeg har fået en stemme.