Marie Louise Tüxen: det er ret typisk ikke det sidste du hører fra mig / PILLER

Alle har lyst til Zinfandel
med mættede mahognifarvede gardiner
når dagen sådan rigtig går på hæld
og man sidder der i et vindue og vipper med foden
til det stykke lækage-jazz man har sat på
som for øvrigt er et cover
men et knudret og originalt cover
helt punkteret robato og så pustet op til nyfjas på en fed, nedbarberet måde

det bemærkes at
naboerne ikke er hjemme
de graver nok faskinaen ned ude i kolonihavehuset
ved Gud et helvedes arbejde
og som med så meget andet her i livet
tager det ene det andet med

jeg tager til gengæld bare den tværsum af dagen
jeg ikke kan komme uden om
og bliver ved at pille i et sår på min kind
som engang var en bums
og som nu
hver gang den får en lille skorpe på
irriterer mig
fanger min attentionis
og som jeg
for at udglatte min huds overflade
piller af på ny
og her sejrer det cirkulære system
kan man konstatere
og det bliver aldrig helt godt
selvom jeg i de underhudsrødmende pauser
dækker godmodigt med primer
eller BB om I vil
og forsøger at holde nallerne fra den
;
jeg ved godt jeg piller mere i min hud
når jeg er
skal vi sige frustreret
;
EN eller anden
så spænd dog ben for manden
der giver mig frus
det er hans skyld
jeg piller
og river mig til blods
fæld ham og fortæl ham
det var en bananskræl
der fik ham ned
så han skred
dem ved alle
det er sjovt at falde på halen i
 
 
 

Flere bidrag