ok over mod enden det kan det blive
det må jeg give dig
at du giver mig
ret tit
den stille, rensede accept
som er ok
ikke et følsomt og gribende svøb der
favner om mig præcis som en åkande wudakudasjuda
med sin ret påtagede og
ret skal være ret
vedtagede
maleriskhed
Monet ville have vendt sig i gravismen
tænker dem fra fra den smådannede kennel
husende nogle opdrættede flatcoatede retrievers
som ikke er rigtig dyre racer, men heller ikke bare golden
de her er sorte, lidt mere slanke, adrætte, ranke
det er en vammel tanke
det med Moneten
og nu er det, at helt andre støbninger tænker på ‘ham med sms-pikbilledet’
de kan ikke se, der mangler et z
i det navn
det kan vi
så
tilbage til åkandens skød
vi nu ser for os
for den
ligger der, ligger der
og breder sine saftige blade omkring enhver, der kan være der
er faktisk en liderbuk med sin åben-luk fornam og evne til at flyde væk
villig, kødklar også
så jeg svøber min medgørlige krop i dens orgastikalastiske folder
side om side med en frø
der skulle have kvækket, højt, for nu er vi i mosen
den puster den sig i stedet op
tag den
jeg vrikker med røven
ret koket gjort, nuser selvindføjethed
tager mod til mig og lader som om jeg skal skide
det skal jeg ikke
det virker
nu det ok
det var i november
over mod enden
Jeg spørger, om de stadig kan noget, sædcellerne, som svømmer i hans 47-årige krop, det er mere end halvvejs mod enden, og jeg er selv voksen, men ikke så voksen, det lægger jeg vægt på, og hånden på hjertet, knock knock, jeg overvejer ikke at bruge infoen til noget særligt, slet ikke, den kom sig af en halvgenuin interesse, men, også værd at nævne, blev den sat fri mellem os som simpel samtalemotor; interessen blev modtaget sådan brysk, som i “Hvorfor taler du sådan?” og jeg synes ikke, der var et sådan, som sådan, overhovedet, men jeg tror, jeg skulle have spurgt mere lægeligt, brugt ordet forplantningsdygtig, brugt det ordentligt og på rigsdansk, det lader jeg alligevel dronningen om, sørger for at meddele dette slip lakonisk og sender i tanken en hilsen til den sproglige flåde og Grønland, godt med håb, for Godthåbsvej agrees, den og jeg er tomme, og vi, rigsdanskeren og jeg, kører den flad her klokken halv ti og giver asfalten noget at tænke på. Over.
det kan det blive
jeg mødte en anden som sagde, at han var på syre og lavede film og at jeg var lækker på en sådan power og lider-måde
trak jeg syren og alt muligt fra, for eksempel ubehaget ved hans greb
var jeg sært nok stadig glad for begæret
bare der var nogen, jeg ku sige det til, eller som så det tilfældigvis
de mange umagelige flatteringer, for der var fler’
de skulle ses af sig selv, jeg er jo for fin til at hungre efter den fims af selvhævd
men jeg yngler på den i smug
nu blæser vinden en dum vise
og regnen giver mig ikke lyst til at digte, vitterlig ikke
mine mundvige vender nedad, det gør mig uskøn
jeg leder efter et billede i mit hovede, et der kan forbinde ubehaget ved at barbere glat med sæsonens nedfaldsfarver
jeg er ikke desperat, men det kan jeg blive
det er ikke november, men det kan det blive
jeg lægger min dreng ned i fodenden af min sofaseng, for han har lus, og jeg tror ikke, de tager turen fra hans til min pude i løbet af natten
strækningen må alligevel være for lang