Vinden
bag ribbenene
i morgenmørket
i det halvhejste flag
på mågevej
mellem sten
stadig frost i græsset
knækker under skridt
som gik vi på stubmarker
i september
den sommer vi sov så tæt
i hybenlyset
i det lille brune telt
det modsatte af en kiste
En flue sort
mod det hvide loft
bekræfter at stilheden
kun næsten findes
fra hånd og hår
en duft af opkast
ganske naturligt
lige nu
har hængt en stjerne op i stuen
ved siden af
hænger skjorterne
tørrer langsomt i vintersolen
elske højt
tænk at kunne det
det hvide lys
et tyndt slør af enkelhed
ligger sig som støv
over ærmer
negle og sekunder
som var de møbler
i et hus
i en film
fluen igen
måske et punktum
en slutning uden ord
sprogets afgrund
inden længe forsvinder du
iført praktisk tøj
bag et ansigt der ikke er dit
Nu kaster efteråret sig ud fra tagene
og på cykel
gennem byens blå himmellys
er ansigtet
et blad i vinden
tænk at glemme det
blikke
mellem graner og glas
dråber der falder vandret
dem der tør se
får hinanden i øjnene
tårer der løber indad
vende sig væk
og i et kort øjeblik
mærke angsten
for igen
kun at være sig selv
nedenunder venter vinteren
lander som perler af is
på rævens ryg