kære farmor så gammel og fin
nu sover du nu sover du ik nu sover du
solen skinner ind gennem vinduer
du sidder stille
ser du os nu din søn og mig her
først smiler du så med alvors blik
tragikomisk teater i sofaen overfor
det er livet
kan du skimte det inden dit fald i søvn for sidste gang
får kirsebærvin chokolade
så der stod Thove med t og h på den lange gang
efter et helt liv uden det h
jeg sender spørgsmål afsted
andre taler jo sammen når de igen er sammen du kniber øjne sammen
og spørgsmål flyver rundt i værelset med solskin
eller svarer du nu elegant med et smil
hvor meget mere er der at sige
dit svar er ak ja og du er glad for at se mig
jeg kan ikke lide lyden af vores råbende stemmer
kan ikke trænge igennem
et dårligt høreapparat eller flade batterier
du smiler mens jeg rejser mig
vil sige noget direkte ind i dit bedste øre dit blik spørger hvorfor
så tæt på
du kan vel se det at solen skinner
ved du at det er sommer
ved du at du har besøg igen
tredje dag i træk alle tror du skal dø
hvilken dag er det solen skinner videre
femoghalvfems kan du huske din fødselsdag
så sover du så siger vi ikke noget