Når du kommer ind i rummet
er der flere udgange.
Jeg ville gerne skrive noget
vidunderligt smukt.
Når du kommer ind
i rummet vokser antallet.
Der er så stille.
Øjet viser kun en del af
æblet, halsen kun en del
af æblet, det er den arbejdende
frugt, man ikke bare
må plukke.
Man må slide
i det.
Tarmenes arabesker, dine
malkende hænder.
Man må tage dem og føre dem og lede
dem som en blind.
En dompap vinterbader
i det hvideste
hverdagsskin
kalder dyh-dyh-dyh
flere tanker
om bløde anordninger opvarmede
tilknytninger
en upåfaldende vintergæst
med en dyne
i ryggen. Jeg spreder mine
ben for kulden
du lægger dine
nøgler i vindueskarmen
så jeg hele tiden
kan se dem.
Så jeg hele tiden er
i tvivl.