Mette Norrie: Løbende, glidende, kæmpende

Løbende
 
 
Gennem gaderne mellem bilerne det blinkende i krydset ind mod parken over græsset det grønne mellem bænkene langs det grusede det knasende under skoene henad stien langs stationen det strømmende gennem skinnerne under himlen hænger fuglene langs trådene det truende bag skyerne ved kysten gennem sivene langs stranden gennem sandet det fugtige tang mellem stenene ned til havet gennem bølgerne over broen det gungrende gennem tunnellen mod lyset det flimrende over markerne ned til søen det grumsede under det glimtende gennem skoven det sorte i stammerne mellem barken og det blågrå mellem grenene det svirpende i bladene deres tråde i det falmende det gyldne i blæsten gennem alléen det hvirvlende i vinden det klareste i kulden over isen det mørke mellem sprækkerne gennem sneen den sidste det smeltende i solen det strålende før det grå i det tunge i regnen mellem dråberne over asfalten under det hvide i striberne det slingrende gennem dagen gennem
 
 
Glidende
 
 
Glat ned ad skrænterne, hægte sig til klyngerne, klæbe sig til resterne, skrabe i det famlende, holde i det kæntrende, se det lysende i det slingrende før, se det styrtende i det håbende før
 
 
Kæmpende
 
 
Prøve hårdt og vente længe. Længe vente hårdt, holde ved. Hårdt prøvet vente på håbet i en tøven. Bremse det styrtende i et langt tavst træk. Trække håbet gennem det hårdt tøvende, blive.

 
 
 

Flere bidrag