Jeg havde allerede dengang
malet smilet på læben og nedenunder
da jeg var ældre
det hvide smil
en klovn i munden
selv stilheden mellem væggene
var hvid
og jeg ville have kaldt dig et hjem
hvis ikke jeg havde været så
fandens
jeg
ville have haft blomster springende
ud af knaphullerne
det ville have været
smukt
det ville stå og falde mellem væggene
vi ville falde til
lyden af fodtrin
på væggene
venter falder væggene
men
jeg er altid for rastløs alligevel
og har for meget af blæsten i hjernen.
*
Natten sidder under mine øjne også og falder ned
på køkkengulvet
fra dit køkken kan man se ud over havet
ikke rigtig havet ikke det rigtige hav men
der er i hvert fald bølger i træerne
vi sidder i dit køkken uden at sige noget du
er altid så stille
og leder efter noget
der ikke findes.
*
Dine leende øjne da jeg skar mig på kanten af dit smil
dengang det stadig var sylespidst
som en istap i munden
inden det tøede op og blev dig
alle de ting der falder ud af væggene
ordene minderne tiden
de samme fire hvide vægge
som vi altid slæber rundt på
og når vi går vores vej
du siger man skal spørge væggene
hvad de har gjort ved én
ikke hvad der gemmer sig bag dem
sandheden falder ud igennem væggene siger jeg igen og
væggene falder altid tungere end ordene
i munden.