i Istanbul
vaser med blomster
overalt som punktummer
for lavmælte samtaler
mellem vesterlændinge,
de binder bedre
hvis der er ”lidt tyngde bag min person”
siger det det ene slips til det andet
helt lang i ansigtet af varmen.
Det andet slips smiler
for at stramme op, binder knuder på rynker,
kopierer hinanden i faste mønstre, først øjnene,
så højre side af munden,
mellem øjenbrynene når det er stilnet af, ”dav dav”
altid i faste strukturer,
man skulle nødigt tabe det,
det er så svært at finde igen
når det glider fra dem
og ned mellem bløde blomstrede hynder –
flere hundrede rengøringsdamer
blev kaldt på arbejde sidst det skete
stod der skulder ved skulder
og afprøvede alverdens tricks
for at udvinde ansigtet
fra det forsiddede fløjl i foyeren
de havde i det mindste
deres tørklæder som hjælp
til at holde fast på deres egne, hvem ved
hvad der ellers var sket.
han fik det aldrig igen,
ham der tabte sit glatte fjæs forleden,
sad der bare
på resten af forretningsrejsen
med tomhed over skjortekraven
networkede med et vinglas og ubærlig ulyst, underskrifter.
overalt på den slags hoteller: dulmende musik
: udsigt over floden