I nogen tid har man vidst, at alle genstande af plastic havner samme sted. Plastic kan ikke nedbrydes, kun smuldres. Og plasticsmulder havner før eller senere i et vandløb. Alle floder løber ud i havet, og alle havstrømme bevæger sig langsomt, men sikkert frem mod et område på størrelse med Afrika i det østlige Stillehav. Dér sejler man dag efter dag gennem plasticaffald, små morsomme japanske tegneseriefigurer, éngangsteskeer og hele sortimentet fra Tupperware. Når plasticgenstandene er smuldret til nanokugler, bliver de ædt af fisk, blæksprutter og hvaler, der får plasticpropper i tarmene og dør. Ådslerne rådner og går tilbage til naturen, men plasticgranulatet går videre til næste offer.
Plastickirkegården, Det nordlige Stillehavs subtropiske vorteks, har samlet sig over et halvt hundrede år, men blev først opdaget af kaptajn Charles Moore i 1997.
På tilsvarende vis har digtere og mystikere gennem århundreder anet, at alle menneskers drømme flyder sammen i et fælles urhav, men først i 2009 snublede en yngre dansk lyriker ved et rent tilfælde over menneskehedens fælles Drømmekirkegård, da han en sommernat gik ud ad døren på en ødegård i Småland for at tisse op ad en busk og hørte en hvisken fra slåenkrattet.