Mikkel Roosevelt Hertz:
Spørgsmål til fortælleren

vil du have noget vand?
 
 
hvor er du fra?
 
 
hvem fortæller du til?
 
 
hvordan kan du beskrive himlen
og så pludselig være inde i en arm på en mand?
 
 
hvornår stopper du?
 
 
da du gik i 1. klasse
og dine forældre tog ud for at handle
satte du dig så
med dine farveblyanter
tegnede spiraler og katte og huse med skorstene?
 
 
forestillede du dig
at dine forældre i virkeligheden sad
sammen med regeringsmedlemmer og psykologer
og betragtede dig tegne
på overvågningskameraer sat op i jeres hus
fordi du var et særligt
klogt barn og verdens fremtid afhang af dig?
 
 
er bregner lettere at beskrive
end hunde der bevæger sig?
 
 
en børste der skrubber mudder
af nogle læderstøvler
mens en vandstråle pøser udover dem?
 
 
en stor flok duer
flyver hen over Utterslev torv
 
 
gør de?
 
 
hvorfor er det så svært for dig at give ordet videre?
 
 
har du en fri vilje?
 
 
findes jeg?
 
 
når jeg nogle gange er alene
i sofaen læsende
eller med en gulerod i hånden
i køkkenet hvor markerne
er hvide og guleroden er kold i munden
og jeg så pludselig føler
et stærkt nærvær nogen
der betragter mig
men også er inde i mig
i min krop mine hænder
i genskinnet fra vinduesruden
 
 
er det så dig fortæller?
 
 
har du stillet dig selv alle spørgsmålene?
 
 
har snefnuggene lyd hos dig
når de rammer
den allerede faldne sne?

 
 
 

Flere bidrag