Det er isen fra sidste istid, der har skubbet randmorænen op, som
sommerhuset ligger på. Det er altså isens skyld, at sommerhuset
nu ligger der på toppen og funkler. Sejerøbugten var en tidligere
smeltevandsslette og er stenrig.
Det meste af stensamlingen kommer fra den strand. Sejerøbugten.
Nede på stranden ligger stenene og venter på, at nogen kommer og
sparker til dem.
(ved ankomsten)
Hybenblomsten med den citrin-gule midte.
Væggen til venstre er hvid. Der hænger et hessianvævet tæppe
på den. Over den en form for bondeinstrument, et horn lavet af
afskrællet birkebark. Gulvtæpperne er finskvævede og så møre, at
farverne er udtværede. At de har skullet holde til fødders sliben
gennem en sorthed af dage. På gæsteværelset hænger et stjerneatlas.
Livet var altid pakket ind i solskin, græs, aflejret salt og frokost på
terrassen. De fleste dage var tunge af gåture ned ad randmorænens
ru ryg. Ærtebælgene på ærteplanten var små. Man kunne ligge under
planten hele dagen og sluge ærter og støv og få solkrystaller i øjnene.
Om aftenen når tæppemørket havde lagt sig, opstod et begær efter
noget sødt i munden. Kornmarkernes kornblå på turen på vej til
Slikbutikken. En pludselig femmer på vejen. Senere mørket som
panorama og insekternes latter.
Andre dage var aftenerne uforståelige.
Når dagen modnede kunne man fremkalde en flakkende sorthed
ved at snurre rundt i cirkler i længere tid. Hvis man ikke passede
på kunne tanken give slip på sig selv og føres mod aftener og
stjerneatlas. Så pludseligt klappede tanken i og genfandt sig i
situationen.
Lyden af kaffemaskinens dryp blander sig med lugten fra tågebanken
der skiller fra haven som olie fra vand.
Fladfiskene skiftes til at støde hovedet mod spandens kant. På græsset
ligger man ved siden af hybenbuske i bunker. De sidder med kopper
og tekander. Der er en sandrevle ude på havet som flugter med
kysten. I Odsherred solbader køerne i havet. Hvad hvis de vælter.
Det er ikke så meget havets intethed som dets insisteren. At det kan
blive ved med bare at spise og spise og spise.
De bevæger sig tilpas langsomt, uden at det er mærkbart. Hen til
fiskedammen for at rense den, hen til køkkenhaven for at grave
kartofler op.
De har placeret en lang gennemsigtig søjle i dammen, som fiskene
kan svømme op i, så de også kan få deres bid af verden. Nogle dage
skinner solen gennem søjlen som gennem et spektrum så fiskelort,
algegrums og de underlige overgange mellem farverne blottes.
Deres kroppe er birketræer, skallende og tøvende. Under forandring
uden det nødvendigvis er synligt. At kunne kravle op i dem og
gemme sig fra resten. Pille små larver af grenene og se dem forsvinde
i luften som skiffergrå cigaretaske i perikongult modlys.
Der ligger en død måge på græsplænen. Skudt af et luftgevær.
Dagene glimter som hagl.
At tro på landskabet og lade det overtage. Langsomt putte grene og
lysstøv og farver på kroppen og synke ned i det.
Husk at spise jordbærene, de fremmer den måde kroppen optager
lys på. Kartonen åbner for et fald af hvidt. Når man er ude, er man
i samme rum som alt andet. Det er et spørgsmål om præposition.
Pæonen gradbøjer i vinden. Sæbekassevognens hjul er faldet af.
Begejstringen på lossepladsen ved at finde og udvælge hjulet, den
rette diameter, rette friktion, rette udseende.
Hvis geranierne var som på billedet, ville de være våde og udtværede,
have en farveintensitet som overgår virkeligheden. De ville
brænde igennem og på samme tid brede sig ud over haven som
barndommens akvarelfarver.
Vinduet står på klem og trækker vejret dybt.
Det er den forsinkelse der er, når to taler (råber) til hinanden på lang
afstand. En forsinkelse på blot et par millisekunder, men strakt ud,
som havde vinden taget den og blæst den ud over havet.
Det er de samme ben, samme tallerkener, samme stole, samme
hænder hver gang. I dag er de i et kraftigt overskyet vejr som trænger
sig på fra venstre.
Som en tennisbold kastet over taget der gemmer sig i græsset for at
blive fundet og kastet 15 år tilbage over taget og ind i haven.
Det værker og knitrer i deres ben. Det blæser gennem haven og roder
rundt i lugte, tøj og hår.
Frygten for, at deres negle ryger af fingrene og forsvinder i dejen.
At det afslører et dårligt helbred. Den ene trappesten på vej op til
frokostterassen er løs.
Lyset fra lampen ved sofaen oplyser deres ansigter, det er nødvendigt
for at se indgravningerne, furerne og de efterhånden sammentrukne
øjne, pupiller som lupiner.
En Cola-flaske pryder græsplænen. Der er et klart aftegnet felt, hvor
dammen plejede at ligge. De har sået det over med prydgræs.