fra klintens top ses
fiskene under vandet
store stimer i ottetaller
vinden tegner sig på havet
det var også et år
det var også et år
med ånde på en andens hals
med bøgegrene
og adskillige lagner der hænger tunge og våde
som var de med i et digt
en hvid underarm og beskidte fingernegle
en læbe der var menneskelig
pressede lyde fra strubehovedet;
“jeg er i jorden, jeg er ikke i jorden”
klinten skrider i havet
hvad var et menneske?
5 år senere
et minde
imens man løbet over marken,
med lunger der ånder igen
at savne er glædeligt
nogen der betød noget
men jeg har afsavn over den verden
jeg ikke ved af
og aldrig skal kende
Sydamerika og Påskeøerne,
Ildlandet hvor regnen er kærlig;
virkeligheden tung som en elskende
og fiskebåden på Cuba
den tanke dukker op
Volga, med sit iskolde vand
den tanke dukker op
jeg tænker mørket frem
græder over det forfærdelige
alt fortjener en plads
naturlighed er en tanke
den er så unaturlig
skoven har birketræerne, skovskader
og skygger, der ændres lidt med vinden
i 1928
samme år som kirken styrtede i havet,
faldt et frø ud af en mands venstre forlomme
bøgetræet er vokset op
jeg rører det på en taktil og nostalgisk måde
læner mig op ad stammen
jeg tænker på træet
men bøgetræet tænker ikke på mig
og det viser min nøgenhed
at balancen jeg forsøger at tillægge verden
er en skal af ord
der er hud, en kind
en dråbe dug
jeg kan sige det
eller ikke sige det