Der trækkes en linje gennem dit ansigt
som hældningen på det træ jeg gik forbi
i morges på vej til toget. Det rakte sine
forgreninger ind i den flagrende blå himmel.
Knitrende blade sværmede om det som en grøn
ild plantet i en skæv fakkel. Sådan stod det
brændende ned over bakken, ned mod fjorden,
i rækker af nyudsprungne træer, i rækker
af travle kroppe på vej mod toget, sået
hen over perronen. Du læner dig
ind over bordet for at nå dit glas. Du retter
dig op, dit hår er løst, og dine hænder er lyse.
Hertil, siger du, og tapper med fingrene.