Lærke
Lærken er en stærkt overdrevet fugl
mange mennesker tror at den er større end en høg
men lærken er en lille tungsindig fugl
der troligt lunter i hælene på harven
lærkesang er en skrøne
opstået ved et velkendt atmosfærisk fænomen
når solstråler gnider en skykant
Stork
Storken er en glubsk rovfugl
man skal ikke lade småbørn sove ude
den kan let hapse et barn med ble og det hele
det viser mange fotografier
storken kan på sine lange ben skræve over høje hegn
og løbe sit bytte op i institutioner
storken er en danskerdræber
Ugle
Uglen er den dummeste fugl vi har
den kan ikke se at det bliver mørkt
og når den endelig finder ud af at tude
gentager den lidt efter sin tuden
i en forskrækket udgave
fordi den tror at den første tuden
kom fra en rival