Morten Hjerl-Hansen: Hans Lassens problem 1

Der er noget hårdt ved Dyveke Lassen og lignende fænomener som jeg ikke bør bryde mig om. Noget hårdt. Jeg kan bedre lide et såkaldt fæ der slet ikke kan lide Dyveke Lassen. Man skal som forfatter dele sol og vind lige. 0,1 procent Dyveke Lassen er for lidt i enhver sammenhæng, i enhver tekst, vil jeg mene, 0,9 procent er helt ude i skoven, mens 1,0 procent Dyveke Lassen er lige tilpas. 10,0 procent Dyveke Lassen er for meget. 100 procent Dyveke Lassen er lige tilpas. Hvordan realisere 1,0 procent Dyveke Lassen i en tekst?

0,1 procent Dyveke Lassen: ”Albert gik hen ad gaden.” Det eneste Dyveke Lassen-agtige element er at Albert er en fiktiv person. Ulæseligt bavl!

0,9 procent Dyveke Lassen: ”Albert gik hen ad gaden, solen varmede, men på en ubehagelig måde.” Helt ude i skoven. Det eneste Dyveke Lassen-agtige element er at der anvendes uklart, vattet og bizart sprog.

1,0 procent Dyveke Lassen: Findes ikke.

10 procent Dyveke Lassen: ”Albert gik hen ad gaden. Solen skreg.” For meget for de fleste, fordi der anvendes slidt og i sin grund frastødende sprog. For feinschmeckere.

100 procent Dyveke Lassen: ”Albert gik hen ad gaden. En lille skarp stank af klor ramte ham henne ved Fasanhjørnet.” Lige tilpas. Vi er prisgivet alle almindelighederne henne ved Fasanhjørnet. En forfatter, i dette tilfælde undertegnede, opnår med succes at slippe virkeligheden og indføre humor. Vi ved med det samme at det er Dyveke Lassen-agtigt. Ligesom Dalis støttepæle.