Menneskets forestillingsevne udspringer af fænomenet persistence hunting, som blev dyrket af blandt andre aboriginerne. Den proteinholdige føde jagten gav os tilgang til, tillod vores hjerner at vokse. De udviklede primært en øget forestillingsevne, for hvor løber dyret hen, hvor er der mere kød? Behovet for at forudsige eskalerede afgørende processer i hjernen. Vi forvaltede forestillingsevnen forsvarligt i årtusinder, indtil nogen opfandt tv, atombomber, fly, selfiestænger, reggae og status-opdateringer. Ingen af delene er dags dato slået an i dyreriget.
*
Jeg er ikke begejstret for den måde vi er til på. Jeg ligger på sofaen og lytter til mine hjerteklapper, men det kan også være et dyr der hakker i noget. Eller uret i køkkenet. Uanset hvad er vi fucked. Misforstå mig ikke. Selv om jeg ikke kender alternativet, holder jeg af at være levende. Men når det kommer til formen, er menneske bare ikke blandt mine førstevalg. Jeg ville fortrække tårnfalk. Eller måske en standard-winged nightjar. Bare cirkle rundt og rundt i etiopisk tusmørke, sige alt uden at sige det.
*
En misundelsesværdig tilværelse musvågen udenfor Søvind fører: At vente, mens man gemmer hovedet for frosten på en sprød gren en tidlig morgen. Ikke vente på noget specifikt. Bare vente. Ind til man ikke gider vente mere. Bare registrere frosten. Ind til man ikke gider registrere frosten. Ikke hele tiden at skulle skrige sig levende. Jeg ville gerne være som musvågen udenfor Søvind. Især Søvind, fordi Brugsen i Søvind altid har diverse tørkager til fem kroner.
*
Ikke fordi jeg tror, musvågen er afgørende interesseret i tørkager, men alligevel: Den er næppe uinteresseret i tørkager. Alene ordets iboende tvetydighed, dets ærlighed, må vække en vis nysgerrighed – ikke bare hos musvågen men antagelig i hele fugleriget. Og dog: Lige nu, da bussen passerer, sidder den bare på grenen og behøver ikke gøre noget som helst, den er helt loose og betragter solen der hejser violet op over trækroner og tage. Hele dens kropssprog siger det åbenlyse: ”Hvad fanden skal jeg med tørkager, når jeg har himmel?”
*
Midt i september, da det flimrende sensommermørke har fået et overbevisende comeback, svinger jeg cyklen ind på Frankrigsbakken. Jeg rejser mig i pedalerne. Der er den her snurren i kroppen. Som om jorden og alt levende snurrer med og syes sammen. Det er en følelsesløshed i sindet, det summer behageligt, vibrerer luftigt indvendigt – som om man har sat blafrende silke eller skyer til livs. Også da jeg endelig kan skimte toppen – og de fire skikkelser deroppe. Det spidser til.
*
Det er rådyr i tusmørket. Jeg er næsten lydløs, bortset fra de hårdtpumpede Vredestein, der hvisler mod asfalten og mit åndedræt. Så de flytter sig ikke. Står ude midt på vejen som om de ejer stedet. To af dem drejer nu dovent hovedet, men de to andre gider ikke engang kigge på idioten, der kommer halsende imod dem. Det er som om de siger: ”Endelig kom du. Se hvordan vi står her! Det er dét her, vi mener. Tag jer nu for helvede sammen, fucking menneskehed.”
*
Rådyrene tygger på et eller andet. Det kan godt være gærede æbler fra gårdhaven. Eller roer. Så daffer de slingrende ud på marken igen, så jeg kan liste forbi på min cykel. Men det ligger altså tydeligt i situationen, at det havde de ikke behøvet. Det her kunne så nemt være endt i konfrontation, fornemmer jeg. Vi var et øjeblik snublende nær en åben konflikt: Deres verden og min, den trætte cyklende, de påvirkede rådyr. Iltre.
*
Forskellen på deres og vores verden, er, at de slet ikke kalder den verden. Eller forskel. Der er lige så langt ind i naturen som der er til i går. Tag nu det rådyr som, pludselig oplyst men absolut nonchalant, vandrer langs Skanderborgvej: Det bærer det naturgivne med sig ind over striben på den sorte, våde vejbane som om det bare lige vil vise os, at det nok kan være 1. juledags aften, og der kan være tilløb til uro i familien, men det hele er i grunden irrelevant. Især når man er et træt rådyr i fire grader og regn. Capisce?
*
På en helt bestemt måde er det ikke døden sådan som vi behandler den, som en ildelugtende onkel med tourette, et sår vi alle bærer, men som ikke læger, selv under indflydelse af et nok så bedøvende overforbrug, pølen. Først ligner den et blankpoleret område af asfalten, siden noget der sfærisk og guddommeligt ånder mørke op til os og samtidig, ganske prosaisk, klistrer til fodsålerne, når man nærmer sig den dampende klump af hår og natur og mistro i de store trods alt rolige øjne. ”OK. I ramte mig. Hårdt. Men I kan ikke røre mig,” siger øjnene.
*
På en helt bestemt måde er det her ikke døden, selv om rådyret snart ånder ud. En blodig geografi der vokser på asfalten, dyrets verden der spildes ud over vores, et slugende sort hul tegnet op med tjæreholdig død. Vi knæler. Den lille lidt bag mig, men snart er det omvendt. Med sine syv år er hun åbenlyst mere fortrolig med døde rådyr på isnende landeveje. Hun aer dyret på halsen, hvisker noget. Taler de stadig hinandens sprog? Ser vi to forskellige ting, er vi i to forskellige verdner nu, hende og jeg?
*
Jeg nøjes med at lægge min hånd på rådyrets varme ryg, der hæver og sænker sig som et levende landskab. Hun taler stadig til dyret, ordene er ligegyldige, for jeg kan se, dyret lytter. Mens den lille fortæller dyret, at vi kører det på hospitalet, at vi reparerer det med plaster, tørrer jeg blod af mine sko, og forsøger derefter at skrabe den klistrede masse af hår og blod væk fra kofangeren med en pind. Det bliver svært at forklare hende, at vi ikke kan være flere i bilen. Der er også kommet noget på nummerpladen.
*
Slipper dyret i det hele taget for sjælens uforudsigelige forskydninger? Man fornemmer i hvert fald ikke de store udsving i solsortens humør, ingen forudanelse om undergang, ingen negativ indre stemme som for eksempel: ”Jeg er bare sådan en uheldig solsort. Det vil uden tvivl gå mig ilde, jeg er træt af vores verden, det vil gå den ilde, med dens forstillelse og dens overforbrug. Med døde bier og syge svin. Jeg sover også dårligt på den her gren, jeg skal bruge en større gren, en mere behagelig gren, polstret. Måske velour? Og en iPhone.