lidt før Kongensbro
tegner rød glentes glid
et øje i himlen
men ser os ikke
strør nonchalant
sit åsyn ud
over himmelmarker fra vinger
og kløftet hale
*
vi driver med vandet
i en retning ud af tiden
Gudenåen netop
har åbnet i dag
jeg redder med padlen
den blå mosaikguldsmed
ud af vandet
op i frelsende sol
*
senere bare
ligge i græsset og være
lidt træt og lidt
tungere end trækket fra jorden
akkurat forsvinde
ned i græsset og ind
i jorden i ingenting og
altets summende cirkulation
*
alt det
der skal siges og ske
bor endnu kun
i langsomme bevægelser
vi lokker det ud på din håndryg
ved at drømme
højt og flot på
nye og fundamentale rystelser
***
vi lagde rutineret
vores sultne mønstre ivrigtblidt
i mørket på strandens isblomster
som at ligge på chips
konstruerede omhyggeligt
sol efter sol
af kroppe i hidsigt
knasende glødemørke
*
ordløst sammenslynget
med en kraft uden for os
foldede vi mørket
i en konvolut
foldede vi
et smykke af bevægelser
i langsomhed
af en anden verden
*
sendte vi uvidende
alt frem i tid
til de kommende menneske
vintre
bevægelser og breve
med svimlende støv
i let lys til
de tungeste år
*
søvndysset sidst
i august med svimlende
tankerækker i stille
stormløb mod verdens kant
lå vi på sofaen
i tid i rum i lys
og trak vejret
som det bare var men ud af alting