typisk for vor tid er en afstand til luften
der otteogtyve grader varm
med duft af asfalt og snert af førregn
læser op af jordens kalkholdige kapitler
mens vinden strejfer sit alfabet fast
over marker hvor rundbælg der dræber
og klitter hvor usynlig sandrandøje
så umærkeligt
og ligeledes bedøvet
lytter
vi lytter som var vi børn igen
halvvejs gennem søvnens fremmede huse
hvor deres stemmer lignede salmer
men vågner gudfrygtigt
gror og tror
da regn
først en dråbe og lidt efter lidt
siden huden i hænderne og noget nyt
im weiter ferne
falder i transcendente byger
og løsner os så vi aldrig
adskillelse om natten er værst;
at drikke et strålende glas med tårer
og synke en verden
til bunden
vender sig i søvne
adskillelse om dagen er værst;
at veje frosten i hænderne på Bruuns Bro
åndedræt for åndedræt
og sætte et dige af mørke
hvor alt lys engang sprang læk
adskillelse i drømme er værst;
dønning af sekunder plukket ud af ryggen
som en perlekæde
under sengen
du ikke kan finde
– til S.U.T
tænk at skænke et glas mælk op midt i livet
i et køkken med tæt snefald
hvor et mørklagt sprog for længst
har samlet tilværelsens blinde vinkler
i endnu et sprogs enorme mekanik af fremmedhed
med en prægtig fornemmelse af
at midt i denne manende mobile
af hver dag omkring sig selv
er en flig af lys ramponeret brudt løs
præcis som køleskabsdøren bag din ryg
står åben med en kold streg af lys
der bærer alverdens mørker