der står de lysende giganter ombrust af bølger
udenfor alle systemer landkendings fortidsemblemer
pejler nu ingen i blinde lysbrus og udbrud af blus
upåvirkelige blæses de bredsider af bølger
langsider lænser hårdt vand mod fundamenter under
fantastiske friløb på fotonregn i havsalte nætter
lys blæses ud og læses ind af skibe og ånder
stejle tegn med spejle og stolte prisme pejlemærker
afløst af radio og psykedeliske radarværker
bryder stadig med kyst og sten berusende dønninger
brystværn der kværner stormhav til skummende bristninger
river stadig flænger af signal og himmelristninger
videre ud i det tørstige nathavs lystørke
til ingen verdens nytte står de og sender mørke
som udslidte prostituerede i gader vi ikke mere besøger
et tavst sprog i lysglimt af glemte fonemer
et af de stilfærdigt smukke nu uanvendelige systemer
systemet strækker sig milehvidt
systemet som stæreflokke over heden
systemet som rækkevis af træer ud i horisonten
systemet i naturen det modsatte af alle vore systemer
systemet er i det allerinderste og det største
i kernehuset i grenene
systemet er en intelligent sværm
fremavlet gennem generationer
vores forkvaklede indavlede systemer
samfundssystemet den fælles bevidstheds system,
konventioner og talemåder indlærte handlemønstre
ikke-naturgiven automatik kultivering af urinstinkter
systemet er en stime af koordineret kontroltab over alle de
løsslupne tanker og længsler
systemet er mennesket med hængsler
vores liv danner over tid forudbestemte mønstre
vores færden synlig i jordskorpen
bevægelserne der påvirker kontinentalpladerne
siden de underjordiske vandstrømme
vi tegner jorden op med menneskemønstre
menneskets gøren og laden er lige så synligt
som sporet ned til brændeskuret
det hele projiceres op på himlen over os lysspændt spektakel
alle vore livs spor frit foldet ud i et stivnet stjernetæppe
en spejling af hvad der er givet og således lukket om sig selv
vi er her til ingen nytte men bare fordi vi er her
vi længes fordi der er længsel vi dør fordi der er død
og vi dør fordi der er længsel
trettende oktober er kaffen kold før jeg når frem til den
børnene spiller utrolig
højlydt Matador
de gider ikke forsøge at fange en havørred fra pynten
selv om en anden en har gjort fiskestangen klar
du læser Dennis Lehane jeg fortryder jeg ikke fik bøger med
det er lige nu vi er her
bare sekunder der drikker os sluger os hele
synker os ind i efteråret river os ud af sammenhængen
den lille siger at det føles mega uendeligt
det er da alligevel noget når ingenting nogensinde er perfekt
jeg roser hende for hendes beskrivelse
det er umuligt at være sammen med nogen
jeg drikker kold kaffe og drømmer om havørred
at være vindblæst hel og alene
senere fanger vi en krabbe bare mig og hende
hun fortæller mig at den følelse
krabben der kravler hen over hendes regnbukser
er mega uendelig
og sådan synker vi ind i efteråret
ifølge min yngste,
spejler fiskene ved hjelm dyb sig i himlen i dag
hun påstår hårdnakket
at hun kan se dem deroppe over os
jeg tager mig selv i at se ordentligt efter
bagefter bruger jeg timer på at berolige hende
eftersom vi ikke uden videre
kan tage fyrtårnet ved sletterhage med hjem
senere endnu et gnistrende raserianfald
fordi verden slet ikke lever op til beskrivelserne af den
når der nu ikke er en eneste is ved isgård jeg
siger til hende
at hun gnistrer som en stjernekaster
mit lille spektakel i regnen
jeg tager hende i mine arme
men jeg tror mindst hendes sjæl er opløst
af længslen efter is