Jeg sidder på min sorte læderstol i Aarhus Nord
jeg kører den frem og tilbage over et blåt gulvtæppe
der folder sig sammen mod midten
som en lille orm
der slænger sig i græsset
jeg vender hovedet
først mod vinduet
fugle der flyver som de plejer
dukker op over det ene røde tag
for at forsvinde bag et andet
så hovedet mod skærmen
der er jeg
som jeg ser ud
for alle andre
på et billede
på en strand
i Cuba
her er jeg
tilbage i stolen
med alt det der gør min krop genkendelig:
et lille modermærke på halsen
med fire sorte hår
jeg har lyst til at rive ud
for at gøre mig mere glat
som en lille orm
i en stor våd bunke jord
gravet op bag min mors hus
da jeg forsøgte at lave en urtehave
de timers fysisk arbejde
skiller sig ud fra de her timer
i min sorte læderstol
jeg lukker en fane
så er der elleve tilbage
jeg vasker mine hænder fri for jord
jeg kan godt lide at have hænder i muld
jeg kan godt lide at tage billeder af ting
af mig selv
men lige nu er mine hænder dækket af koldt vand
det giver et blåligt skær
de steder hvor huden foldes
jeg kan kun se mig i spejlet
jeg kan kun se mig gennem glas
i skærmen
tilbage på stolen
jeg folder tæppet ud
jeg bruger et par timer på at åbne nye faner
én hvor jeg googler krydderurter
der kan overleve vinteren
en fane hvor jeg diskret søger på stemninger
der minder mig om bestemte faser i mit liv
på dage med tømmermænd
kan det fremkalde en tåre
som da jeg en morgen efter en bytur
lå og græd i en time
efter Erik fra Krøniken begik selvmord
jeg søger på et cover af Radioheads ’I will’
en liste over film Nicolas Cage har været med i
kendte superligaspillere i perioden 1998-2001
følelserne virker ægte for en stund
livet virker
som et læs af erfaringer
der lægger sig oven på hinanden
som bunken af vasketøj
ved siden af min seng
i Aarhus Nord
forestiller jeg mig
mens jeg kigger mod havet
ikke fordi jeg kan se det
men fordi jeg ved det er der
bag bygningen
efter skoven
ned af skrænten.
Jeg kan huske en skoleudflugt på Christiansborg
hvor jeg stod længe og stirrede
på et maleri af en politiker
hvis øjne fulgte mig
uanset hvor jeg kiggede hen
her i stolen
foran skærmen
er Folketinget ikke andet
end en samling
af folk med deres ting
som ingen tager fra dem
uanset fordelingen af mandater
raser krigene stadig
det der virkelig ændrer ting
er den måde internettet gør kloden
til ét stort felt
hvor man kan zoome sig ind
på ethvert kontinent
en søndag på Antarktis
en kaffepause i Panama
sammen med David Cameron
og Brian Steen Nielsen
mens man først lytter til Danmarks eneste borgerlige debatprogram
og derefter Danmarks eneste røde debatprogram
på radio24syv
og finder ud af
at det er det samme
der bliver sagt.
Jeg børster tænder i badet
hårene på min orange tandbørste bøjer udad
og danner en markant større overflade
end da jeg købte den
hårene glider langs tænderne
som en midterskilning
som ormens slængen
der har lagt græsset ned
som Moses
der skiller vandene
jeg har åndenød
jeg trækker vejret helt vildt
mens jeg fylder munden med vand
og spytter ud igen
jeg sætter mig ned i brusekabinen
mærker den hullede rist mod ballerne
min hud folder sig
jeg folder forhuden tilbage
mens det plasker ned på klinkerne
og op på min krop
det er utiltrækkende at føle sig tiltrukket af sin egen krop
at tænke på kroppen
på modermærkerne
skægget under underlæben
der som hårene på tandbørsten
som midterskilningen
som ormen
som moses
bøjer mod højre og venstre
og ikke når ned til skægget på hagen
de her egentlige kendetegn
og de kendetegn
jeg opfinder
som internettet opfinder
ud fra hvad andre ser som mine kendetegn
et markeret ansigt i sorthvid
med dybe øjne missende i solen
der skaber de helt rigtige skygger
til at fremhæve mine kindben
som på mit profilbillede
på Facebook
det er kvælende at sidde på en stol i Aarhus Nord
og se en solnedgang
hvis farver reflekterer sig
i basilikumplanten i min vindueskarm.
Da jeg en mandag med tømmermænd
farer vild i IKEAs køkkenafdeling
og bliver råbt af
fordi jeg tager en skraldespand
der hører til en udstilling
tager jeg min telefon op af lommen
og i mangel på en bedre løsning
læser jeg et aggressivt kommentarfelt
til en artikel om antallet af kvindelige værter
på Deadline
og jeg tænker kort
at det måske er demokratiets store problem
at det ikke er en styreform
der er gearet til internettets effektivitet
at internettet potentielt set
er den totale form for demokrati
og den totale form for eksklusion
på samme tid
fordi alle kan råbe
men dem der råber højest
får alle andres stemmer
til at føles som at råbe i en drøm.
Jeg skruer helt op for radioen på badeværelset
rummet forsvinder i damp og stemmer
og vand ned langs ørene
i et satireprogram udgiver en mand sig for at være en dame
uden at jeg helt forstår
hvorfor det er satire
når en mand udgiver sig for at være en dame.