Der er en massiv mumlen, en murren af stemmer, en klikken af fine kvindehæle, en sagte klirren af kvalitetsglas, der symbolsk berører hinanden, kun afbrudt, af pludselige udbrud af grin.
Stengulvene ligger i forskudte plan i denne lavloftede grotte; der er per nordjysk tradition sparet vel meget på den elektriske belysning, og det naturlige lys kommer stadig næsten ikke ind gennem de små, fedtede tyskervinduer. Her er det, flertallet ville kalde hyggeligt.
Jeg er væsentligt ældre end nu; mine vittigheder og de små, overfladiske bemærkninger jeg under rotationen mellem de øvrige gæster sender af sted, er i hvert fald midaldrende, tunge og sløsede, overbeviste, om deres indbyggede værdi, af længere tids succes. Jeg bryder mig ikke særligt om hvad jeg siger, men jeg har ikke noget valg.
Det går på et tidspunkt hvor jeg tier stille op for mig, at jeg må være her alene. Du synes ikke at være her, jeg kan ikke mærke dig og din tilstedeværelse nogetsteds i rummet, som jeg ellers altid kan, om du har anmeldt denne, eller ej. Min krop er tungere når du ikke er der, mine smil sjældnere. Dit fravær sidder i detaljerne.
Mens jeg efterfølgende leder efter en acceptabel og diskret måde at stikke af på, lige efter, at være ankommet, bliver jeg passet op af to ældre mænd jeg vagt kan erindre, der begge entusiastisk præsenterer sig som tidligere udenbys kolleger til min fader. Jeg undertrykker professionelt min trang til at forsvinde.
Jeg lader som om jeg er helt med. Som om vi kender hinanden. Som om jeg virkelig interesserer mig for hvad de har at sige. Det er en forbandelse at være så god til som om. Folk kan blive afhængige af som om, efter at være blevet udsat for som om, ganske kort tid.
Jeg fortæller dem rutineret standardhistorien om bygningen, hvordan det hele begyndte, hvilke ideer der før min tids morgen indgik, i skabelsen af rummet vi befinder os i. Men jeg savner dig nu, og det er alvor.
Min sjæl svulmer, kræver dig, og løsner sig faretruende, læner sig ud af ryggen, som vinger gennem jakken, med en prikken fra lysets port, og jeg er, da den ene medvidende og jovialt spørger til væggenes beskaffenhed, nødsaget til i faste vendinger hurtigt at forklare ham, at det ikke er salt, der er skyld i korrosionen og den mystiske patina, men blod; at vi ikke befinder os i et tidligere saltlager, men i landets måske bedst bevarede, mest intakte torturkælder.
De lader mig gå, under en ængstelig og hovedrystende forvirring, maskeret som skuffelse, og jeg går, og jeg ved, at jeg ikke kommer tilbage, at jeg aldrig kommer tilbage, at dette var sidste besøg; at sandhedens legion, dens styrke til trods, kun kan skabe ét nyt liv per by der afbrændes, hvis den skal bære én fri, i opdrift blidt cirklende på ægte vind, mens solens evige dag, varmer ven som fjende.