Beskær mine læber med dagdug og regn
med dette langsomt glitrende glitrende
som regn der ikke vil helt ind i sorgen
som regn der fylder lidt ekstra i søens
lidt ældre vand som lidt regn der faldt lidt før
du begyndte dine bid mod mine rift
ede læber og deres fugtige al
vor
Jeg er det lyseste sind i din morgen
og her på den skrøbelige kyst samler
skyerne nætterne op mens de blanke
sejl langt ude er bølgernes skum, er sol
ens og månens. De fleste af dine fin
gre er tynde og lange. Din mund er stor
under din svajende næse. Næsten u
synligt slår et springvand af sort fra dine
øjne (nej), næsten umærkeligt samler
du på universer i det inderste
sorte af øjet. Jeg beskriver og ska
ber dig. Du har fugle i brystet. Du har
ondt i brystet. Jeg trækker fjer ud af din
mund.
Efter år ved siden af mit sprog slår tavs
heden igennem med frokost ude og
intet humør. Dagene driver fra brev
e til breve til hvad? Til et dagligt hæng
sel, til en bekymrende kedsomhed. Jeg
tegner sole op af støvet, jeg. Jeg tegn
er landskaberne om til flad monokrom
og vinterhvid ørken. Jeg tegner en læng
sel i dine læber, den, dine kæber,
deres frygtelige bevægelser om
kring dette bord: Glassene, mærket af fing
erfedt, løftes og tømmes, kødet (de glin
sende trevler): Du gnaver på intethed
en et sted bag dine kæbers forvandling.
Du: dyr. Den nænsomme middag i dine
ord. Jeg graver en grav i gravene.
Tak for efteråret i de luneste
fronter: jeg har langsomt samlet på alle
de mest vidunderlige smil indtil nat
ten holdt op et sted mellem en rablende
samtale og et stadig mere lystigt
dansende gulv. Kære venner tak for al
le jeres hilsener og for at i gør
dette frygtelige liv lidt lysere
i sine toner. Der var en pointe
i alle maskerne, jeg aldrig fik sagt.
At vi smed dem. Og fortsatte ubekymr
et med lidt mindre tyngde.