Du er et enkelt lille træ på en stor mark med plovfurer. Håndsrækningen over mod kartoflerne i den gennemsigtige skål føles uendelig; i håndsrækningen ser din arm længere ud end den normalt gør; denne lange tynde og hvide pind kender du slet ikke, selvom du mærker dens bevægelser alt for godt.
Du kender reolen foran dig; du kender de slanke snapseglad, samlingen af gamle antikke kameraer, miniatureflagstangen med det lille dannebrogsflag, slikskålene med tyske bolsjer, vingummier og lakridsstænger, askebægerne der aldrig bliver brugt, kogebogen fra 1989 med blomstermotiver. Du kan, uden at være i nærheden af reolen, gengive hvor hver enkelt genstand er placeret, deres stand og hvornår de sidst har været brugt. Du skiftevis stirrer på reolen og din tallerken, fra snapsglassene til bestikket i dine hænder.
Skal du med kniven skubbe de afskårne stykker gulerødder op på din gaffel, eller burde du hellere med gaflen stikke i kartoflen og bagefter med kniven skære den i to stykker? Du vil gerne have det til at se naturligt ud, ikke planlagt, men dine hænder er stive. De er som to stykker tørt brænde der ikke lader sig knække over på midten. Du kan ikke blødgøre fingrene nok til at leddene arbejder og får taget fat på bestikket.
Frihed er en spand fedtet olie.