Dette er dagene,
hverken de sidste
eller første,
hvor demokratiet og fakta
drukner i floden af gift
på internettet endelig flydt over
kanten af monitoren,
og ind i vores hænder
i vores testikler og bryster
og hvor magthaverne
har ledt en slange
fastgjort til børsernes
udstødningsrør
igennem en sprække
i døren ind til rummet
hvor jorden mediterer
på sine årstider.
Den lange søvn vil sætte ind
så blidt som skyerne begraver sine egne
i en graf.
Dette er også dagene
hvor verdens befolkning
udviser en mærkelig og mørk
modstandsdygtighed
overfor den gispende svale
som vender sig i søvne
mod døden
i udtørrede flodsenge,
men også mod industriernes
propaganda-plakater
af evige isbjerge med moustache
sat op i horisonten
imellem enorme søjler af plastik og tjære.
For der er noget i vinden,
frygteligt som betændelse
i en bjergkrystals øje,
og røgen fra en rådnende måne
som brænder sit herberg
for Det Vågnende Hjerte
ned i mørket
som kommer fra
det kønsmodne, voksne menneske:
det kommer fra soldaterne
og fra civilister,
det kommer fra vælgeren
som fra anarkisten,
fra silkedugene i
dækketøjsskabet
og sølvtøjet i min mund:
magtmenneskets
generelt accepterede
insisteren på magtesløshed,
i bedste fald
magelig sendrægtighed.
Vi venter på børnene,
og børnene kommer,
deres tanker, deres ideer
deres bløde hænder
som stryger træernes kinder
men når børnene først er her
med deres intelligente drømme
og magiske liv
begynder fortællingen
om at de skal blive de sidste
forfra.
Note: Titlen er et ordret citat fra COP 15 udtalt af mødelederen