Poul Høllund Jensen: To digte

inde i bogen

inde i bogen
slår de hinanden ihjel
på bæredygtigt papir
jeg ser op:
en solsort plasker begejstret
i havens fuglebad
før sad den på en galge
midt i historien

hvordan er den kommet
over grænsen?
 
 
 

et sengetæppe dækker

et sengetæppe dækker
ikke altid hele sengen

sjælen dækker
måske ikke vores knæ
men himlen dækker
hvert et punkt på jorden
Alaska og Grønsund har den tilfælles
som et stort beskyttende øje
himlens centrum
er over os alle
vi har vænnet os til at være her
som enebørn hos forhippede forældre
himlen er blå siger man
du som er i himlene siger man
hvem er du som er i himlene?

 
 
 
 

Flere bidrag