En anden dag
Der hænger plastikstykker fra loftet
ned foran den der ånder.
Der er en revne mellem to stykker,
hvor en lille vind får øjet til at bevæge sig
hen mod tape der dækker en rift i afskærmningen.
Du er klædt tyndt på trods vejret,
og du mærker øjet uanset
hvor i verden det befinder sig.
Udfald ved samling af krop.
Årstiderne glider ud og ind mellem hinanden,
og man kan åbne sig for en bestemt sæson.
Jeg søger ind i mig selv.
En person tisser på gaden for at vælte
ind i sig selv. En digter siger at virkeligheden
skal skrives ned. En bil sætter farten ned
midt i det hele, og må bakke da en skal over gaden.
Stilladsvogn bøjer et skilt i forbifarten,
og stilladset bliver stående.
Gaden er i sig selv en vind.
En klage fra landskabet ved den mindste bevægelse.
Ungt menneske kravler fra et stillads op på taget af en kirke.
Rummets glød
Alle troede de levede
i afstand til hinanden,
hvor hegnet midt i landskabet
var den eneste begrænsning.
Det var godt at se,
at du kunne bevæge dig
ind i mellem det hele.
De bygger i nabolaget.
Lige foran grunden,
så jeg pludselig
en proces
uden fuldførelse.
En religiøs handling.
Ingen ende på det.
Noget må være logik,
og det må tilhøre
den nedtonede flamme.
Når jeg besøger
den lovgivende magt,
taler denne
om sin egen bolig
som en labyrint.
Når vi fører alt frem,
er der liv at følge.