Sollyset strækker sig, så tyndt energien nu kræver,
linjer der gløder mod stoffet søvnen forlader;
solsorten synger i mol, men i lystig frekvens
og prismet det hænger så stolt i de nøgne ruder
det lovpriser fyndigt hver farve, og synets guder. –
Hvor døgn skabeleres af cirkler, mens år imiterer ellipser og
de mødes i svingninger der pumper fotoner mod jorden
så lyset er arving til mørket, og vice versa, –
i denne misundelse frydes mit øje bestandig ved prismet
når kilden til farvernes synlighed spaltes til farver og
partikler som bølger i pragt bredes ud, i skala.
Sollysets fravær i kældre inspirerer des sjældnere
toner bagved de vidt opspilede pupiller;
men vakuummet graver så dybt bag sindets ruder
at en undergrund vil vise sig langt, langt nede i hadet
hvor sproget du ønsker, bevogtes af frygtelige guder!