Rasmus Varnich Blumensaat: Fire tekster

Du er ved at løbe tør for nutid. Du tager det sidste fly til Charles de Gaulle for at hente den gamle meter ud af sin boks i Pavillon de Breteuil. Du har en rulle gaffatape på som armbånd. På vej ud igen slår du to vagter ned, hvoraf en dør på stedet, den anden syv måneder senere, da hans kone vælger at slå respiratoren fra på lægens opfordring. Der går endnu syv dage før hun forstår hvad hun har gjort. Politiet tager flere end tre, færre end syv billeder af din kind til blodsprøjtanalysen. På pladsen foran bygningen lægger du først nu mærke til flisemønstret, der til dagligt strækker sig væk under de besøgendes fødder. Lige nu går det under dine. Det minimale lys fra gadelamperne får det til at se ud som en film. Sort/hvid. En mosaik du ikke kommer til at kunne overskue. Du bider et stykke tape fri af rullen og bruger det som bind for øjnene.

Den moderne fladskærm kan kun omsætte et digitalt signal. Hvis signalet standser, går skærmen automatisk i sort. Så godt som sort. Bagbelysning gør den ægte sorte umulig. De fleste kanaler holder aldrig helt op med at sende, fordi forbrugerundersøgelser har vist at folk savner det analoge signal, dets hvide støj, populært kaldet sne, hvorfor man på enkelte kanaler er begyndt at sende båndsløjfer af et manglende signal. Specielt en kanal er kendt for at gøre det. Den kanal har i de seneste år haft den største tilvækst i absolutte tal.

Du kan ikke huske hvad kanalen hedder. Du svinger meteren i hånden som et bat. En anelse slør mod vinden, som om en hånd der hviler på kanten af et nedrullet bilvindue. Den er slået skæv. Engang målte man verden med mennesker. Nu måler man den med lys. Omkring dig sætter bjælkerne i skaberværket sig, med en lyd af samme bølgelængde som et gennemsnitligt liv i begyndelsen af det 21. århundrede.
 
 
 
 
 
 
 

Hovedpersonen kroner, reagerer på et regimeskifte i lyset, reflekserne i bladene som falder over hele pladsen, den elektriske ladning der retter sædcellerne ind efter ægget, de radarneutrale jagerfly der går i formation over Grand Canyon. Hans mor er ni centimeter åben, en flænge i tindingen efter en brosten der blev lagt i jorden i 1887. En særlig kontinental drift. En ukendt afart af noget, der allerede er blevet foreviget i en treetagers montre, fritstående. Intet må få lov at røre væggen.

Før søndagens demonstration havde livlægen anbefalet kejsersnit og fuld blokade. Ti centimeter. Krisen har suget fedtet af hendes hofter, et nødvendigt indgreb i hormonproduktionens planøkonomi. Godt det samme. En krop i koma føder af sig selv. Smertetærsklen som en fundamental begrænsning. Empati som torturens logiske forudsætning. Bevidstheden som et problem. Kirsebærkerner i fri rotation. Et kugleleje mellem tænderne. Hvad tænker insekterne på, når deres antenner fægter mod universets mørke stof? Hvor meget vejer jernet i trækfuglens beslutningsproces? Igen i nat er et barn født i Betlehem, en by blandt andre på Vestbredden, født med mensurar over næseryggen, et højre øjenbryn der aldrig vil hele, censureret ud af hospitalets grågule journalsystem. Hovedpersonen skriger ikke; døber blot sig selv og verden i samme åndedrag.

Siden skal vi glemme at han kun findes som funktion af den første sætning, at hans melankoli og ekstase, hans liderlighed og had, hans udramatiske død på side 87, foldes ud af ingenting, som proteinkæder under pegefingerens løbeild. Negle der klippes bort og gemmes væk i et skrin, for småt til at gå i stykker under et luftbombardement.

Elleve centimeter.