| SPQR
Giv kejseren hvad der tilkommer kejseren men bid venligst mærke
i patronerne vi bruger som guldfod og husk at
kejserens sande titel er zar
og zarens sande titel er cæsar
og cæsars sande titel er de
sammensatte staters generalsekretær
og generalsekretærens sande navn
er hærskarernes herre
I mellemtiden slipper vi aldrig ud af Rom
fordi alle vejene fører os
tilbage hertil i geled,
langs markens furer
rækker af løg sat i tungen
sammen med andre
hungersnødsafgrøder,
gennem tunneller af triumfbuer
og jernbanebroer anno 1919
der strækker sig bort
som forseglet infrastruktur
under grunden til at vi gør som vi gør
når vi slår hånd på handelstraktatens
officielle undskyldning
for at ryste et folkeslag
sammen i udrangerede godstog
som pulverblandinger
i en skål under armen
der stadig giver os helligt brød på bordet
fordi vi har lovet os selv en plads i solen
som plaster på såret
for alle vores fortrædeligheder
på græsset der er i færd
med at visne under vores fødder
og fred være med vores efterkommere.
Propolis
Nøglen sidder i døren
som stilken i øjets frugtkød
hvis blinde plet udgør
naturens forsvindingspunkt
en tætningsfejl i hjernebarken
der lækker lys og harpiks
fra et soveværelse med vinduerne på vid gab
og solbleget bomuld hængt op i mangel af bedre
for hvad er et hjem andet end en
varmepude
et sted at hvile hovedet
med munden sat for en klirrende termoflaske
tørhed i svælget
og summende fingre
der anføres som ofte forekommende bivirkninger
fordrende øjeblikkelig medicinsk assistance
ikke ulig en allergisk reaktion på blomsterstøvet
i brisen fra vores barndomsminder;
kroniske bygkorn fra høsten
der faldt som en dom på din fødselsdag og fik
plantagens æbler til at dratte
i parallelle forløb langs stamtræets akse
for at stødes mod jorden som din fod mod døren
og aldrig siden at mødes
i slægt med måden hvorpå et kernehus
kan spaltes langs sin indre fraktur.
det siger sig selv at
den mindste modstands linje må gå gennem
marv og ben
som ondsindede celledelinger
i arrestens arveanlæg
generel slitage og bygningsfejl
som den metaltræthed du sikkert
forestiller dig må ligge til grund
for låsens udtjente gevind.
Hvis du stadig havde ejet
eller blot besad
din tjenestepistol
ville du måske kunne trække den lidt længere
skyde planerne til en anden dag
og dermed udskyde behovet for at
dele din celle eller
bede om en ny kvindes hånd
ved bisættelsen
på den anden hånd
sidder ringen stadig i handsken
så luk du bare dig selv ind
og smæk verden ude
i samme bevægelse
der blæser røg fra bælgen
så dit øje må løbe i vand her på dette sted
hvor pusset allerede skaller af himlen
ned på bagkroppen af en bi
der flyver i trods
ud af stadens sprækker
som om den troede det skulle blive sommer igen.
|
