november
Hver måned udgiver Slagtryk en redaktionel kommentar, hvor redaktionen er lidt mere end en usynlig gatekeeper for ny poesi og kortprosa. Vi bringer her relevante emner op inden for lyrik, tidsskrifter, litteratur og Slagtrykredaktionens egen verden.
november
november
Mens jeg skriver dette, er det den 15. oktober, og jeg er på besøg hos mine forældre, der bor i et stort skovområde i Midtjylland. Aftensolen står lavt på himmelen, og der falder et mat lys mellem træerne. Birk, fyr og eg. Det bliver snart mørkt, men desto mere betydning får dagens sidste lys. Bladene har opgivet fotosyntesen, og som Fugl Føniks er de gået op i flammer af rødt og gult.
Det er min yndlingsårstid, efteråret, især når solen skinner. Hvert år kommer efteråret med bestemte erindringer og stemninger, som minder mig om sidste efterårs erindringer og stemninger, og det får på en eller anden rar måde det hele til at hænge sammen. Det er det poetiske ved efteråret.
Forleden sad jeg på en fortovscafé i Aarhus og drak kaffe med en veninde. I løbet af vores samtale fortalte hun, at hun ville ønske, at hun var bedre til at læse. Hun sagde, at hver gang hun åbnede en bog og begyndte at læse, så vandrede tankerne helt andre steder hen, og ofte læste hun flere sider uden at opdage, hvad hun egentlig læste.
Jeg læser litteraturhistorie på universitetet, og indimellem er der selvfølgelig bøger på pensum, der er så dræbende kedelige, at jeg heller ikke kan koncentrere mig om læsningen og i stedet tænker på alle mulige andre ting, end hvad der står på siderne. Så jeg sagde til min veninde, at jeg godt kunne genkende det, men at det måske var et spørgsmål om kedelige bøger og ikke hendes manglende koncentration.
Siden snakken med min veninde har jeg tænkt lidt over det, og det, der optager mig, er særligt spørgsmålet om, hvorvidt det giver mening at læse videre i en bog, som ikke kan fastholde ens opmærksomhed.
Søren Ulrik Thomsen har i et interview engang sagt, at han altid starter med at læse en bog af lyst, men fortsætter af pligt. Det var et kompromis, han indgik med sig selv, fordi han i sin ungdom udelukkende læste af lyst og på den måde endte med kun at læse de første halvtreds sider af alle de bøger, han åbnede.
Jeg tænker tit på den strategi, når jeg læser, men faktisk er jeg kommet på et andet godt argument for at fortsætte i en kedelig bog. For uanset hvor kedelig bogen er, og hvor svært det er at holde koncentrationen, så er det altid i teksten, at fantasien tager afsæt, og de dagdrømme, det kan afstedkomme, er på en eller anden måde bogens fortjeneste. Og jeg dagdrømmer aldrig så godt, som når jeg læser en kedelig bog.
Derfor kan det måske give mening at læse videre i en kedelig bog, hvis altså det kedsommelige pirrer fantasien og sender den på spændende afveje. På den måde kan man beskæftige sig med alt det, der ikke står i bogen, men som alligevel aldrig var blevet til noget, hvis bogen forblev lukket. De dagdrømme, jeg skriver om, er måske ikke saglige udgangspunkter for en analyse, men det er jo heller ikke kun for analysernes skyld, at bøgerne er til i verden.
Hvis det har kedet dig at læse denne lille redaktionelle tekst, så har du måske tænkt på noget helt andet, som også har sin berettigelse, og ellers kan du på de næste sider læse oktober måneds bidrag, som med garanti ikke er kedelige. Og så vil jeg lige minde om, at vi den 29. november holder releasefest for en årsudgivelse, hvilket du kan læse meget mere om på vores kanaler. God læselyst!
oktober
september
Ved redaktør Jishuo Li
Efter en måneds ferie i redaktionen er vi vendt stærkt tilbage i august, og jeg tænkte at indlede tilbagekomsten med en rejseberetning. Siden sprog er et spil, vi alle deltager i, hvad sker der så, når man er på udebane og ikke kender reglerne?
Jeg har tilbragt en del af min sommerferie rundt omkring i Europa, bl.a. en uge i Antibes i Frankrigs Côte d’Azur. Udover at nyde det smukke azurblå vand og markeder fyldt med tomater, blommer og nektariner i fransk højsæson, var en af de store oplevelser for mig at kunne bruge lidt af mit fransk, jeg mest har tilegnet mig gennem min tid på gymnasiebænken.
På trods af at jeg afsluttede faget i 2017, havde jeg sat mig for at prøve. Det spændte mellem lette, men samtidigt nervepirrende bestillinger af kaffe latte, til frisør-agtige samtaler med taxachauffører, hvis ros/rutine til tider fremskaffede dem lidt ekstra drikkepenge. Ofte endte det med, at jeg blev svaret til på engelsk – jeg kunne undre mig over, hvad der afslørede mig.
Indimellem fandt jeg dog nogle, der var villige til at lege med. Særligt én oplevelse gjorde indtryk: Jeg sad på stranden ved siden af et ældre ægtepar, hvis hund syntes mine medbragte snacks var interessante.
Jeg så mit snit til at stille de helt basale spørgsmål. Hvad hedder han?: ”Comment il s’appelle?” Hvor gammel er han?: ”Quel âge a-t-il ?”. Således falder jeg langsomt i snak med Elvis på 11 måneder og hans forældre, og vi kommunikerer hurtigt frem og tilbage. Jeg tænker, at det går strålende og har bildt mig selv ind, at mit fransk kan gå an som C1. Men det varede ikke længe, før min hybris gjorde sit indtog.
Samtalen havde pludselig taget en drejning til grænsepunktet af mit niveau, da Elvis’ far ihærdigt gentager ordet ”russe” af flere omgange. Hver gang han gentog det, tog jeg mig selv i at klø hårbunden med større og større kraft. Seancen fandt Elvis’ mor
hylende morsom – at hendes mand og jeg, begge med vand til navlen, forsøgte at kommunikere med så stor desperation om noget tilsyneladende så ligegyldigt.
Så udbryder faren i et eureka-opråb: ”Putin”, ”Putin”, ”Putin”. Da han råber dette, var det altså før jeg vidste, at ”russe” betyder russer, og jeg forveksler det med ”Poutine”, som er den canadiske nationalret bestående af pommes fritter, ost og brun sovs.
Med samme entusiasme og cerebral åbenbaring råber jeg, hvad der i deres ører må transskriberes til ”Ah ouais, Putin est trés succulent!”
Meget kan man sige om mine franskkundskaber, men det gjorde mig nysgerrig på sproget, og hvordan vi bruger det. Tænkte på Ludwig Wittgensteins teori om sprogspil, centralt i ”Filosofiske Undersøgelser”, der nægter, at ord har faste, uforanderlige betydninger, men at de afhænger af hvilke sociale, kulturelle og interpersonelle ”spil”, individer bruger dem i, og at betydningen af dem først fremspirer gennem deltagelsen i disse spil. F.eks. når jeg skriver ”Elvis’ forældre”, så spiller jeg ikke ”hvem har afgivet kromosomalt genmateriale til Elvis”-spillet, men nærmere ”hvem har ansvaret for Elvis’ fysiske og følelsesmæssige behov”-spillet.
På samme måde kan jeg ved bagtanke og refleksion se, at jeg hos nogle af de lokale i Sydfrankrig ikke deltog i skolebænkens ”korrekte semantiske strukturer og perfekt udtale”-spil, men nærmere ”fri leg”-spillet, der tilsyneladende ikke havde det store formål;
hvor fejl og misforståelser var en del af det sjove og uundgåelige ved menneskelig kommunikation. Jeg kunne mærke, hvordan denne ”leg” forbandt mig til nysgerrigheden og letheden af min barndom.
Med årene er den dristigt blevet overhalet af andre spil. Ironisk nok kan ord, jo bedre vi mestrer dem, nogle gange føles mere utilstrækkelige. For mig bliver ordene, både i tale, men også på skrift (som nu), ofte mere overflødige på mine modersmål, dansk
og mandarin. Jeg får større forventninger til, hvad de skal kunne ”spille” for mig. I hans berømte citat ”Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie”, opfordrer Wittgenstein os til at være mere bevidste om vores sproglige begrænsninger – og måske søge andre måder kommunikere på. Eller måske blot tie lidt oftere? I sidste ende, mens jeg forsøgte at mestre sproget, lærte Elvis og hans forældre mig noget andet; når ordene svigter, kan tavsheden og legen ligeledes forbinde os.
Vi, i redaktionen, håber I har nydt sommeren, hvor end det har været og ønsker jer god læsning i august måneds udgivelse.
juli
Forleden skrev Jishuo en meget interessant redaktionel tekst om mental lidelse i litteraturen. Den tog afsæt i bidragene, som vi har modtaget i løbet af foråret, hvoraf mange handler om netop dette emne. Jeg blev grebet af Jishuos tekst og overrasket over at blive konfronteret med det endelige spørgsmål: Er det lidelsen eller glæden, du undertrykker? Jeg har grublet over det siden og vil gerne supplere med mine egne tanker.
Jeg er helt afgjort en af dem, der betages af lidelse i litteraturen. Druk, død og depressioner – jeg kan slet ikke få nok. Aristoteles ville nok have sagt noget om katarsis, og det forklarer en del, men hvorfor finder jeg ikke tilsvarende glæde i litteratur, der er opmuntrende?
Vi udgav i sidste måned et uddrag fra Rikke Arnholtz tekst Man, som i grove træk handler om en spiseforstyrrelse. Teksten taler for sig selv, så jeg vil ikke analysere den nærmere nu, men blot konstatere, at den ramte noget særligt i mig, som få tekster har gjort. Jishuo ville nok have spurgt: Hvorfor er netop det smertefulde så tiltalende? Og spørgsmålet er på sin plads, så jeg vil forsøge at svare.
Lad mig starte med en besynderlig statistik. I 2013 konkluderede en svensk undersøgelse, at andelen af forfattere, der led af skizofreni eller bipolar lidelse, var over dobbelt så stor som andelen blandt kontrolgruppen. Det kan lyde kunstnerisk irrelevant, men vi kender alligevel alle historien: Sylvia Plath og Ernest Hemingways depressioner; Tove Ditlevsen og Yahya Hassans psykoser. Sådan kunne man blive ved.
Søren Kierkegaard indleder i Enten – Eller med spørgsmålet: ”Hvad er en digter?” Og svarer: ”Et ulykkeligt Menneske, der gjemmer dybe Qvaler i sit Hjerte, men hvis Læber er dannede saaledes, at idet Sukket og Skriget strømme ud over dem, lyde de som skjøn Musik.”
Mange år inden svenske undersøgelser var Kierkegaard altså klar over sammenhængen mellem litteraturen og lidelsen. I samme århundrede skrev Knut Hamsun romanen Sult, der handler om en kunstner, der i sultens febervildelse forsøger at skrive noget, der kan udgives. Her konstitueres ideen om kunstneren som én, der lider, og det er nok en forestilling, vi har haft svært ved at lægge fra os. Den moderne kunstner er en, der lider.
Jeg er helt på bølgelængde med Jishuo, når han sætter spørgsmålstegn ved den ide. For hvorfor ikke fejre glæden i litteraturen?
Jeg har kun læst en lille smule af Arthur Schopenhauer, men måske var det nok til at blive smittet af hans pessimisme. I hvert fald vil jeg gerne inddrage ham nu. Schopenhauer forstod om nogen tilværelsens lidelse, ja, hele hans filosofi bygger på den antagelse, at mennesket ikke rigtigt kan forløses. Vi stræber af natur efter det uopnåelige, og derfor er vi dømt til pine.
Måske er virkeligheden for mange faktisk, at lidelsen er mere genkendelig end lykken? Kan det være en årsag til, at vi drages af ulykkelig litteratur?
Jeg siger ikke at kunst og lidelse er det samme, men som Lars von Trier siger i et interview: ”Kunsten og angsten kommer fra det samme sted.”
Måske er kunst altid et forsøg på at forstå livets smerte. Vi fortæller den tragiske historie igen og igen i forsøget på at forene os med den, og det er simpelthen der, vi mødes – i lidelsen.
Det kaldes medlidenhed, og det er netop en af Schopenhauers løsninger, når vi står ansigt til ansigt med livets elendighed. I medlidenheden genkender vi nemlig vores lidelse i den anden, og pludselig er den anden ikke et objekt for f.eks. økonomisk eller seksuel udbytning, men et individ i lighed med os selv.
Jeg tror, det er medlidenhed, jeg føler så stærkt, når jeg læser uddraget af Rikke Arnholtz tekst Man, og jeg kan ikke lade vær med at tænke, at det er en smuk ting. Det ulykkelige er vel bare, at medglæde er så sjældent et ord.
Med fare for at have glorificeret lidelsen, som netop var Jishuos anke, så lad mig med Kierkegaards ord slå fast: ”Hellere være Svinehyrde paa Amagerbro og være forstaaet af Svinene, end være Digter og være misforstaaet af Menneskene.”
juni