Redaktionelle tekster – Side 10

april

Redaktionelt april 2018

- ved redaktør Erik Scherz Andersen

Flere forfattere har i de første måneder af 2018 sendt ind til Slagtryk via pseudonymer, dæknavne eller andre former for anonymitet. Et af afsendernavnene i Slagtryks indbakke lød “Anonym malakit” ledsaget af et fornavn. Vedkommende havde tidligere sendt ind og efter at have fået antaget en tekst også løftet sløret for sit fulde navn. “Anonym malakit” er ifølge Nikoline Langkilde et ironisk modsvar til Googles autogenerede navne i samarbejdsområder (f.eks. Google Docs). Og som redaktør vil jeg tilføje, at dette modsvar også peger på en ekstra digital dimension, som om der ikke er et menneske bag, men en maskine/ cyborg?

I sidste måned publicerede vi Grima Flora; fornavnet er gammelnordisk, betyder maske og kan være både et mandligt og kvindeligt, mens Flora betyder blomst og den mandlige udgave ville være Florus. Det og selve teksten er alt, vi kan vide om forfatteren. På den måde bliver teksten en del af den fiktion, forfatteren skaber omkring sig selv. Og publicerer vi flere tekster af Grima Flora, bliver der skabt en selvstændig fortælling omkring vedkommende. Og det kan også være Grima Flora aldrig igen udgives – og dér forbliver pseudonymet også anonymt.

Lasse Ra er et kunstnernavn, hvilket også en form for maske, som kunstneren kan tage på for at være kunstner. Er der tale om en anden identitet, end hvis Lasse Ra anvendte sit borgerlige navn? For Lasse Ra betyder det, at navnet ikke kan findes på Google og Facebook, og at læseren har mulighed for et mere åbent forhold til teksten og stemmen.

I sidste måned sendte en anden forfatter tekster til os under pseudonym. Da vi havde antaget dem, indvilligede han i at få dem publiceret under eget navn. Var det oprindelige pseudonym et forsøg på at skjule sin identitet for at opnå en fair vurdering? Måske. Men fra mit redaktionelle standpunkt mener jeg, at det er unødvendigt at skjule sig for at få en neutral behandling. Teksten står for sig selv i vores vurdering af publiceringen.

Der kan også være mange andre årsager til at skrive og sende ind under pseudonym. Førstnævnte Nikoline fortæller, at det giver en frihed ikke at skulle lægge navn til, når ens perfektionisme er selvdestruerende. Og samtidig giver det ærligheden et større råderum, da folk man kender personligt ikke læser alt muligt ind i ind og hvorved der opstår misforståelser.

En helt anden variant over pseudonymet er brugen af et fællesnavn, en slags ’open source identitet’, som flere kunstnere anvender som ophav til tekster/ værker. Det har vi ikke set i Slagtryk – så vidt vides. Men under mindst én LIVE skrift har en anden forfatter midlertidigt deltaget i stedet for den inviterede og i vedkommendes navn.

Det er ikke fordi redaktionen vil opfordre til flere tekster under pseudonym. Jeg har som redaktør gjort mig en iagttagelse om den øgede mængde bidrag under pseudonym (publiceret og upubliceret) i de seneste måneder, hvorfor jeg har funderet lidt over det. Afsenderens identitet har altid (om man vil det eller ej) været omgærdet af interesse – og mystik. Det kunne også have været interessant at se nærmere på forfatterens henvendelse – du’et – som f.eks. Lasse Ra og Line Toftsø på forskellig vis taler meget direkte om.

* * *

Arrangement i maj: Slagtryk deltager i Lille Bogdag den 13. maj med videopoesi.

marts

Redaktionelt marts 2018

- ved redaktør Erik Scherz Andersen

Bæreposeteorien om fiktion er en pamflet og poetik skrevet af Ursula Le Guin (oversat til dansk af Karsten Sand Iversen, udgivet af Forlaget Virkelig og Laboratory for Aesthetics and Ecology). Ganske kort så tager ‘bæreposeteorien’ afsæt fra et citat fra den feministiske revisionist Elisabeth Fisher om

“at de tidligste kulturelle opfindelser må have været en beholder til at rumme indsamlede produkter og en slags slynge eller bærenet”

og er en forklaringsramme for den menneskets udvikling. I stedet for krig, erobringer og helte, så er fremskridtet baseret på at kunne bære noget hjem (fordi det er nyttigt, spiseligt, smukt). For Ursula Le Guin betyder det at historien (=fiktionen) må være interesseret i det samme og tage samme form.

“romanens naturlige, rette, passende form kunne være en sæk, en pose. En roman er en medicinbylt der rummer ting i et særligt, magtfuldt forhold til hinanden og til os.”

Ursula Le Guins kritik kan læses som en feministisk kritik på heltefiguren. Det har jeg ikke i sinde at diskutere. I min optik ser jeg med bæreposeteorien en logik om at jo længere vi kan fragte større / værdifulde ting, der ellers ikke var i vores omgivelser, desto større bliver vores verden både fysisk og mentalt. Uden at ridse de historiske træk op, så står vi i dag i en globaliseret verden (med et tilsvarende lokal drivkraft), digitalt forbundne, og vores beholder er ikke begrænset af vores egen fysiske formåen (i afstand og evne til at løfte).

Den bærepose vi idag har til rådighed er en vi køber os til, låner eller kobler os på. Den beholder Fisher (via Le Guin) omtaler, er en container shippet fra Singapore. Eller en fil zippet på WeTransfer. For ikke at tale om streamingtjenester, der formindsker tidsperspektivet i behovstilfredsstillelsen.

Hvad betyder det for litteraturen – som beholder? Kan det forklare den nye litteraturs interesse for at låne fra andre tekster, kan det forklare forfatterens frihed i omgangen med genrer og formater og ikke mindst udviskningen af grænser mellem fiktion og fakta i værket? Jeg synes det er oplagt.

Og hvad kan den digitale litteratur – som beholder? F.eks. hvis forfatteren programmerer en formel for hvordan, der lægges i beholderen, i mindre grad styrer præcis hvad og har en armslængde til det færdige værk? Og det gælder ikke kun litteraturen baseret på algoritmer, kan teorien hjælpe os med at anskue litteratur skabt ved hjælp af kunstig intelligens eller personaliseret fiktion baseret på data om læseren eller læserens interaktion? Det vil jeg mene. Det er måske mere kompliceret, fordi processen bag skabelsen af værket kunne spille en rolle for læsning, altså som en forståelses- og fortolkningsramme? Men i så fald var det nok i mindre grad teorien, der kommer til kort og mere at digitale værker frembringes på måder der endnu er nye for os.

Litteraturen har altid været en mulighed for at åbne og perspektivere den verden, som læseren er omgivet af. For mig at se giver bæreposeteorien læseren, kritikeren og forfatteren en ramme for at fravige den gamle plotmaskine, krav om konflikt/ harmoni og helteskikkelse og i stedet vender fokus mod en fortløbende udvikling og mennesker i sig selv.

* * *

Et par billeder fra KBH Læser & Slagtryks arrangement hvor NÅ!80 blev genbesøgt, finder du på vores instagram, hvor vi ligeledes torsdage kan finde på at se tilbage på tidligere bidrag i Slagtryk. Følg os her: https://www.instagram.com/slagtryk/

februar

Redaktionelt februar 2018

- ved redaktør Thomas Glud

Jeg holder aller mest af at læse. Øjnene glider hen over ordene og farver og billeder og lyde springer op omkring mig i forventede og overraskende konstellationer. Jeg synes jeg hører en solsort, men så er det en ugle. Jeg synes båden vipper, men så blæser det slet ikke.

Jeg synes jeg er herre over ordene, deres betydning, billederne, historien, musikken og meningen med det hele. Men så er det alligevel ikke kun mig, der læser og bestemmer. Det er mig, der læser. Det er mine øjne, placeret i to af kroppens små hulrum i hovedet, der læser. Det er min krop, der læser, indlæser signaler, som dannes til billeder, former, mønstre. Men når jeg læser, blandes teksten op og hele mit liv bliver til et landskab for læsningens intervention. Jeg er ikke herre over min egen forståelse. Læsning er intervention.

Læsning er intervention, fordi læsning sætter sig i kroppen. Uanset, hvad den betyder. Ofte er jagten på, hvad en tekst betyder, en anti-læsning. En ikke-læsning. En ødelæggelse af teksten holdt ud fra kroppen. Bestem ikke over teksten, men lad teksten ryste dine følelser, dine ord og din verdensfornemmelse. Når du læser, skal du ikke forstå, du skal mærke efter. Du skal se efter. Teksten er et spejl.

Læsning er spejling. En læsning eller at læse er at lade sig læse, åbne op og lukke teksten ind. Når du lukker teksten ud igen, (hvis man kan tale så bogstaveligt om tekstens vilde galop ind og ud af dine erfaringsrum) er der skabt lige så meget betydning i den læsende krop, som der er skabt betydning i den fikserede tekst. Læseoplevelsen er summen af det indre og det ydre. Du er ikke alene. Heller ikke når du læser.

Jeg er et rum for betydning. Alle de oplevelser som jeg har haft, bliver grundlæggende vigtige for læseoplevelsens facit (vel og mærke ikke tekstens kvalitet. Det kan let forveksles, men der er en bevidsthed til forskel. Det skal skrives bag øret). Det betyder for læseoplevelsen at mine erfaringer danner små bakketoppe mens min naivitet skaber dybe kløfter. Lydene kan være stumpe og synet er sløret eller forvrænget, betydningen arbitrær modsat det klare udsyn og den brede forståelse på udkigsposten. Læsning sætter erfaringen i spil som en intervention og spejler det hele foran læseren.

Selvom jeg aldrig får opdraget teksten til at sidde stille, når jeg læser den, læser jeg videre. Indeni har en række tekster sat sig fast.

december

Redaktionelt december 2017

- ved redaktør Lasse Skjold Bertelsen

2017 er nu ved at være omme, og Slagtryk holder velfortjent ferie uden publiceringer i januar måned. Det er for mig at se en velfortjent pause for os i redaktionen, hvor vi kan gøre ophold, vurdere det den omfattende mængde af tekst og ikke mindst holde dommedag over os selv, som nogle af os gør med de forkætrede nytårsfortsæt. Samtidig er det et øjeblik, en pausering, hvor Slagtryks indbakke igen bliver fyldt til randen med alle mulige og umulige bidrag.

Siden Slagtryks begyndelse har vi været glade for de høje frekvens af bidrag, der bliver sendt til os. En frekvens, der igennem de seneste syv år tilmed har været ualmindeligt stabil. Når vi som redaktion ved juletid samler op og zoomer ud for at betragte tidsskriftet lidt på afstand, er det hvert år en smule bemærkelsesværdigt, at det samlede antal af bidrag ligger mellem 380 og 420 indsendelser.

Det er således en solid tekstmasse, vi gennem året dykker ned i. Og det er i sig selv et fundament, vi står på, at interessen for ikke bare at læse men også for at blive publiceret i Slagtryk i hele tidsskriftets levetid har været konstant og ganske stabil. Vi i Slagtryk har fra tidsskriftets begyndelse ikke villet stille os tilfredse med én kreds, én litteraturpolitisk agenda, én måde at skrive på for at formulere det nogenlunde kortfattet. Omvendt er vi et organ for, hvad der reelt foregår uden topstyring fra vores side eller med en pegefinger i tekstens margin, hvor Slagtryks læsere med vold og magt skal vide, hvad vi har af læsninger eller fortolkninger (eller endnu værre: intentioner) som redaktion, som gatekeepers.

I det samlede felt af indsendte tekster er der naturligvis gengangere, som vi altid hilser velkomne uden nogen garanti for, at der er plads i spalterne og the scroll. Vi peger heller ikke på spørgsmål om retfærdighed af den ene eller anden art, ligesom vi, hver gang en skrøbelig tekst er at finde i indbakken, diskuterer teksten og dens kvaliteter. Vi føler os i vores fællesskab af redaktører overbeviste om, at den grundlæggende funktion, vi varetager, handler om en åben og samtidig konfronterende indstilling til, hvad vi bliver præsenteret for.

I skrivende stund er der siden den redaktionelle afslutning d. 10. december tikket 12 bidrag ind, og vi glæder os til at læse endnu mere og endnu flere digte og prosastykker i det kommende år 2018, hvor vi også ønsker at barsle med nye idéer til tidsskriftet Slagtryk, så den tillidsvækkende stabilitet også kan være et fundament for Slagtryks plads, udvikling og virke.

november

Redaktionelt november 2017

- ved redaktør Louise Sommer Hendriksen

Det er november, og det meste af måneden har været kold og regnfuld. Den fysiske krop priser sig lykkelig over en god, regntæt vinterfrakke og et par støvler, der kan holde kulden og fugten borte og fødderne varme.
Kommunalpolitikere har hængt i valgplakater; nogle er kommet i by- og regionsråd, andre er ikke. Dansk frugt og grønt er sværere at få fat på i supermarkeder, sæsonen er slut, nu er der kun æbler, rodfrugter og kål tilbage. Sommertiden sluttede i sidste måned og kroppene er ved at vænne sig til den nye rytme. Nogle vænner sig også til mørket, andre taler konstant om deres sollængsel.

Slagtryk udkommer på sædvanlig vis. Redaktionens indbakker fyldes med tekster, teksterne vurderes, svar sendes, og nogle af teksterne publiceres, for derefter at samles i en pdf-fil i månedens sidste dage. I denne måned har vi modtaget og publiceret en række gode bidrag:
Axel Isagers ”Mit værste mareridt er at stå op” præsenterer en hypersensibilitet over for indtryk og en sproglig ophøjning af hverdagselementer, som det ses i titlen, der blander det vågne med det drømmende, eller som det ses i det helt vidunderlige ” en guru i at følge cykelstierne op til skyerne” og den højeste drøm, som er et sted hvor der er gratis kebab, en sky hvor der er gratis kaffe. Desuden: at flytte i lejlighed med sin kæreste og gøre opgangen til en magisk portal. Samtidig er der en magtesløshed til stede, og sensibiliteten, det magiske og det magtesløse væver sig fint ind og ud af hinanden gennem teksten.

Cecilie Lolk Hjort har skrevet ”FØRSTE MANDEDIGT (jeg vil forsvare min manddom som en elefant børster en fugl forsigtigt af sin ryg)”; et vildt og vredt ridt, der betragter og tordner mod toxic masculinity, den giftige manderolle hvori ”alt er koketteri for alfahannen som alt er mørke for piraten der klapper øjnene af sig selv”.

Også Kathrine Marie Schnell bringer med sine tre tekster en fin sensibilitet og detaljeopmærksomhed. Fra en gåtur hvor du’et og jeg’et er i omgivelserne og omgivelserne er i du’et og jeg’et, over en messiasscenes lokkende opstilling til kålormens besjæling: liv og sorg.

I Joan Kirk Jensens tekst er der et vi og et han, men der er også frygt, miskommunikation og akavethed. Læseren bliver gjort næsten pinligt bevidst om hvad der bliver spist, hvilket tøj folk har på, hvor de kører hen med ham, men hvad der ellers foregår ligger usagt og antydet.

Brit Caroline Pallesens ”flodheste er notorisk nærsynede dyr” er en kort og kuriøs tekst om en navnløs, eller i det mindste navneudfordret, flodhesteunge.

Sidst, men ikke mindst, er ”dit sted” af Anne Katrine Bagai en tekst henvendt til samhørighed. Et du, og et jeg der betragter og nærmer sig dette du i tekstens første del, og et vi med ribsspisning, hvisken og fingerfletning i tekstens anden del.

I begyndelsen af denne november har Slagtryk desuden holdt vores første oplæsningsarrangement i samarbejde med Vesterbro-butikken Kihoskh og baren Rbabarrab, hvor de i Slagtryk udgivne digtere Carl-Christian Perch-Nielsen, Yvonne Neseth Eriksen, Kajsa Mia Balk-Møller og Jonas Okholm Jensen læste op. Kihoskh og Rbabarrab sørgede for lokaler, plakat/grafik og god stemning, publikum mødte talstærkt op og lyttede opmærksomt, og det var alt i alt en fin aften, som vi håber at gentage.

oktober

Redaktionelt oktober 2017

- ved redaktør Thomas Glud

Redaktionelt stiller i oktober spørgsmålstegn ved, hvad litteratur, tekst og læsning er? Betyder det digitale noget for litteraturen?

Tekster i Slagtryk bevæger sig ikke altid anderledes end tekster, der trykkes på papir. Alligevel er det vigtigt at understrege, at de bliver publiceret på det digitales præmisser – forgængelighed, hastighed, en varierende opsætning i forhold til, hvilken skærm der læses på og sidst men ikke mindst, muligheden for at folde sig ud og indeholde eller optræde gennem andre medier.

Slagtryk publicerer også video med interviews og oplæsning, lydproduktioner og hypertekst. Sidstnævnte var senest en realitet til det fælles liveskrift under Reverse festivalen som blev afholdt i september.

Når Slagtryk forsøger at udnytte de digitale muligheder, er det fordi vi arbejder for et udvidet litteratursyn, hvor lyd, billede og video også kan være litteratur. For hvad er litteratur i en tidsalder, hvor alle former for fysisk materialitet udfordres af det digitale? Helt konkret er fx hyper-liveskriftet fra Reverse en udvidelse af teksten, når der linkes til live-opdatering på, hvor det lyner henne i verden netop nu. Det er et tillæg til litteraturen. Et forsøg på at berige teksten med en merbetydning.

For læseren gør det det, at den tekstlige opmærksomhed skærpes. Det er en nødvendighed, da Slagtryk nødvendigvis læses side om side med Facebook, Instagram og Youtube under åbne faner. Og hvis internettets støj er poesiens modsætning på samme måde, som det håndskrevne digt under ahorntræet i Central Park er en inkarnation af poesien, så må de begge to være usande fremstillinger fra yderfløjene. De forvrænger med andre ord poesiens mulighed for at blive læst med åbne øjne.

I Slagtryk fordres litteraturen qua sin digitalitet til at være aktuel og forgængelig i samme læsning. Og selvom det digitale ikke er Slagtryks eksistensberettigelse, spiller det digitale en rolle for, hvordan vi i dag former og læser litteraturen. Et sted dér, mellem digitalitet og litteratur, slår Slagtryk på tromme.

– – – –

Ny arrangementsrække med Slagtryk og KIHOSKH / Rbabarrab. Fire digtere læser op 1. november på Sønder Boulevard 53 i København. Se Facebook event.