Redaktionelle tekster

Hver måned udgiver Slagtryk en redaktionel kommentar, hvor redaktionen er lidt mere end en usynlig gatekeeper for ny poesi og kortprosa. Vi bringer her relevante emner op inden for lyrik, tidsskrifter, litteratur og Slagtrykredaktionens egen verden.

februar

Redaktionelt februar 2017

- ved redaktør Erik Scherz Andersen
publicering; uden at vi ændrer noget i forhold til vores tilstedeværelse i dit (digitale) flow.

Nyt arrangement til februar for forfattere publiceret i Slagtryk. Det handler om feedback på tekster (forfattere imellem) og derved om noget af det redaktionen normalt ikke prioriterer. Se oplægsholdere, dato med mere på arrangementsiden eller facebookbegivenheden. Tilmeld dig ved at skrive til sendind@slagtryk.dk (og forudbetal 100 DKK til vores konto 1551 – 11255744).

– – – –

Apropos flow – har I set redaktionens skriveborde? Tag et kig på Instagram.


Redaktionelt – ved redaktør Cathrine Thordal Voss

For Slagtryk er december måned den sidste i et publiceringsår. Uden at falde i alle tv-kanalernes og institutionernes “lad os se tilbage på året der gik”-kliché, ville det også være bemærkelsesværdigt slet ikke at standse op og gøre sig overvejelser om de i alt elleve PDF’er fra 2016. Om vores rolle som redaktører, det arbejde og ansvar der følger med. At nærme sig januar som (udover juni) er den eneste længere periode, hvor redaktionen holder pause og ikke læser bidrag eller skal være del af en løbende stillingtagen og diskussion til ny indsendt tekst, afføder helt automatisk overvejelser og tilbageblik.

Jeg har ikke tænkt mig at nævne nogle af de tekster, der står stærkest tilbage eller lave en liste over alt det, der kommer til at ske i 2017. Efter halvandet år i Slagtryk er jeg begyndt at forstå, at overraskelser forbundet med arbejdet ofte kommer uforudset, at det er en del af vores struktur, og at internettet er et rum for, at netop dette kan ske. Overraskelser kan være at åbne en mail med tekst, der slår en bagud, eller under læsninger opleve det givende ved at være en redaktion. Det handler også om ikke at lade arbejdet være et arbejde, i hvert fald ikke udelukkende. Den uforudsigelighed vil jeg gerne kunne give mig hen til.

Min opfattelse af Slagtryk er først og fremmest åbenhed: vi er uafhængige, vi er ikke fastlåst i et bestemt litteratursyn. Derfor nager det mig også lidt, at vi i Informations bogtillæg fra begyndelsen af december er beskrevet som et tidsskrift, der interesserer sig for litteratur, der vildleder. Det er sikkert taget direkte ud af vores egen selvskrevne tekst på siden, men afskåret fra al anden kontekst kommer det nemt til at lyde som en eksklusion af al den litteratur, der er noget andet.

Lad mig sige det på en anden måde: Slagtryk vil gerne de litteratur(er), der vildleder og vejleder på samme tid. Af frygt for at det lyder udviskende, ligegyldigt, er det måske mere klart at sige, at vildledelsen altså ikke er en præmis for os. Ligesom god litteratur ikke kan defineres på forhånd, men alligevel er så tydelig når man pludselig står over for den. At have præmisser for vellykket litteratur kan sammenlignes med at kvæle den, før den overhovedet er skabt.

Silja Henderson, Robert Henningsson, Frans Emil Holland, Fie Huusfeldt, Jesper Lindstrøm Jørgensen, Johannes Lilleøre, Glenn Bech Møldrup, Steffen Zeiner,

Redaktionelt – ved redaktørerne Lasse Skjold Bertelsen og Erik Scherz Andersen

I temanummerets ånd er denne måneds redaktionelt blevet til som en dialog mellem to redaktører. Dialogen fandt sted i den sidste uge af februar i facebook messenger.
 

Hej Lasse, vi talte om at skrive vores redaktionelt sideløbende med temanummeret. Jeg tænker: hænger tidsskriftet sammen?
 

Skriften hænger sammen med tiden lige nu. tænker jeg. Tidens diskussioner nærer følelserne, og det viser sig i de tekster, vi modtager. At vi gerne ville være flere i redaktionen er en anden sag, og det at vi gerne ville gøre endnu mere for teksternes udbredelse ligeså. Det skal hænge bedre sammen. Hvad tænker du?
 

Jeg ved ikke om skriften i tidsskriftet hænger sammen. Og om det er tidsskriftets lod ikke at hænge mere sammen. Hvad kunne Slagtryk få ud af at redaktionen hænger mere sammen?
 

At noget hænger sammen er i så fald en for løs beskrivelse. Vil du ikke være mere konkret, så jeg ved, hvad du har i tankerne?
 

Jeg tænkte blot at få uddybet hvad du selv skrev: “At vi gerne ville være flere i redaktionen er en anden sag, og det at vi gerne ville gøre endnu mere for teksternes udbredelse ligeså. Det skal hænge bedre sammen.”
 

Grundlæggende hænger Slagtryk sammen som et organiseret tidsskrift med forskellige ansvarsområder tildelt redaktørerne hver især. Jeg ønsker ikke (og har det aldrig), at de udgivne tekster skal hænge sammen som tendens, genrer, whatever. Jeg ville gerne udgive flere hybridformer, men det kræver, at folk begynder at arbejde sådan.
 

Jeg hæftede mig også mest ved “at det skal hænge bedre sammen” som en del af Slagtryks organisering? Hvilket måske er et ønske om et stærkere fællesskab i redaktionen end det vi har kunne tilbyde hinanden gennem primært online møder over det seneste år?

Det digitale giver for så vidt gode mulighed for disse hybride former (er vi enige om) – er det mon Slagtryks undertitel “digte og kortprosa”, der holder tværæstetiske kunstnere fra at sende ind eller har de deres egne steder, egne strukturer for hvorledes de når et publikum, som er anderledes en litteraturens?

 

Et stærkt fællesskab er efter min mening altid at ønske, men der –er– dele af arbejdet med Slagtryk og hastigheden i forhold til publicering, svar og afslag, der fordrer netop denne online tilstedeværelse – især med redaktører andre steder i Danmark.

Slagtryks undertitels dage er måske talte, men jeg ville blive meget overrasket, hvis dette ikke blot var en lille del af en større og samlet signalværdi angående Slagtryks profil. Vi har forsøgt med temabaserede samarbejder mellem bidragydere før, men vi skal måske starte med kommunikere dette ønske mere bredt eller mere præcist.

Spørgsmål er også, om den tværæstetiske kunst ønsker at præsentere sig i tidsskrifter og ikke –ganske simpelt– i eget regi, på egen platform? Mulighederne er jo mange these days.

 

Ja, og jeg vil tilføje – på udstillinger – eventuelt med publikum i interaktion / dialog med værket – måske. Slagtrykredaktionens onlinefællesskab har måske kun faglige fikspunkter og for få sociale? Jeg mener, de digitale communities jeg er og har været en del af, er også kendetegnet ved en deltagelse udenom kernen. Det genkender du sikkert fra de fora du begiver dig i.
 

Det kan der være noget om. Jeg vender tilbage i morgen.


Når jeg tænker over hvordan vi kunne have flere sociale onlinefikspunkter, så tænker jeg egentlig, at vores primære fikspunkt – Kongedokumentet [redaktionens oversigt over bidrag til læsning/ red.] – både rummer vores “faglige” og sociale fikspunkt, hvor samtalen både er på teksten, men også rummer vores personlighed, ideer og tanker om tekst. Det kan godt være det bliver lidt kort ved nogle bidrag, men alligevel?

Måske er det for fagligt orienteret til at tilfredsstille den sociale del af fællesskabet? Omvendt: vil det give mening at “opfinde/ opgradere” vores sociale knudepunkter online, når vi generelt har så mange sociale relationer og deltager i fællesskaber på tværs. Og det sagt på en anden måde: Kommer vi til at hænge bedre sammen hvis vi søger indad eller hvis vi søger ud mod andre ligesindede? Jeg ved godt hvad jeg helst vil, det har bare været tid der har manglet indtil videre.



De steder, jeg har bevæget mig på nettet, udspiller der sig en kompleks udveksling mellem personerne, deres holdninger, deres identitet, deres maskespil og diskussionerne, hvilket vores samtaler i Kongedokumentet til forveksling ligner uden masker, naturligvis. Jeg har svært ved at se, hvordan vi skulle bevæge os længere indad redaktørerne imellem, da vores forskelligheder bedst næres ud fra. Det er derimod i vores lille og interne fællesskab, at disse forskelligheder (smag, tilgang til det at læse, temperament, ambitioner etc.) træder i karakter?

Spørgsmålet er, hvordan man bedst muligt søger ud, og hvordan det kan undgås udelukkende at blive en københavnsk sammenhæng?

 

Samarbejder? Med teatre, biblioteker, museer, gallerier, koncertsteder, kontorfællesskaber, herberger, kantiner, supermarkeder, etc. – altså både i og med litteraturen og på tværs af kunstarter; det åbenlyse og det uventede. Jeg er skeptisk, tror jeg. Hvad ville du svare på dit eget spørgsmål?
 

Retorisk ville jeg tilføje bordeller, vuggestuer, grillbarer, refugier og offentlige toiletter, men pointen består hovedsageligt i, at det indre liv, der foregår i hvilken som helst tidsskriftsredaktion (der vel at mærke ikke beskæftiger sig aktivt med nyheder og tendenser) kun har sig selv og hinanden. Jeg har ikke lige nu noget svar på, hvordan man skulle sørge for det udenfor København, men jeg tænker, at Slagtryk kan række ud til nogle initiativer og tænke sig selv på ny i det givne regi.


Det var iøvrigt dejligt at se hvordan forfatterne ville hinanden til Slagtryks feedback arrangement. (Ikke fordi vores bidrag hænger sammen eller forfatterne for den sags skyld hænger eller skal hænge sammen, men bare fordi at der er en søgen og bevægelse.)

Ok. Vi gik i stå? Smid et nyt emne op eller lad os fortsætte herfra: Skal kunsten være aktuel, skal Slagtryk? Eksempel: kunne vi med sigte på “aktualitet” spørge forfattere om at skrive til forskellige begivenheder (folketingsvalg, x factor, arbejdernes kampdag eller noget der lige er sket (fx sne, Skat skandale))?



Nej, jeg havde bare ikke tid i går pga. flere møder. Jeg svarer og spørger igen om nogle timer.

Jeg ved heller ikke præcist endnu, hvem man specifikt skulle række ud til, men jeg vil tænke videre over netop dét.

Men det er, som du nævner, skønt at se, når Slagtryks bidragydere ønsker at møde hinanden uden andet forudgående kendskab end hinandens tekster, og at samtalen bliver ved over flere timer. Jeg vil meget gerne lave et sådan arrangement med nye idéer en anden gang, for det giver energi at mødes på den måde.



Det er Slagtryks dobbelte fokus i en nøddeskal: forfattere og læsere – og nogengange er det den samme person. Vi prøvede et online forum af for 5-6 år siden, gad vide om det ville være interessant idag hvor kendskab er større og kritisk masse måske er stor nok til at holde et flow og en aktivitet kørende. I så fald ville jeg også have en ansvarlig i Slagtryk til at sikre aktivitet – for at tilskynde og motivere sammenhængen.

Altså også en mere aktiv udadvendt rolle for redaktionen. Eller en forfatterstafet, så engagementet var decentralt og uddelegeret til dem der får noget ud af det.



 
Du nævner aktualitet som en præmis eller en mulig opfordring til bidragyderne, som er noget, jeg kan huske, vi har diskuteret et par gange tidligere, og som vi også har set med Victor Chakravartys digt om bådflygtninge. Jeg vil gætte på, at der blandt vores læsere og bidragydere er mange meninger om, hvad en god tekst er og ikke er, og netop aktualitetskriteriet kan være et sted, der skiller vandene. I kraft af dens kobling med lejlighedsdigtet som genre ser nogen den slags som bundet til tiden, hvori det er skrevet. Omvendt vækker den slags holdninger (der godt nok kan lyde som en stråmand, når jeg sidder og skriver det her) det kontrære i mig, så jeg vil gerne tænke videre over den idé som et “lille tema”. Min første tanke er, at en eventuel begivenhed skulle udfolde sig over tid (folketingsvalg og -kamp eller X-Factor, som du nævner), så der er noget stof og eftertanke for flere end de hurtigste.

Jeg kunne godt lide idéen med forummet dengang, og der var nogle enkelte gode debatter, men det er vitterligt svært at holde den slags kørende uden at forcere diskussioner med skarpe vinklinger. Det er dog ikke umuligt, og du har muligvis ret i, at en redaktør som indpisker og moderator ville være på sin plads. Jeg tror bare ikke, at det er der, jeg ville lægge mit fokus som redaktør. Derfor lyder forfatterstafetten spændende, hvis man etablerede en disciplineret struktur, som vi en kort overgang gjorde det internt i redaktionen med Instagram.



Personligt er jeg ikke fan af at spænde kunsten for en vogn (aktualitet, dannelse, etc). Men som redaktør og med formidlingen af Slagtryk in mente kan det være en overvejelse værd at indgå i en nyhedsstrøm på andres præmisser. Vil teksten blive bundet til tiden? Ja det vil flere nok blive men det er de tekster vi publicerer idag også og det er ikke i sig selv et problem. Men de bedste tekster vil bevise der værd over tid og kun nogle af disse (tror jeg) kan vi gennemskue i den øjeblikkelige vurdering af den indsendte tekst. Jeg har ikke svaret, men jul bliver aldrig et tema ud fra aktualitet


Jeg har det principielt på samme måde, men Slagtryk må og skal være åben som legeplads, så litteraturen ikke på forhånd skal afgrænses af af netop principper. Lad os tænke over de muligheder i løbet af foråret.

I det hele taget er vores temaer og den slags idéer vel en form for dialog med bidragyderne. Call and response som en stadig udveksling?



Ja det kan man nok godt sige uden at alt er dialog af den årsag. Jeg tænker ikke vi skal lave flere temanumre om året, jeg kan lide publiceringernes frie rytme og den sjældne afbrydelse. Men du nævner ordet lejlighedsdigtning og det synes jeg giver mening.


Enig. Det drejer sig for mig om at gentænke det og ikke mere af det samme.


 
(Call and response : som i vi råber ud i skoven og så er der nogen der råber tilbage?)


 
Ha! Nej, det var dårligt billede på udvekslingen som at synge det samme refræn.
 

Mere kor! Flerstemmighed! Og popsange!


    – – – –

Seneste arrangement: På instagram kan du se billeder fra vores feedbackarrangement i Forfatterforeningens smukke lokaler.

Redaktører: Cathrine Thordal Voss har valgt at trække sig fra redaktionen. I næste måned løfter vi sløret for en ny redaktør. Har du overvejet, hvad der skal til for at være i Slagtryks redaktion, og er det noget du kunne tænke dig? Vi søger løbende medlemmer, og det kan du læse mere om her: Vil du være med?

december

Redaktionelt december 2016

- ved redaktør Cathrine Thordal Voss
For Slagtryk er december måned den sidste i et publiceringsår. Uden at falde i alle tv-kanalernes og institutionernes “lad os se tilbage på året der gik”-kliché, ville det også være bemærkelsesværdigt slet ikke at standse op og gøre sig overvejelser om de i alt elleve PDF’er fra 2016. Om vores rolle som redaktører, det arbejde og ansvar der følger med. At nærme sig januar som (udover juni) er den eneste længere periode, hvor redaktionen holder pause og ikke læser bidrag eller skal være del af en løbende stillingtagen og diskussion til ny indsendt tekst, afføder helt automatisk overvejelser og tilbageblik.

Jeg har ikke tænkt mig at nævne nogle af de tekster, der står stærkest tilbage eller lave en liste over alt det, der kommer til at ske i 2017. Efter halvandet år i Slagtryk er jeg begyndt at forstå, at overraskelser forbundet med arbejdet ofte kommer uforudset, at det er en del af vores struktur, og at internettet er et rum for, at netop dette kan ske. Overraskelser kan være at åbne en mail med tekst, der slår en bagud, eller under læsninger opleve det givende ved at være en redaktion. Det handler også om ikke at lade arbejdet være et arbejde, i hvert fald ikke udelukkende. Den uforudsigelighed vil jeg gerne kunne give mig hen til.

Min opfattelse af Slagtryk er først og fremmest åbenhed: vi er uafhængige, vi er ikke fastlåst i et bestemt litteratursyn. Derfor nager det mig også lidt, at vi i Informations bogtillæg fra begyndelsen af december er beskrevet som et tidsskrift, der interesserer sig for litteratur, der vildleder. Det er sikkert taget direkte ud af vores egen selvskrevne tekst på siden, men afskåret fra al anden kontekst kommer det nemt til at lyde som en eksklusion af al den litteratur, der er noget andet.

Lad mig sige det på en anden måde: Slagtryk vil gerne de litteratur(er), der vildleder og vejleder på samme tid. Af frygt for at det lyder udviskende, ligegyldigt, er det måske mere klart at sige, at vildledelsen altså ikke er en præmis for os. Ligesom god litteratur ikke kan defineres på forhånd, men alligevel er så tydelig når man pludselig står over for den. At have præmisser for vellykket litteratur kan sammenlignes med at kvæle den, før den overhovedet er skabt.

november

Redaktionelt november 2016

- ved redaktør Erik Scherz Andersen
Slagtryk adskiller sig fra andre tidsskrifter og publikationer ved at have “et dobbelt flow”. Ét, der er relateret til Slagtryks opsamlende, månedlige PDF. Her er den proces, der er gået forud – hvordan rækkefølgen er opstået – noget redaktionen i mindre grad griber ind i. Og ét, der relaterer sig til læserens daglige informationsflow.

Bidrag sendt til redaktionen bliver antaget eller afslået inde for tre uger. Og normalt vil et bidrag blive publiceret inden yderligere tre uger. På den måde har tidspunktet for indsendelse indflydelse på hvilken udgave, et bidrag kan komme i.
Redaktionen læser – hver for sig – cirka i den rækkefølge bidragene kommer ind. Nogle tekster diskuteres inderligt, andre er mere lige til. Efterhånden som vi når til enighed omkring det enkelte bidrag, kommer teksterne ind som de næste i vores publiceringsrække. På mange måder giver det et tilfældigt flow: Slagtryks eget. Skabt af bidragyderne og redaktionens arbejdsproces. Og i langt mindre grad af redaktionelle overvejelser – som vi havde, da vi i denne måned publicerede farmor efter farmor (Martin Vinding efter Iben Raskmark).

Slagtryks flow er løbende, vi publicerer gennem måneden. Herved indgår hvert bidrag også i læserens flow, der består af mange input og kilder af forskellig karakter. Et bidrag lander i din mailboks en tidlig morgen – og du læser den, når du har tid (hvis du får tid/ lyst), et bidrag florerer på Facebook en to dage sammen med nyheder, personlige updates, katte og pizzabilleder, musikanbefalinger, check-in, babybilleder, invitationer til begivenheder, private beskeder, fødselsdagshilsner, minder…

Slagtryk har ikke en direkte aktualitet i forhold til samfundet: Et bidrag er nu og i sig selv – og kan genfindes. Vi overvejer sjældent hvordan vi redaktionelt kan få teksten til at indgå i dit daglige digitale flow – vores fokus handler “blot” om at sørge for at bidrag indgår i det. Altså om muliggørelsen.

– – – –

Temanummer: Vi har to gange før erstattet vores eget flow med et dikteret af et tema. November 2012, april 2014. Og nu til februar 2017 indkaldt bidrag til temaet “Dialog“. Dette giver os en sjælden mulighed for at arbejde redaktionelt med rækkefølgen (både temamåneden og noget af den efterfølgende, hvor bidrag hober sig op) i månedens samlede publicering; uden at vi ændrer noget i forhold til vores tilstedeværelse i dit (digitale) flow.

Nyt arrangement til februar for forfattere publiceret i Slagtryk. Det handler om feedback på tekster (forfattere imellem) og derved om noget af det redaktionen normalt ikke prioriterer. Se oplægsholdere, dato med mere på arrangementsiden eller facebookbegivenheden. Tilmeld dig ved at skrive til sendind@slagtryk.dk (og forudbetal 100 DKK til vores konto 1551 – 11255744).

– – – –

Apropos flow – har I set redaktionens skriveborde? Tag et kig på Instagram.

oktober

Redaktionelt oktober 2016

- ved redaktør Lasse Skjold Bertelsen
Det abjektale trænger sig evigt og altid på. Abjektet er det, der stødes bort fra kroppen men kommer af selvsamme krop. Det er blodet, urinen, sæden og afklippede negle til eksempel, og disse abjekter minder os om noget. De minder os om os selv og vores egen død. Disse abjekter er ikke tegn for døden og dermed et memento mori, men de er i sig selv det, vi holder på afstand for sikre os for at kunne leve. For Julie Kristeva, der udfoldede begrebet om abjektion og det abjektale i Pouvoirs de l’horreur fra 1980, gælder det, at det forstyrrer en orden, da den væmmelse og uro, det indgyder, er sværere end som så at sætte ord på. Det har den aktivistiske filosof Sarah Ahmed senere i en vis forstand typebestemt som det ækle, der kan performes, som man også ser det gjort i kunsten eller på sociale medier. Det abjektale er i billedlig forstand overskridelsen af normer og regler, hvorfra mennesket, subjektet sætter sine grænser, ganske som abjektet er afgrænset fra subjektet. I de seneste fem år har abjekterne ofte fundet deres vej som så mange gange før ind i dansk litteratur ved en genkommende nysgerrighed og fascination til bekymring og angst.

I Slagtryk har dette kropsfokus kunne lokaliseres lige fra begyndelsen i 2011, og abjekterne er hyppigt benyttede rekvisitter i samtidslitteraturen, som man især har set det i Olga Ravn og Bjørn Rasmussens forfatterskaber, og det er et grænsefelt, der som alle andre grænser kan være svære at definere fuldkomment. Når abjekterne finder vej ind i teksterne, er det ikke altid som et udtryk for ubehag men nysgerrighed over for let ekstatisk kobling til sex og kropsvæsker, som hos Filip Lindberg, der skriver ”jag kan skicka ut strålar av sol / sekret sol / röd glipa sol / röda glipa sekret sol / sekret rödad glipa stram sol att låta min blick lysa upp / sol sekret röd glipa yttre rektangel stram / stram sol röda glipa sekret ords yttre rektangel / minner rektangel rödad glipa stram sol sekret yttre ord / yttre röd rand minner strama sol rektangel ords sekret glipa”. I denne kuperede diktion i korte stavelser er farverne, lyset og sekretet reflekteret i hinanden, og det peger kun indirekte på en koblingen til det seksuelle. Det minder én om noget – og måske om noget andet for en anden, men det minder om noget. Hvad mon? Mennesket som en væske i sig selv finder man i Mette Thorsens digt ”Thi de uelskede skulle blive til væske og hældes op i en kop”, hvor indtagelsen af mennesket rummer forståelser i retning af både oralsex og indstiftelsen af en orden ved nadveren, hvor glosen ’forbøn’ og tematiseringen af de uelskede sitrer let af et religiøst niveau, hvor menneskesønnen indtages symbolsk – i hvert fald i den lutheranske forstand. Man ser også væsken, urinen som en skamplet i Leif Achton-Lynegaards enlige digt samt readymadens efterfølgende forsøg på comic relief, hvor den lille våde plet peger på en hel barndom med øgenavne og smalle senge, og hvor dét at tisse i sengen i voksen alder trods alt ikke medfører den slags repressalier andet end et minde om netop fortiden.

Abjekterne trænger sig på i flere former, og eftersom brugen af disse som poetiske byggesten altid vil være en undersøgelse af grænser, vil det også altid være interessant at finde ud af, hvor og hvordan de kommer til udtryk i litteraturen lige nu.

Oktober måned i Slagtryk bød på 2 debutanter og i alt 7 bidragydere. Du kan få en mail, hver gang Slagtryk publicerer et nyt bidrag her

– – – –

Ændringer i redaktionen: Eva Obelitz Rode har valgt at træde ud af redaktionen af private årsager. Eva har siden 2013 spillet et stor rolle i Slagtryks udvikling – herunder Slagtryk Festival, workshop på txt.ville og flere andre initiativer, der har gjort Slagtryk til den platform vi er idag. Zara Kjellner nåede aldrig at komme igang, før hun måtte slippe opgaven igen.

Har du overvejet hvad der skal til for at være i Slagtryks redaktion, så læs med her – vi søger løbende nye medlemmer.

september

Redaktionelt september 2016

- ved redaktør Cathrine Thordal Voss
Som redaktør kan man ved månedens gennemlæsning af et tidsskrift – som egentlig bliver sat tilfældigt sammen alt efter hvilke indsendelser og antagelser af bidrag, der kommer i løbet af en måned – føle sig nødsaget til at se sammenhænge på kryds og tværs, sammenhænge som ikke altid findes. Det kan føles forceret at skulle finde tendenser i et enkelt nummer, tale for at nogle tematikker gør sig gældende i en særlig periode over kortere tid osv. Jeg tror sjældent på det: at man skulle kunne ane en strømning med så kort tid lagt bag sig, når man står lige midt i noget. Om ikke andet poppede spørgsmålet “Skal et digt være religiøst for at være særligt godt?” op i mit hoved flere gange under læsningen af septembers bidrag.

Når Carsten Palmer Schale skriver “Jag har köpt en liten, liten påse chips” virker det næsten bedende, nogen kunne mene undskyldende og skammende over for sig selv og den handling, som jeget har udført. Men når han bagefter skriver “Livet är faktiskt ibland mycket, mycket värt att leva” forstår jeg hele tekststykket som en hyldelst til livet, syngende med lille, lille og mycket, mycket, som egentlig er modsætninger. Og man ser glæden ved de små ting i tilværelsen, det store i en fedtet håndfuld chips. Gentle og Voda i Anne Tscherning Larsens dialoger taler næsten i tunger, og den religiøse ekstase ligger ikke langt væk, ligesom Naja Dahlstrup Mogensen forsøger at finde systemer og mønstre i et kaos, som ikke er til at rumme for et menneske med ordenstrang og -tvang. Anna Klahn skriver om, hvordan man bør bruge den tid man har, og Manja Holmelunds “En dag bliver vi forenet i muldjord” nærmer sig en religiøsitet og tro på, at “af jord skal du genopstå.” Besyngelsen i Ingrid Nymos linjer “åh min solstråles fødder på jorden er ord/ åh glem ikke mig vand som kæler den jord/ giv min angst dine fødder som foder/ og læg mine børn i din seng” er næsten salmeagtig, hvad angår både form og indhold, og med Runa Marie Luths “regnen lader sit ansigt lyse over mig” mangler vi blot “og være mig nådig” for at få referencen til den kristne trosbekendelse skåret ud i pap.

Man ser ofte sammenhænge hvor man vil, måske især hvad angår tro, men når septembers forside endda også er prydet af Simon Væths hybrid af en majestætisk ørn og en bjørn, kan jeg næsten ikke tro på, at det kun er tilfældet, der råder. Eller måske er der bare noget med, at lyrik skal have en smule religiøsitet, noget transcenderende, over sig for virkelig at være godt.

September måned bød på 3 debutanter og i alt 7 bidragydere. Du kan få en mail, hver gang Slagtryk publicerer et nyt bidrag her

august

Redaktionelt

- ved redaktør Erik Scherz Andersen
Da Slagtryk deltog på Lille Bogdag i 2015 fortalte vi om fire-fem tendenser, som kunne spores i det vi fik tilsendt. Det drejede sig om tekster indenfor temaerne det politiske, ‘den nye følsomhed’ (hverdagen som sprogligt materiale), naturen, kroppen (og humoren talte vi også særskilt om) .

I første halvår af 2016 har langdigtet eller det længere digt i jeg-form med knækkede (prosa)linjer slået igennem i det indsendte til Slagtryk – og publicerede.
Det er ikke en ny ting, men der er flere og bedre tekster inden for denne formmæssig tendens. Læs f.eks. Gry Dalgas “Et mormordigt” og se den nye video fra tidligere på måneden, hvor Dalgas blandt andet læser den tekst. Eller læs fra tidligere i år: Sofie Teglbrænder-Bjergkvist, Anne Katrine Bagai, Anne Tscherning Larsen, Mia Louise Dinitzen, Josefine Gråbøl og Mads Gram.

Slagtryks august nummer er første måned siden oktober 2015 uden et langdigt. Selvom det ikke er et bevidst valg fra vores side, så sætter vi pris på at kunne tilbyde en alsidig litteratur. Og måske er en ny tendens på vej. Genlæs f.eks. månedens sidste publicering af Johanne Petrine Reynberg og læg mærke til de indholdsmæssige spring eller forskydninger fra afsnit til afsnit, men hvor hele teksten (for)bliver en enhed. (Og læs også Ingrid Nymo og Eva Maria Lund Nielsen fra tidligere i år).

– – – –

SIDSTE NYT: Zara Kjellner er valgt blandt flere gode kandidater til at være en del af Slagtryks redaktion. Vi mangler stadig gode hoveder, så kig forbi vores stillingsopslag, hvis du kan bidrage inden for et af de tre områder vi har listet.