Redaktionelle tekster

Det abjektale trænger sig evigt og altid på. Abjektet er det, der stødes bort fra kroppen men kommer af selvsamme krop. Det er blodet, urinen, sæden og afklippede negle til eksempel, og disse abjekter minder os om noget. De minder os om os selv og vores egen død. Disse abjekter er ikke tegn for døden og dermed et memento mori, men de er i sig selv det, vi holder på afstand for sikre os for at kunne leve. For Julie Kristeva, der udfoldede begrebet om abjektion og det abjektale i Pouvoirs de l’horreur fra 1980, gælder det, at det forstyrrer en orden, da den væmmelse og uro, det indgyder, er sværere end som så at sætte ord på. Det har den aktivistiske filosof Sarah Ahmed senere i en vis forstand typebestemt som det ækle, der kan performes, som man også ser det gjort i kunsten eller på sociale medier. Det abjektale er i billedlig forstand overskridelsen af normer og regler, hvorfra mennesket, subjektet sætter sine grænser, ganske som abjektet er afgrænset fra subjektet. I de seneste fem år har abjekterne ofte fundet deres vej som så mange gange før ind i dansk litteratur ved en genkommende nysgerrighed og fascination til bekymring og angst.

I Slagtryk har dette kropsfokus kunne lokaliseres lige fra begyndelsen i 2011, og abjekterne er hyppigt benyttede rekvisitter i samtidslitteraturen, som man især har set det i Olga Ravn og Bjørn Rasmussens forfatterskaber, og det er et grænsefelt, der som alle andre grænser kan være svære at definere fuldkomment. Når abjekterne finder vej ind i teksterne, er det ikke altid som et udtryk for ubehag men nysgerrighed over for let ekstatisk kobling til sex og kropsvæsker, som hos Filip Lindberg, der skriver ”jag kan skicka ut strålar av sol / sekret sol / röd glipa sol / röda glipa sekret sol / sekret rödad glipa stram sol att låta min blick lysa upp / sol sekret röd glipa yttre rektangel stram / stram sol röda glipa sekret ords yttre rektangel / minner rektangel rödad glipa stram sol sekret yttre ord / yttre röd rand minner strama sol rektangel ords sekret glipa”. I denne kuperede diktion i korte stavelser er farverne, lyset og sekretet reflekteret i hinanden, og det peger kun indirekte på en koblingen til det seksuelle. Det minder én om noget – og måske om noget andet for en anden, men det minder om noget. Hvad mon? Mennesket som en væske i sig selv finder man i Mette Thorsens digt ”Thi de uelskede skulle blive til væske og hældes op i en kop”, hvor indtagelsen af mennesket rummer forståelser i retning af både oralsex og indstiftelsen af en orden ved nadveren, hvor glosen ’forbøn’ og tematiseringen af de uelskede sitrer let af et religiøst niveau, hvor menneskesønnen indtages symbolsk – i hvert fald i den lutheranske forstand. Man ser også væsken, urinen som en skamplet i Leif Achton-Lynegaards enlige digt samt readymadens efterfølgende forsøg på comic relief, hvor den lille våde plet peger på en hel barndom med øgenavne og smalle senge, og hvor dét at tisse i sengen i voksen alder trods alt ikke medfører den slags repressalier andet end et minde om netop fortiden.

Abjekterne trænger sig på i flere former, og eftersom brugen af disse som poetiske byggesten altid vil være en undersøgelse af grænser, vil det også altid være interessant at finde ud af, hvor og hvordan de kommer til udtryk i litteraturen lige nu.

Oktober måned i Slagtryk bød på 2 debutanter og i alt 7 bidragydere. Du kan få en mail, hver gang Slagtryk publicerer et nyt bidrag her

– – – –

Ændringer i redaktionen: Eva Obelitz Rode har valgt at træde ud af redaktionen af private årsager. Eva har siden 2013 spillet et stor rolle i Slagtryks udvikling – herunder Slagtryk Festival, workshop på txt.ville og flere andre initiativer, der har gjort Slagtryk til den platform vi er idag. Zara Kjellner nåede aldrig at komme igang, før hun måtte slippe opgaven igen.

Har du overvejet hvad der skal til for at være i Slagtryks redaktion, så læs med her – vi søger løbende nye medlemmer.