Redaktionelle tekster – Side 4

oktober

Slagtryk søger ny forsidekunstner for 2023

Har du lyst til at være Slagtryks nye forsidekunstner? Året 2022 går på hæld, og derfor søger vi nu vores nye forsidekunstner for 2023.

Rollen som forsidekunstner består i at lave én forside om måneden. Denne vil ikke blot udgøre forsiden for vores månedlige PDF-udgivelse, men hele det æstetiske baggrundstæppe for både vores sociale medier og vores hjemmeside.

Som et litteraturtidsskrift står vores publiceringer i centrum som autonome værker, men vores grafiske udtryk er en vigtig del af læserens samlede oplevelse. Derfor er samspillet mellem disse forskellige kunstneriske udtryksformer afgørende for os.

Vi er nysgerrige efter en mangfoldighed af grafiske udtryk; rammerne er frie, hvad end det er fotokunst, maleri, tegning, grafik eller en blanding af det hele eller en form, vi endnu ikke kender til!

Rollen er som udgangspunkt ulønnet og frivillig men vi har ansøgt om midler til at kunne honorere månedligt, noget som, vi mener, er vigtigt og som vi håber, går igennem. Send os din ansøgning samt portfolio senest d. 20 november på sendind snabel a slagtryk.dk

Vi glæder os til at se din ansøgning!

Redaktionen på Slagtryk, oktober 2022

oktober

Slagtryk søger ny forsidekunstner 2023

september

Så lærer vi det på den hårde måde

- Ved redaktør Anna Livia Bojlén Lambert

Min nabo er vred over de stigende energipriser. Det bliver alt for dyrt: hvad med varmepumpen, hvad med de dobbelte skærme hun må have, brusebadet – og nu skriver de på DR, at der også måske bliver slukket for strømmen nogle timer hver dag. Jeg indvender, at det måske er meget godt at vi lærer at tænke over vores energiforbrug. Vi har levet som grever og baroner, haft lyset tændt inde og ude, nat og dag, haft alt på standby og ikke skænket det en tanke. Så siger hun: Så lærer vi det da på den hårde måde.

Man behøver ikke engang at aktivere sin fantasi og forestille sig langt hårdere måder at tage den lære til sig, end at udgiftsniveauet stiger. Man kan nøjes med at læse om oversvømmelser i Pakistan, eller se på antallet af flygtninge fra afrikanske lande, som ikke vover liv og lemmer i alt for små gummibåde på Middelhavet fordi de tror at de kan blive rigere i Europa. De flygter for at overhovedet at have en fremtid i et land der ikke er tørkeramt – eller så ramt af udlandsgæld til rigere lande at der ikke er ressourcer tilbage til at skabe fremtidsmuligheder.

Den hårde måde er ikke, når vi rammes på pengepungen, men når konsekvenserne af vores adfærd rammer.

Det kan kun lade sig gøre at udpine og overudnytte ressourcer af alle slags hvis man opfatter sig selv som udenfor eller hævet over dem. Slaveri var fx en konsekvens af en tankemæssig konstruktion der dehumaniserede ikke-europæere. Hermed gjorde de det legitimt at sætte dem i arbejde. Den ulighedstænkning er kun til dels afskaffet. I denne del af verden må vi mennesker opfatte os selv som mere værdifulde end alle andre, også andre arter, vores behov har forrang. Ellers kunne vi ikke undlade at handle på den viden vi har om livsbetingelserne i andre dele af verden og om klodens tilstand.

Men måske er de mange kriser netop den form for ydre pres der skal til, for at vi for alvor kan udvikle medfølelsen med de dyr der rædselsslagent flygter fra skovbrande, med uddøende arter, med gispende naturområder og med mennesker som bliver ofre for klimaforandringer eller konflikt? Måske er det kriser som nu energikrisen der skal til, for at vi får en forståelse for at vi mennesker er en del af alt levende? Det føles i vores og deres åndedræt og hjerteslag, i fuglesang og flyvedyr, i alt der er grønt og vokser, i bølgerne der ruller ind og bevæger alverdens bestanddele rundt på kloden i en evig puls. Vi sidder sammen i båden over middelhavet, og vores mulighed for at finde en olivengren er at mærke samhørigheden.

På Slagtryks egen redaktion sker der også forandringer, og denne udgave er den sidste med vores redaktører Mau Lindow Tarbensen og Olivia Lyhne Broksø. Mau og Olivia har været en fast bestanddel af Slagtryk inventaret i de seneste to år og det er under deres skarpe blikke at tidsskriftet har udviklet sig til den pulserende og dynamiske litterære drivkræft som Slagtryk er i dag. Vi er kede af, at sige farvel til Mau og Olivia men vi er samtidigt begejstrede for at meddele, at redaktionen i deres sted byder velkommen til Benjamin Storm, Simone Prehn og Christine Emilie Sejersen. Vi ser frem til at fortsætte rejsen med denne nye og dygtige redaktion og vi glæder os til at udforske de mange nye veje som vi skal tage Slagtryk med ud på sammen.

juni

Forandring og forvandling

- Ved redaktør Mau Lindow Tarbensen

Status quo kan være helt OK, hvis man altså ikke er et rastløst gemyt … og et online litterært tidsskrift er nødt til at være mindst en smule rastløst, tror jeg. Det må prøve nye ting af, forandre og forny sig, både for at følge med tiden, men også for ikke at blive et kedeligt rutineforetagende, som risikerer langsomt at blive glemt eller, endnu værre, med større pludselighed at blive irrelevant.

Der er heldigvis sket meget i Slagtryk i løbet af bare det seneste halve år. Vel og mærke ikke drevet af frygten for ovenstående, men af ren og skær lyst til at forvandle og forbedre: Vi har fået nyt PDF-design, holdt en fantastisk receptionsfest for temanummeret Mennesket, klimaet og litteraturen og nu også fået en ny hjemmeside.

Denne juni måneds redaktionelle tekst kommer omkring ikke mindre
end ti forandringer, af hvilke den nye hjemmeside står for de første otte:

1) Det pink tema er lagt på hylden, og vi har fået nogle blødere, beige og orange farver i stedet.

2) Nem navigering med færre muligheder for at folde foldemenuer ud
og mindre risiko for at fare vild i en fold eller folder.

3) Mobilvenlighed. Yes, læs Slagtryk på farten uden at skulle zoome og trække og skubbe.

4) PDF-læsning direkte i browseren. Du kan nu scrolle igennem måne-
dens udgivelse uden at skulle downloade eller åbne den i et nyt faneblad.

5) Forsidearkiv. Tidligere fungerede ”print”-siden som en slags uofficielt forsidearkiv, men nu har forsiderne altså fået deres helt eget galleri.

6) Smutvej til Slagtryks Instagram i bunden af hovedsiden.

7) Bidragene i fokus. – Dette er lidt et snydepunkt, for det er ikke en egentlig forandring. Bidragene har altid været i fokus, og sådan bliver det ved med at være. Men øverst i menuen er der i hvert fald kommet hurtig adgang til nyeste bidrag og bidragsydere.

8) Patreon i baggrunden. Tidligere havde vi en knap, hvor der stod ”støt os” øverst i menuen. Det er virkelig dejligt, at der er læsere, der vil støtte Slagtryk (!), men vi har heldigvis (indtil videre) et støttebehov i den lavere ende, så det punkt er kommet ind under ”Om Slagtryk”-kategorien. Vi har dog stadig brug for vores læseres hjælp til at drive og skabe forandringer på Slagtryk, og du kan støtte med helt ned til 8 kroner om måneden.

Intet af alt dette kunne vel og mærke have ladet sig gøre uden de mange timer og det store arbejde, som Maria Steenberg har lagt i at designe vores nye hjemmeside. Vi er så glade og taknemmelige for den side, hun har lavet til os. – Og vi håber selvfølgelig, at I også vil tage godt imod den.

Der er to forandringer tilbage, og det er to, der kan involvere dig:

9) Olivia Lyhne Broksø stopper i Slagtryks redaktion til efteråret,

10) det gør jeg også.

Olivia og jeg har været med i redaktionen i to gode år og var begge en del af det hold, der overtog tøjlerne fra Slagtryks ene stifter, Erik Scherz Andersen. Nu er der imidlertid nye døre, der har åbnet sig for os (kun så mange døre kan stå åbne samtidig, før et gennemtræk må få en af dem til at smække i), så vi leder derfor efter redaktører, der er klar på at videreføre Slagtryk sammen med Anna Livia Boljén Lambert og Seth Marvin Andersen.

I de sidste par år har vi haft en geografisk spredt, men aldersmæssigt ret homogen redaktion. Sådan har tilfældet villet det, men vi forsøger klart at prioritere at have en så stor diversitet i redaktionsgruppen som muligt; det gør både samtalerne og udgivelserne mere interessante.

Kunne du tænke dig at tage del i det både seriøse og sjove redaktionsarbejde, kan du læse mere om stillingerne på vores hjemmeside. Efter receptionsfestsuccesen i foråret har vi fået blod på tanden, og hvis du f.eks. står med ideer til et temanummer, et oplæsningsarrangement eller lignende, så skriv meget gerne dine ideer i din ansøgning. Slagtryk er, hvad vi gør det til, og vi er altid åbne for både mindre forandringer og større forvandlinger.

–

Som altid holder redaktionen publiceringsfri og ferie fra Slagtryk i juli, så bidrag tilsendt i både juni og juli kan forvente længere svartid end normalt, mens andre henvendelser besvares i august.

Rigtig god sommer!

maj

Mennesket, klimaet & litteraturen

– VED SLAGTRYKS REDAKTØRER

Omkring 1940’erne skrev den østrigske Stefan Zweig det efterhånden bedagede værk Verden af i går. I bogens anslag lyder det om zweigs samtid, at “(…) denne alt for tillidsfulde tro på fornuften – på, at den i sidste sekund ville forhindre vanviddet, var i grunden vores eneste forbrydelse. Vi havde ikke læst skriften på væggen med tilstrækkelig frygt (…)”. Zweig stod på kanten til det 20. århundrede og kiggede ned i det kaos, som det bragte med sig. Den gamle verden – trygheden, sikkerheden, hjemligheden – lå bag ham, og det var ikke muligt at vende tilbage. Det, som Zweig skriver om, er krig – ikke klima. Alligevel spejles samtidens verdenskrise i hans ord. Vi står også på kanten til en ny tid. vi har heller ikke læst skriften på væggen. Og hvad tager vi os til? Vi falder tilbage på en tillidsfuld tro – præcis som Zweigs medmennesker gjorde.

‘Denne alt for tillidsfulde tro på fornuften’ kan være troen på, at der kommer en god teknologisk løsning i morgen, eller dagen efter eller om et år, og at denne løsning kan redde os ud af det rod vi har skabt med et snuptag. Regeringens hockeystavs-model er her det bedste billede. Men hvad hvis det hurtige tech-fix ikke kommer? Og hvor går vi hen med alt det andet, de andre aktører, følelser og ord og kunst, mens vi sørger over det tabte, og forsøger ikke at tabe det sidste?

Måske er de første skridt en søgen efter udviklingen af en ny kollektiv bevidsthed, som tager sine rødder i et sprog, hvis form afspejler et ønske om en naturlig symbiotisk væren i verden; et sprog, som er emanciperet fra den lingvistiske dominans, hvori nogle former for liv er rangeret højere end andre. Måske kan vi lede i litteraturen og se, om vi her kan finde et af mange rum, hvor en sådan ny bevidsthed kan tage form og spire; at forvilde os i poesien kun for at finde vejen tilbage til en sti, som leder ind i en horisont, hvor livet kan gro.

Det var med det håb, at vi i slutningen af 2021 lukkede op for bidrag til vores temanummer. Vi ville lave et nedslag, vi ville sætte en ramme; sætte den løst nok, til at der var plads til at skrive i mange retninger, ikke gøre temaet til en spændetrøje, men skabe mulighed for at finde et fælles lejde, et fælles fodfæste – ikke forstået som et fælles sted at tale fra, men et fælles sted at tale om. – Og snart lyste en mangfoldighed af litterære tilgange tilbage mod os igennem den prisme, vi havde sat op: Mennesket, klimaet og litteraturen.

Der var en slående forskelligartethed blandt de bidrag, som vi modtog. At læse dem igennem – tekst for tekst – var ligesom at holde en mangefacetteret diamant op foran sig og dreje den, se den blinke tilbage. Vi er enormt taknemmelige for de tekster, som vi har modtaget, og vi vil gerne rette en tak mod dem, der har sendt dem ind.

Antallet af bidrag vi modtog viser, at det – omend brede – emne, er noget, der optager folk. Uanset hvor fokus lå, om det var på naturen eller klimaet eller løsningerne eller de frustrerende langsomme løsninger, har vi fået tekster med stor indlevelse. Særligt tekster om naturen, menneskets naturlige habitat, er ofte skrevet med stor længsel. Måske fordi de er skrevet indenfor, måske fordi de er skrevet efter en lang dag på et arbejde, som med sit klassiske kontorfællesskabskantethed ikke har særlig meget med menneskets naturlige ageren at gøre. Derfor går de sanselige beskrivelser af naturen igen, tror jeg, fordi vi nyder at læse om en hånd, der køres gennem lange strå, og at dagdrømme os selv ind i den situation.

Andre bidrag har afbildet en dystopisk fremtid, hvor læseren kan sanse brudstykkerne af en forandret verden. De verdener, vi bliver præsenteret for i teksterne, er karakteriseret ved et fravær af liv – og især fraværet af fugle optræder som et centralt symbol på tabet af frihed. Vandet, hvad enten det optræder i overflod i en verden, der drukner eller som fraværende i en verden, der lider af tørke, er endnu et essentielt element i teksterne, som giver læseren mulighed for at træde ind i en verden, som på én gang virker fjern men samtidig nærværende.

Der er altså helt af sig selv opstået nogle udtryksformer, tankerækker og symboler, som går igen igennem udgivelsen. Organiseringen af bidragene er dog som vanligt gjort alfabetisk – vi har bevidst valgt ikke at gruppere teksterne efter tematiske eller formmæssige forbindelser. Hvert bidrag indgår selvfølgelig i en form for forbindelse med, og bliver påvirket af, de andre bidrag, men det står læseren frit for at overveje betydningen af disse forbindelser, og hvad sammenfald i form, tone og indhold fortæller om, hvordan skrivende på netop dette tidspunkt i historien opfatter menneskeartens indfatning i naturen og påvirkning af klimaet.

Endnu en gang tak til alle, der har bidraget til udgivelsen, og tak til alle, der læser med.

Kh. fra Slagtryks redaktion,
Livia, Olivia, Seth og Mau

april

Aliasapril

– VED REDAKTØR ANNA LIVIA BOLJÉN LAMBERT

Det er april. Vejret er omskifteligt, og hvorfor ikke være som vejret, hvorfor ikke også have flere ansigter? For tiden leger jeg med tanken om, hvad jeg ville hedde, hvis jeg skulle have et alias (hvis jeg nu engang skulle blive DJ… eller digter!). Efter en ustruktureret, men grundig, research fandt jeg ud af, at der faktisk er rigtig mange forfattere, som har udgivet under pseudonym. Mange af de forfattere, som jeg læste om, havde helt almindelige dæknavne, men der var også mange, som havde fundet på noget sjovt. Et par eksempler:

• Boz (Charles Dickens)
• George Eliot (Mary Ann Evans)
• Florio (Fanny Purdy Palmer)
• Silence Dogood (Benjamin Franklin)
• Busy Body (også Benjamin Franklin)
• Lemony Snicket (Daniel Handler)

… Hvor min yndlings umiddelbart (og uden tøven) må udpeges til at være Lemony Snicket.
“What’s in a name?” spørger Juliet Capulet i Shakespeares (måske allermest) kendte stykke, Romeo and Juliet, og selv om hun giver sit svar i stykket, så vil jeg alligevel tillade mig at dvæle ved det. I må støve jeres gamle Shakespeareantologi af, hvis I hellere vil have Juliets svar.

Det må antages, at der findes flere årsager til at gemme sig bag et pseudonym. Den første og mest oplagte er, at man ikke kan udgive sine værker i sit oprindelige navn, fordi man i det tilfælde ville blive enten overset eller problematiseret (jeg tænker her på kvinder, der har taget sig et maskulint klingende alias for at undgå, at deres litteratur blev fravalgt på baggrund af deres køn).

Den anden – mindre oplagte – årsag er, at man simpelthen ønsker at tage en smule pis på omverdenen (Lemony Snicket, det er dig, jeg tænker på): det er simpelthen for kedeligt at være Hr. Eller Fr. Andersen, når man kan være Hr. Boz eller Fr. Busy Body.

Som jeg sidder her og skriver denne måneds redaktionelle tekst, falder der mig en ny årsag ind: Man kan også været havnet i en situation, hvor man har forfattet et tekststykke, hvortil ens navn simpelthen ikke passer. Jeg studerer til daglig økonomi på Københavns Universitet – et studie, hvor sproget reduceres til rå formidling af information. Alle metaforer, alle stilfigurer – alt, der spræller og gør en tekst levende – det skal luges ud, som var det ukrudt i en prydhave. Min gamle underviser plejede at tegne blomster i marginen på mine opgaver. Ikke fordi fordi opgavens sprog var fængende. Nej – det var, fordi jeg havde gjort mig skyldig i at begå en sprogblomst. Sproget var for spirende og for lidt to-the-point (hvilket for resten er lidt af en præstation, for det er ikke nemt at skrive med indlevelse om kronekrisen).

Denne redaktionelle tekst skrives ud fra, hvad der sejler rundt i mit hoved, og det gør den på en måde til min egen. Men i det øjeblik jeg underskriver mine opgaver, føler jeg ofte, at de er skrevet af en anden. Her ville et alias næsten være rart at have (Boz, ligesom Charles Dickens, måske? Det ville jeg stensikkert få en blomst i marginen for).

Når man så er afklaret med, at man ønsker sig et alias, så skal man til et finde på et. Her er det vigtigt, at man ikke jagter sit alias: det skal komme frivilligt til en, ligesom en slags mini-epifani. Præcis ligesom et digt kommer til Søren Ulrik Thomsen. Jørgen Leth lavede engang en dokumentar om Søren Ulrik Thomsen (tænk, et fedt alias: SUT). Det er på alle måder en meget stemningsfuld film, spækket med de bedste Lethske stillbilleder: ravne, der flakser op fra et træ; regn, der siler ned ad glasflader; kaffe, der snurrer rundt i en kop og endelig – SUT selv, siddende på mageligste vis i sin chesterfieldlænestol. Mens han sidder der, hører man en speak, indtalt af Søren Ulrik selv. På speaken lyder det: Når jeg skal skrive et digt, så lader jeg teksten komme til mig. Jeg jagter ikke digtet – jeg er en sø, og jeg lader digtet stige op i mig. Smukt sagt, sut! (og hvis man et kort øjeblik konkretiserer metaforen: hvad stiger op i en sø? Er der andet end de små iltbobler, som algerne danner, når de fotosyntetiserer?).

Jeg vil lade dette være en opfordring. Forestil jer, at I er søer (eller damme, vandhuller eller stille åer, hvad I nu føler jer som), og at jeres alias ligger dernede på bunden, pakket ind i grønligt dynd. Det er et spørgsmål om tid, før det river sig fri og stiger op til overfladen som en lysende boble af ilt. Så er opgaven bare at række ud … og tage det!

Noget andet, som blev rakt ud og taget, det var mikrofonen til det lanceringsevent, som løb af stablen i Kulturhuset på Islands Brygge d. 1. april. Her havde vi – os fra Slagtryk, hey! – fornøjelsen af at invitere til udgivelse af vores temanummer Mennesket, Klimaet og Litteraturen. 16 forfattere var repræsenteret i det temanummer, ti af dem kom og læste deres tekster op, og vi fire redaktører kunne ikke have ønsket os mere. Tak til jer, som kom, læste og lyttede!

Efter oplæsningerne pluggede det upbeat (og megafede) band VAKT deres guitarer in og satte toner på aftenen. Alle kender følelsen af en flad livekoncert, men tro mig, med VAKT på scenen kunne den følelse ikke ligge længere væk. VAKT skal I helt klart lytte til, hvis I ikke kom til arrangementet og hørte dem der.

Peace out!

– Anna Livia AKA Sascha Slinkova, Erik Skærild Hede, Isak Andersson eller Alma Estray