Redaktionelle tekster – Side 5

oktober

Tidsskriftet som springbræt, legeplads og læringsplatform

- ved redaktør Mau Lindow Tarbensen

I starten af oktober læste jeg for første gang egne tekster op for et publikum. Det var til en festival i universitetsregi, hvor jeg og forfatteren Hans Peter Madsen var inviteret tilbage til det trygge campusområde på Kasernen i Aarhus, hvor vi begge havde vores daglige gang som litteraturstuderende fra 2015-2020.

Lykkeligt blændet af lyset, der var rettet mod scenen, læste jeg mit langdigt i to dele højt for tilhørerne; kun anet som uklare omrids og mørke plamager på stolene. Efter nedtrædningen fra podiet ramte lettelsens rus. Den eksalterede følelse, der kan følge i kølvandet på noget, man næsten ikke tør, men frygtelig gerne vil og altså gør alligevel.

Da også Hans Peter havde læst op, blev vi begge inviteret op på scenen. Denne gang til en sofabænket samtale om, hvordan man skaber sig jobs i kulturbranchen efter endt uddannelse. Jeg gled af på den muligvis underforståede forventning om, at vi skulle tale om lønnet arbejde. Jeg fortalte i stedet om Slagtryk, samt sagde et par ord om, hvad litterære tidsskrifter kan i sammenligning med bogudgivelser.

Jeg fortalte, at jeg opfatter litterære tidsskrifter som seriøse foretagender, der fungerer som litterære eksperimentarier – og at det på ingen måde er to ting, der modsiger hinanden. Det er her, man kan sende tekster i proces ind, tekster, der ikke passer ind i et større tekstkorpus, tekster til tiden og tekster uden for den. Nødvendige tekster, der mangler et sted at være; der kræver at blive læst.

De litterære tidsskrifter er som seismografer, idet de kan vise, hvad der rører sig i vækstlaget i dansk litteratur netop nu – hvilke genrer, temaer og stilarter, der er oppe i tiden, og hvordan eksisterende ditto kan brydes, fornyes og gentænkes. Eller som tidligere redaktører på Slagtryk har formuleret det:

Tidsskrifter er et sted, hvor forfatterskaber begynder, eller hvor læseren finder mellemregninger og sidespring fra forfatterskaber, der allerede er etableret.

Citatet stammer fra temaet I Slagtryk før værkdebut, der opdateres flere gange årligt med debuterende forfattere, som tidligere har været publiceret i Slagtryk. Nogle gange kort tid før deres værkdebut, andre gange mange år forinden, som det for eksempel er tilfældet med Ingrid Nymo, der debuterede med Kloster på Forlaget Kronstork her i 2021, mens Nymo første gang var trykt i Slagtryk ti år tidligere, i 2011.

Litterære tidsskrifter er kort sagt både læringsplatforme og legepladser. De er oaser eller åndehuller, der frembyder sig i en forfatters skrivepraksis; de er trykventiler og litterære mødesteder. Et tidsskrift kan godt fungere som en trædesten i et spirende forfatterskab. Men tidsskriftet er andet og langt mere end det – det har sit helt eget økosystem.

september

Litteraturen som en lonely planet-guide deluxe

- ved redaktør Olivia Lyhne Broksø

Jeg har fornøjelsen af at opholde mig i Italien de kommende måneder. På en vingård uden for Siena, som dyrker Cabernet Sauvignon, Sangiovese og Merlot. Og så lige i tid til høsten! Det er første gang, jeg er i Italien, men heldigvis har jeg litteraturen med mig som guide. Både til kulturen, men også som en reel guide til det område, jeg befinder mig i.

Den mest kendte litteraturguide til en by er formentlig James Joyces Ulysses, som tager læseren på en detaljeret tur gennem Dublin, men også Ernest Hemingways A Moveable Feast kan stadig bruges som stringent guide på en tur rundt i Paris. Christopher Isherwoods Goodbye to Berlin havde jeg med mig, da jeg flyttede til Berlin på jagt efter en god fest efter gymnasiet. Derfor nød jeg særligt fortællingen om Sally Bowles, der også er inspirationskilde til musicalen Cabaret. Da jeg senere flyttede til Skotland, havde jeg Robert Burns’ højsang om både modige Jakobinere og det højland, de kæmpede for, med mig.

Nu er jeg her, med en frygtelig sparsom viden om både Italien og italiensk litteratur. Heldigvis er der hjælp at hente. De fleste italienere har i løbet af deres uddannelse læst Alessandro Manzonis Promessi Spoti (The Betrothed), og sikke en banger so far! Den er skrevet i første del af 1800-tallet, foregår i det spansk-besatte Lombardiet i 1620’erne og er Manzonis store kulmination på sine interesser indenfor litteratur, historie (wow, der er meget historisk afklaring, men skrevet så let, at det nemt glider ned), og en seriøs katolsk vækkelse. Intet vidste jeg om italienske prinser og fyrstedømmer, italiensk 1600-tals lovgivning på ægteskabs- og ejendomsområdet, bravos (en slags vagabonder, som kan hyres til ret beskidt arbejde), eller livet som munk i perioden. Endnu har jeg meget at lære, men heldigvis har jeg stadig 400 sider tilbage af bogen. Det er noget af en moppedreng, som forfatteren i øvrigt genskrev på “toscansk” 20 år efter, den udkom, efter først at have skrevet den på en blanding af de dialekter, som gav mening for karaktererne. En anden prins, Tomasi di Lampedusa, har skrevet Il Gattopardo (Leoparden), der først udkom efter hans død i 1958, og som handler om en prins i 1860’erne, der må gøre op med sig selv, hvorvidt han må give sig hen til forandringens vinde eller forsøge at bekæmpe dem. En tilstand Italien virker til ofte at befinde sig i. For at tage mig med tilbage til krigen i Italien (og her i Toscana, hvor jeg bor), læser jeg Iris Origos War in Val d’Orcia – hendes dagbog fra 1943-44. Og så læser jeg selvfølgelig Frances Mayes’ Under the Tuscan Sun. Det er med den helt store fare for at blive frontrunner på live-laugh-love-segmentet, men man kan slet ikke undgå at blive fortryllet af hendes beskrivelser af mennesker, landskaber, planter og MADEN! Man får lyst til at styrte ned til den lokale grønthandler og give sig i kast i køkkenet. Hvilket jeg så gør.

Jeg er naturligvis meget begrænset af mit ringe italienske, som gør, at jeg er nødsaget til at læse på engelsk. Derfor kan jeg også kun læse italienske værker, som er så store, at de er oversat. Eller, hvilket der også er meget af, udlændinge der skriver om Italien og italienerne. Af samme grund har jeg også en snigende fornemmelse af, at jeg misser de helt særlige perler. Så kan man jo heldigvis drømme om at komme igen en anden gang, måske når jeg har taget italiensk på aftenskole et par år. Eller giver mig helt hen til idéen om selv at købe en vingård, hvilket helt sikkert er mere romantisk i teori end i praksis.

I redaktionen genstarter vi efter sommerferien med nye kræfter. Byd velkommen til Anna Livia Lambert, Uzma Akbari og Seth Marvin Andersen – vi glæder os til at læse sammen med dem! Et stort tak til Astrid Kjær Olling for hendes arbejde på redaktionen det sidste år, og held og lykke på forfatterskolen i Bergen. Vi glæder os til at læse mere fra hendes hånd.

juni

Redaktøren som litteraturens jordemor?

I en kommentar i Weekendavisen #14 skriver skribent og redaktør Kathrine Tschemerinsky:

Med fremkomsten af sociale medier troede vi, at behovet for redaktører forsvandt. Det var frisættende ikke længere at blive forstyrret og begrænset af en autoritetsfigur, der blokerer os med et word-dokument fyldt med overstregninger og kommentarer. Men redaktør er ikke kun en stillingsbetegnelse, det er også ideen om, at forbedring sker gennem samtale, en samtale, der pr. definition er kritisk.

Kommentaren handler om sproget på sociale medier, men pointen er også relevant for os, der arbejder med litteratur online, hvor vejen fra modtagelse af et bidrag til publicering er langt kortere, end i både fysiske tidsskrifter og på forlag. Ofte går der kun få dage, fra et bidrag antages af en af os redaktører, til det lægges op på siden. Alligevel sker det næsten altid, at teksten i nogen grad når at ændre karakter i løbet af de dage.

Jeg er enig med Tschemerinsky i, at vi må arbejde aktivt for at undgå degenerering af sproget ved at insistere på nødvendigheden af både at kunne modtage og give sproglig kritik – i den konstruktive betydning af ordet, der både kan tage form af åbne spørgsmål, fingerpeg, håndsrækninger og redningsplanker.

Her i Slagtryks redaktion er den kritiske samtale (i et tilfældigt, glædeligt sammenfald med forårets komme) for alvor begyndt at blomstre. Vi diskuterer ivrigt bidragene og skriver frem og tilbage om ændringsforslag.

For at kunne give god kritik, gør vi først og fremmest vores bedste for at forstå en tekst på dens egne præmisser. Det vil sige, at vi gør vores bedste for at sætte parentes om vores personlige præferencer og idiosynkrasier, for at kunne forholde os åbent og nøgternt til det indtryk, teksten gør, med det udtryk, den har. Herefter løfter vi blikket og overvejer: Vil nogle justeringer i udtrykket få tekstens helhed til at stemme bedre overens med de strenge, der allerede slås an; med tematikken, med stemmen og tonen? Bliver teksten stærkere af, at visse ord udelades, den sidste sætning streges, et par kommaer flyttes?

Når vi arbejder med litteratur, arbejder vi med, hvordan man indfrier eller befrier et allerede iboende potentiale. Som redaktører søger vi hverken at hæve os op over tekst eller forfatter, men at imødegå, sensibelt og tentativt, med en fast overbevisning om, at alting i en tekst er betydningsfuldt, om det så drejer sig om syntaks, grammatik, ord- eller formuleringsvalg.

Med en metafor kan man måske derfor sige, at teksten er forfatterens, mens redaktøren er dens jordemor. Man kunne dog også argumentere for, at den slags metaforik er fjollet og unødvendig, når budskabet allerede er gået klart igennem … Hvad synes du?

Til sidst vil jeg gerne opfordre alle skrivende læsere til at skabe eller deltage i skrivefællesskaber, hvor I modtager kritik på egne tekster og giver kritik til hinanden. På Slagtryk giver vi ikke begrundede afslag, men helt sikkert er det, at et afslag ikke bør ses som en afvisning, men derimod som en opfordring til at arbejde endnu mere med skriften – og her kan et skrivefællesskab være virkelig givende. Ligesom én fugl i hånden er bedre end ti på taget, lærer man utvivlsomt mere af at få respons på én sides tekst end af at skrive ti sider direkte til skrivebordsskuffen.

Som altid: Af hjertet tak for at betro og berige os med jeres bidrag.

*

Nye redaktører Det er med lige dele begejstring og taknemmelighed, at vi ønsker Klara Li Scheutz og Shosha Raymond velkommen i redaktionen! Klara har en kandidatuddannelse i kunsthistorie v. Københavns Universitet, hun har gået på Gladiators 1-årige forfatterskole og har tidligere arbejdet som formidler på kunstcentret CC og som redaktør og skribent for kunstmessen CHART. Shosha debuterede som forfatter i 2018 med kortromanen Stillezone på Forlaget Gladiator. Hun har desuden arbejdet med litteratur i kraft af bl.a. foredrag, oplæsninger og redaktionel feedback på højskoler.

Patreon I starten af april fik vi Slagtryks Patreon sat på skinner med to oplæsningsvideoer. Støt Slagtryk og få adgang til tre fede oplæsninger hver måned! Pengene går ubeskåret til at afholde litterære arrangementer, samt til at forbedre Slagtryks online platform.

maj

Om at udgive tekster som singler

- ved redaktør Astrid Kjær Olling

I februar skrev jeg om, hvordan ny teknologi kan skade bogmarkedet. Hvordan nethandel lukker boghandlere i Tyskland og truer det danske bogmarked. I dag vil jeg i stedet vende blikket mod, hvordan ny teknologi kan være gavnlig og åbne bogformatet op. Eller måske rettere skille formatet ad og tænke tekster mere adskilt, som selvstændige værker, ligesom man ofte gør med sange – og ligesom vi i Slagtryk gør ved at udgive tekster løbende.

De første bøger lignede ret meget de bøger, vi har i dag: en samling sider omsluttet af bogbind, som man læser fra den ene ende til den anden. Musikformater derimod, har skiftet meget gennem årene, fra vokscylinderer til plastikdiske. Når formatet skiftede, mødte musikken et nyt benspænd, som samtidig gav muligheder. For eksempel gjorde vinylen, at man tænkte en plade inddelt i A- og B-sider. Og CD’en gjorde det muligt at lægge et usynligt hidden track ind, til dem der lader den spille længe nok, efter sidste nummer er sluttet.

Nu er det litteraturen, der møder et stort formatskifte, til det digitale. Den overgang er en mulighed for at gentænke det klassiske kronologiske sideforløb, som bøger som regel har. Her kan litteraturen lære af, hvordan andre kunstformer har tilpasset sig. Man kunne for eksempel overføre musikkens singler og mixtapes til litteraturens verden. Nogle artister vælger at udgive sange fra et kommende album drypvis, før det hele udgives. På samme måde kunne tekster udkomme online i singler, der til sidst samledes til en e-bog. Dem, der er ivrige efter at læse samlingen, kan få den på forskud, og dem, der er mere forbeholdne kan nøjes med et par hit-tekster. Det ville sætte de enkelte tekster fri fra bogen eller tidsskriftets udgave.

Når tekster er løsrevne, giver det også mulighed for at sammensætte dem på ny, ligesom man gør med sange i playlister. Der findes selvfølgelig allerede antologier og forfatterskabsudpluk, men det er ikke så almindeligt, at læsere selv sammensætter tekster på kryds og tværs. En bog lægger ikke op til den måde at sortere tekst på, som Spotify gør for sange. Forestil dig at læse litteratur på en platform, der indbyder til, at man smækker en række tekster sammen til en ven som et mixtape med personlige anbefalinger. Eller selv samler en mappe tekster, som man synes bruger et særlig spændende greb. Helt uden at skulle finde kopimaskinen og klippe-klistre-grejet frem. På den måde kan litteraturen bruge nogle af de rammer, som allerede giver liv til musik.

Noget andet, som poesien kunne lære af musikken, er den måde, folk omgås yndlingssange på. Jeg bliver ved med at vende tilbage til sange, som påvirker mig emotionelt, mens jeg tilgår digtsamlinger som en helhedsoplevelse. Det er skønt at høre et album fra ende til anden, men jeg nyder også at høre mine yndlingsnumre for sig selv. Det tror jeg til dels har at gøre med, at jeg tænker sange mere adskilt fra albums end digte adskilt fra digtsamlinger. Men sådan behøver det ikke at være.

Litteraturen behøver ikke at nøjes med at lære af musikken, den kan også mødes med musikken. Når tekster bliver digitale, bliver det nemmere at blande kunstformer sammen. Indimellem modtager vi bidrag, som gør netop det. Se for eksempel Marie Triers fine oplæsningsvideo, eller gå ind på vores Patreon, og hør den oplæsning, Havhus lavede sidste måned.

—

På vores Patreon udkommer der hver måned oplæsningsvideoer. De koster kun seks kroner, og pengene går til at holde events – også uden for København!

februar

Nej tak til algoritmedrevne bogvalg

- ved redaktør Astrid Kjær Olling

I morgen åbner boghandlerne igen, sammen med de fleste andre butikker. Nedlukningen har ændret mange af vores vaner – også vores læsevaner. Ifølge en undersøgelse foretaget af Saxo, læste 33% af de adspurgte mere i foråret 2020 end tidligere. Vi læser også mere digitalt, både flere lyd- og e-bøger.

Når man søger efter en bog på nettet, er det tit Saxo, der kommer op som det første resultat. Om nogle år er det måske Amazon. Jeg vil gerne slå et slag for at tage en omvej ind til forlagenes egne hjemmesider. Især når man handler bøger, der udkommer på de helt små. I Danmark har vi netop haft et boom af nye mikroforlag. Antallet af små, kunstnerisk funderede forlag er steget de sidste ti år. Sådan et mylder er ikke set siden 70’erne. Den diversitet er værd at værne om.

I maj sidste år indgik Gyldendal en aftale med Amazons datterselskab Book Depository. Det er deres først skridt ind på det skandinaviske bogmarked, hvor de hurtigt kan få dominans. I Tyskland har Amazon allerede påvirket bogmarkedet drastisk. De sidder nu på 50% af onlineomsætningen. Det er da også meget praktisk at handle de fleste bøger fra samme site, men den lille luksus kommer med en stor pris. Noget af det, der gør Amazon så nem at bruge, er deres sorteringsalgoritme. Når du browser, bruger algoritmen data om dig og din adfærd på siden til at anbefale dig produkter, du sandsynligvis er interesseret i. Det er smart og tidsbesparende – og så er det med til at styre og ensrette vores smag. Algoritmen er bedst tjent ved at anbefale dig produkter, der minder om det, som du i forvejen synes om. Og den er god til det. Du kender måske oplevelsen fra Spotify. Lytter man først til én musical, er det ikke til at komme af med den Daily Mix med musicals. Vi kommer aldrig til at vide præcis, hvordan hverken Spotify eller Amazon sorterer vores feed. Det er en forretningshemmelighed, som de har ret til at holde på. Hvorvidt de bør have lov til det, er en anden snak. Men en ting er sikker, algoritmen er optimeret efter salg. Ikke gode læseoplevelser. Ikke udvidelse af din litterære horisont.

Danske boghandlere og forlag kan ikke hamle op med techgiganten Amazon på deres spidskompetence, e-handel. Men mikroforlagene kan til gengæld konkurrere på deres værdier. De er ofte startet med passion og en unik udgivelsesfilosofi. Tag f.eks. forlaget Rebel With A Cause, der fokuserer på underrepræsenterede stemmer, især kvinder. Eller forlaget Cult Pump, der udgiver især tegneserier og billedbøger, der er inspireret af punk- og undergrundstegneserier. Og så er der forlag som Arena, Gladiator, Korridor, Kronstork, Silkefyret og Vild Maskine, der satser på de kunstneriske udgivelser og oversete oversættelser. Hvis vi gerne vil blive ved med at have den slags forlag, må vi støtte dem direkte ved at købe bøger af dem.

—

Hvis du vil spare på fragten og få råd til flere bøger, kan jeg anbefale mikrofest.dk. Det er en online boghandel, der sælger bøger fra mikroforlag. Jeg håber, I vil give hjemmesiden et kig, for kun med sorte tal på bundlinjen kan forlæggerne blive ved med at prioritere litteratursyn over salgspotentiale.

Af forfattere tidligere publiceret i Slagtryk, kan vi anbefale nogle nylige udgivelser: Thomas Kirks legesyge debut ‘Hvad siger sproget’ fra Vild Maskine og Jacob Lassens debut ‘Som var en solstråle fanget i en spejlsal’ fra Forlaget Forår. Både Thomas og Jacob har været i Slagtryk forinden. Læs første bidrag i Slagtryk fra Thomas her og Jacob her. Også Mirian Due, som Slagtryk har haft glæde af bidrag fra, er aktuel med digtsamlingen ‘Vågent’ på Kronstork.

december

Slagtryk nr. 100 – og en håndfuld nye tiltag

- ved redaktør Mau Lindow Tarbensen

99 udgaver og mere end seks gange så mange bidrag er gået forud for denne udgivelse: Du sidder lige nu med Slagtryk nr. 100 på skærmen foran dig.

Måske du ligesom jeg har forspist dig i julen, fordi der ikke var så mange deltagende til ædegildet som vanligt, mens madmængden af uransagelige årsager var uændret. Men nu er det heldigvis tid til at skifte den tunge mad ud med champagne, og den magelige juletræstraven ud med nogle mere løsslupne bevægelser, når vi danser 2021 ind. Efter festen glæder vi os til at tage hul på et godt år med et væld af digte (og vacciner).

Slagtryk startede i februar 2011, og vores platform har selvfølgelig udviklet sig i årenes løb. Den visuelle profil har for eksempel forandret sig en del siden tidsskriftets begyndelse.

I redaktionen har vi i den seneste tid truffet en række beslutninger om ændringer, der er mindre synlige, men ikke mindre vægtige.

Vi har besluttet at rette vores fokus mere direkte på at forbedre Slagtryk ved bl.a. at afholde flere oplæsningsarrangementer og forfattermøder og blive mere synlige i det litterære landskab. Det er en af grundene til, at vi har valgt at udfase de kvartale honorarer til udvalgte bidragydere.

I februar 2021 relancerer vores Patreon. Her giver vi jer adgang til ekstramateriale, der ikke lægges op på hjemmesiden, som tak for, at I støtter vores tidsskrift. Vi glæder os til at skyde projektet i gang med en række videooplæsninger fra nogle af månedens bidragydere, og vi har flere ideer i støbeskeen, som kan være med til at gøre litteraturen endnu mere nærværende.

Når vi søger økonomisk støtte, er det også med et mål om på sigt at kunne honorere alle tidsskriftets bidragydere. Forfattere har umådeligt trange kår i Danmark, og her på redaktionen vil vi gerne gøre den smule, vi kan for at vise, at vi anerkender skrivning som et erhverv på linje med alle andre. Derfor kommer vi på sigt til at aflønne bidragyderne så snart, vi har økonomisk råderum til det.

Desuden har vi fået Pernille Krog Jensen og Louise Holst Sørensen med på holdet. Pernille er vores nye grafiker. Hun laver opslag på vores Instagramprofil, så I kan få en forsmag på de bidrag, vi publicerer. Louise hjælper os på sin side med at holde styr på økonomien. Sammen med os, det nye hold redaktører, er de med til at vedligeholde og forbedre tidsskriftet, så det fortsat kan køre på skinner.

Her på redaktionen håber vi, at I får tid til at skrive og sende tekster ind i januar måned. Selv vender vi stærkt tilbage i februar, så svartiden kan godt være lidt længere end vanligt.

Godt nytår til alle!