Redaktionelle tekster – Side 6

november

Vinterens mørke (og hårfarver)

- ved redaktør Kasper Knudsen Muusholm

Hvad rammes vi af i november og december? Er det julens glæde, eller er det vinterens mørke, som rammer sjælens humør? Det, at lyset og mørket føles anderledes end om sommeren? Den der lyse morgen som vækker os til live efter en fest, måske, sådan er det jo ikke om vinteren. Et er sikkert: Vi bliver næsten alle sammen påvirket af det.

Her kommer jeg til at tænke på min bedstefar:

Min bedstefar er ved at være de 92 år gammel, og det har sat sit præg på hans sindsstemning og hukommelse. Min mor og jeg får ham en gang imellem til at fordybe sig i minder om konger, samfundet og kulturen. Så dukker gamle historier op, frække sømandssange og de allerførste minder fra Christianshavn. Hans fortællinger kan føles som et stearinlys i en vindueskarm der midt i vores gader. De har noget smukt over sig, som bliver særligt tydeligt, når der er så meget mørke omkring os. Både vinterens mørke, men også det som kommer af alderdommens evige påmindelse om, at nu er døden snart hos én. Derfor er det så vigtigt, at vi netop nu er noget for hinanden, og selvom corona gør det sværere for alle, må man slå til, hvor man kan. Min bedstefar får mig til at overveje, hvad det vil sige: Hvordan man slår rigtigt til og gang på gang kommer gennem vinteren.

Jeg forsøger at springe til der, hvor glæden finder sted for at lykkes med både at få en god jul og ikke mindst vinter. Det handler for mig om at finde den gnist i sneen, der får snemandens hjerte til at smelte – og at nyde den sprøde luft, den kolde luft. Lidt lige som jeg ser for mig, at man finder det smukke i naturen i bogen Blomsterdalen af Niviaq Korneliussen. En bog som i den grad omhandler mørket og døden, men som hægter sig ved naturens skønhed.
Det handler om at se lysene på træet, høre sangen fra koret. Holde lidt afstand til hinanden, men sende så meget kærlighed og så mange bløde øjne til hinanden, at det alligevel varmer. Og så ellers bare vente på, at solen endnu engang varmer på os og vores sorte beklædningsgenstande.

Til sidst:

Jeg vil til sidst anbefale at gøre noget selvkærligt. Få en ny hårfarve, det har jeg gjort. Eller køb et genbrugt stykke tøj. Se de nærmeste. Drik et glas vin, eller bare nyd, at vinteren også har så meget at byde på. Du skal bare finde det.

Håber alle kommer godt ind i december.

oktober

Oversættelsens forskydninger

- ved tidligere redaktør Eva Obelitz Rode

Når jeg tænker på oversættelse, tænker jeg tit på Herta Müllers værker. Selvom de ofte handler om hendes opvækst i en tysksproget landsby i Rumænien og det diktatur, hun voksede op under og sagde fra overfor, er det altid gennem sproget, at fortællingen udspringer.

Fordi Müller voksede op som del af et tysk mindretal i Rumænien lærte hun højtysk i skolen og talte landsbyens dialektale tysk derhjemme. Da hun blev ældre og flyttede til byen, var det først der, at hun lærte rumænsk. Og det gjorde hun ved at lytte. Hun skriver:

Når omgivelserne kun siger det man ikke kan, lytter man med hele egnen til sproget. Og bliver man længe nok, så lærer den på egnen værende tid sproget for en.

Ved at lytte forstår hun, at selvom man oversætter et udtryk fra ét sprog til et andet, så betyder det ikke nødvendigvis det samme. Fx om vindens bevægelse. Hun fortæller, at det på tysk hedder ”vinden har lagt sig”, mens det på rumænsk hedder ”vinden er standset”. Disse observationer viser det arbejde, der ligger i at oversætte; at overføre en betydning eller stemning til et nyt sprog og de billeder, der automatisk følger med – og hvor forskellige, de kan være. På den måde peger den nye tekst, oversættelsen, også altid tilbage på originalen.

Som Herta Müller så smukt formulerer det:

Næsten enhver sætning er et andet blik. Rumænsk så anderledes på verden sådan som dets ord var anderledes.

Når jeg oversætter, læser jeg. Det en gentagende og mere koncentreret læsning. Som oversætter har jeg ikke mulighed for at læse henover en sætning, jeg ikke helt forstår. Hvis sætningen slår knuder, og det vel at mærke ikke er hensigten fra originalteksten, må jeg gå et skridt længere ned i teksten. Dissekere hvert enkelt led i sætningen, prøve forskellige ord af. Selvom der kan være et ord, der umiddelbart ligger lige for som det direkte oversatte, er det ikke sikkert, at det er det bedste valg for teksten som helhed. Fx ville jeg normalt oversætte to follow the straight line til ”at følge den lige linje”. Men da jeg stødte på netop denne sætning i arbejdet med at oversætte en tekst af queerfeminist og affektteoretiker Sara Ahmed, hvor afsnittet bl.a. handlede om et queer barn, hvis familie slår hånden af det, ligger der naturligvis et ordspil i det engelske straight, der både kan betyde heteroseksuel og lige. Der skulle derfor noget mere til og efter en diskussion med det oversætterkollektiv, jeg arbejdede sammen med, besluttede vi os for oversættelsen ”at følge den rette linje”. Tanken bag rette er ordet ”afrette”, der kunne fungere lidt ligesom straight samt at der i en af de andre tekster også fremgik et udtryk med et barn, der skulle ”rettes ind” eller ”blive afrettet”.

Oversættelse kræver derfor et større fokus på de sproglige finesser. Lidt ligesom Herta Müller viser; det ligger i detaljerne, hvordan vinden opfører sig. Det kan være vildt frustrerende, når et ordsprog fx ikke er direkte oversætteligt, men samtidig kan det udvide forståelsen af ens eget sprog. For når det fx på svensk hedder at lägga benen på ryggen bliver jeg opmærksom på det danske udtryk ”at tage benene på nakken”. Der er ikke den store forskel her, men der er stadig små forskydninger, der kan vise sig at være relevante i en tekst, hvis brugen af et udtryk eller ord ofte går igen og derfor vægter højt. Hvis det er ryggen, der fx går igen, mister udtrykket en kobling, når det på dansk er ”nakken”. Der er også valg, der uanset hvad ofte ikke kan hamle op med originalen. Fx skriver Herta Müller, at ordet ”gane” på rumænsk betyder mundhimmel – der kommer gane lidt til kort, men at skulle bruge fx ordet mundhimmel kan også gøre, at læseren ikke forstår, hvad der menes.

Ofte kan der være ledetråde eller direkte henvisninger andre steder i teksten, der kan guide en til, hvordan et udtryk kan oversættes. Og de er vigtige at få øje på, hvis ikke i første læsning, så i anden eller tredje. Tit må jeg vende og dreje et ord eller en sætning flere gange eller lade den ligge lidt tid, før jeg vender tilbage. Eller sende teksten til ens redaktør, medoversættere eller en ven. For det kræver nemlig ofte et nyt blik, hvis der er noget, der virker knudret. Det er lidt ligesom, når man ser en film flere gange – jo flere gange, man ser den, jo bedre øje har man for detaljerne. For de små forskydninger, de steder den kommenterer på sig selv.

Jeg forsøger at tage dette andet blik med mig. For der åbner sig nye veje ind i en tekst, når man deler den op, læser bagud og genlæser. Eller måske ligefrem tænker over, hvordan en sætning ville lyde på dansk, engelsk, svensk i stedet for det originalsprog, man nu læser. For en oversættelse er også en åbning; en anden måde at læse og forstå teksten eller verden på.

Derudover er oversættelse i sig selv en åbning til en anden verden af litteratur. Jeg har længe søgt mod Sverige, hvis der var en bog, jeg ikke kunne læse på originalsproget, og som ikke var at finde på dansk, for at finde denne åbning til lande og kulturer, jeg ellers ikke ville have adgang til. Derfor er det vidunderligt nu at opleve små forlag som fx Palomar og Kosmos, der bl.a. har udgivet russiske værker, der i Sverige betragtes som essentielle, men som ikke før har været at finde på dansk. Hertil vil jeg også pege på forlaget OVO Press, der netop har udgivet Frank B. Wilderson III samt Audre Lorde og det nystartede forlag Harpyie, der allerede har udgivet to fantastiske nyoversætte værker og har mange flere på vej.

Alle disse værker er med til at åbne op for nye verdener og med dette andet blik måske også en ny, mere koncentreret, måde at læse på.

Citater og henvisninger er taget fra Herta Müller, Kongen bukker og dræber (2010), oversat ved Karsten Sand Iversen.

– – –

Generationsskiftet er en realitet – Thomas Glud er stoppet efter mere end 3 år som redaktør og ukuelig idegenerator. Erik Scherz Andersen, der grundlagde Slagtryk for 10 år siden, stopper som redaktør ved årsskiftet. Udskiftningen i redaktionen har været planlagt siden sommer, så viden ikke gik tabt og Slagtryk kan fortsætte ufortrødent.

september

Om at udgive litteratur

- ved tidligere redaktør Sidsel Andersen

Alle der har udgivet tekster og bøger ved, at det er en tidskrævende og ofte ret dyr proces, der – især for mange mindre, kvalitetsbevidste forlag – sjældent er rentabel. I hvert fald ikke ud fra en økonomisk optik. Det er faktisk ofte en ret dårlig forretning at udgive kompromisløs litteratur. Når vi så alligevel er hundredevis af forlag i Danmark, der bringer kvalitetslitteratur til en befolkning, som læser færre og færre bøger, så er det fordi den litterære tekst kan noget helt særligt.

Men én ting er teksten, der findes. Noget andet er teksten, der endnu-ikke-er. For selvom vi nok er mange, der sætter pris på at de gode bøger findes derude, så er vi nok en del færre, der har et lidenskabeligt forhold til den endnu-ikke-udgivne men du-forstår-slet-ikke-hvor-vigtig-en-tekst-det-er, som alle bør læse.

Når jeg som redaktør (bl.a. tidligere på denne platform og nu på forlaget Harpyie) tager stilling til uopfordrede og tilsendte tekster må jeg alligevel sommetider spørge mig selv: Hvorfor egentlig udgive litterære tekster?

Det korte svar? Fordi jeg ikke kan lade være. Det lange er mere pelset og måske en smule fluffy. Men en del af det lyder sådan her: Hvis du vil have noget til at eksistere, så må du selv give det en plads i verden. Og det kan du gøre, hvis du har en platform.

At tage stilling til at udgive litterære værker kan være helt vildt angstprovokerende. Øjeblikket, hvor du åbner teksten og ikke ved, hvad der gemmer sig derinde, men ved at du sidder med magten til at vælge og vælge fra. Læsningen, hvor du bygger teksten op, billede for billede, fylder huller ud, lærer værkets stemme at kende og måske endda drømmer konturerne af et værk.

Når det kommer til stykket, er du sjældent i tvivl, når du møder den.

For den gode tekst inviterer dig indenfor i et rum, der kan synes besynderligt, unheimlich, klaustrofobisk eller omfavnende. Du genkender det, du aldrig har set det før, erkendelsen er et slimet spor ned ad rygraden. Den lune fornemmelse i mellemgulvet, skammen brænder under kinderne. Det er næsten som at komme hjem. Ligeså mange gode sætninger, tekster, bøger – lige så mange reaktioner, voldsomme eller briseagtige. Men du kender måden, den sætter sig i maven på. Dén der følelse. Det gør jeg i hvert fald, når jeg læser en tekst, der vil mig noget, og som jeg ikke bare sådan lige kan slippe igen og som ikke vil slippe taget i mig. Herta Müller har et fantastisk udtryk om kvalitet i en tekst, der hedder: begynder den tavse vildfart i hovedet eller ej.

Den gode tekst kan skubbe til mit verdensbillede. Det kan den gøre på alle mulige uventede måder, og det kan ofte være helt umuligt at lokalisere, hvor, hvornår og hvordan det skete, men noget vendte sig i maven, noget blev flyttet rundt i tankerne. Og lige dér er jeg ret ligeglad med hvorfor.

Læsningen er en forførelse, og det kan være let og lykkeligt kun at læne sig op ad det, instinktet, og glemme at du er en læserkrop. En specifik læserkrop med en specifik erfaringshorisont. Som litterær gatekeeper har du et ansvar, når du udgiver litteratur. Et ansvar for at opdyrke og udgive gode og vigtige tekster. For at opstøve og give plads til nogle af de stemmer, vi ikke så ofte hører. For at ændre verden, bare en smule.

Der er ikke noget uskyldigt ved at vælge og vælge fra.

– – –

Vild Maskine har sponsoreret september måneds udgave af Slagtryk. Støt dem og andre små forlag ved at købe deres bøger på Mikrofest. Der er 25% rabat på alle bøger i september.

august

Mens vi venter på 2020

- ved redaktør Olivia Lyhne Broksø

Det er, som om 2020 aldrig kom rigtig i gang. Både Danmark og det meste af verden har været helt eller delvist lukket ned i et halvt års tid, og da der langsomt blev åbnet op igen, gik mange på sommerferie. En sommerferie, hvor der er blevet rejst mindre end sædvanlig. Derfor har 2020 for mange også været et år præget af en sælsom blanding af frygt for det uvisse og uendelig kedsomhed. Er man privilegeret nok, har en af 2020s største udfordringer været, at man har opholdt sig for meget i sit eget hjem.

Her kan litteraturen være behjælpelig, både med frygten og kedsomheden. Bogen er både et fysisk velkendt objekt og læsningen en vant aktivitet at holde fast i, når tiden er usikker. Og så tilbyder litteraturen en verden at rejse ind i og rundt i, når det ikke er muligt at rejse selv. I starten af nedlukningen læste jeg alle Dumas’ bøger om De Tre Musketerer, og nød hvordan karakterernes hele spillerum, med alt hvad det indebærer af sociale koder og samfundsstrukturer, virkede så uendelig langt væk fra mit eget. Hvordan jagten på dronningens diamanter er en eventyrlig og farefuld færd, som karaktererne i fællesskab kaster sig hovedkulds ud i. Undervejs får de penge, og mister dem lige så hurtigt igen. Tager elskerinder, men er for det meste hurtigt videre. Tager kampen op mod alle, høj som lav, der på nogen måde står i vejen for dem eller betvivler deres ære. Og så er de videre igen. En duel er et lille undseeligt kapitel for dem. Det er en befrielse at læse om et sådant drama, som bliver taget så let. Senere læste jeg HHV FRSHWN af Hanne Højgaard Viemose, som med sine smukke beskrivelser af Island giver længsel mod naturen og det ukendte. Og med en humoristisk invitation ind i et forvirret hoved også gav mig lyst til at omfavne eget nedlukningsvanvid. På en kærlig måde. På ”du gør hvad du kan”-måden.

I et sommerhus i Marstal på Ærø begyndte jeg at læse Vi, De Druknede af Carsten Jensen. Fortællingen tager udgangspunkt i Marstal, men bevæger sig over hele verden. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at sømændene dengang omkring 1900-tallet har været usædvanlige med deres kendskab til fremmede kulturer, mens vi nu er generationer, der rejser som det mest naturlige i verden. Og lige præcis derfor bliver fremmedgjorte, når vi pludselig ikke har muligheden. Så må vi rejse gennem bøgerne. En god empatisk øvelse, som med al sandsynlighed ikke bliver mindre nødvendig fremover.

Nu går sommeren på held, og for de fleste starter hverdagen op igen, mere eller mindre som man kender den fra før corona. Måske vågner 2020 op til dåd og giver os fire forrygende måneder at slutte af på. Men ellers har vi altid litteraturen.

På Slagtryk har vi fået fire nye medlemmer af Redaktionen: Astrid, Mau, Lasse og Olivia. Det betyder også at der kommer til at ske en masse forandringer og nye tiltag, som vi glæder os til at dele med jer. Vi glæder os til at tage fat og dele en masse spændende ny litteratur og læseglæde med jer!

juni

Læsningen igennem forskellige aldre og situationer

- ved redaktør Thomas Glud

De fleste har det med læsning som med luksus. Det er noget man gør, når man har tid, lyst og penge. Sådan er det især med lyrik og kortprosa – det eksperimenterende og formbrydende er flødeskum på tilværelsen og roser i forhaven, svaner på søen, trøffelolie og safran.

Men forestil dig et rum eller en livssituation, hvor det at læse er intet andet end smør på brødet.

Tag fx barndommen. Her er læsning lig med læring. Læsning er en slags forklaring af den store virkelige verden, barnet er landet i. Fra de simpleste farverige stofbøger, som ikke adskiller sig fra tøjdyret, til pegebogen, pixibogen, billedbogen og højtlæsningsbogen – alle fortolker de vejen ud i verden med befriende nødvendighed.

Den studerende har ordene som sit levebrød, og hvis han eller hun ikke har lært at læse, så bliver læreårene i de højere luftlag svære. De nødvendige tekster vil være faglitterære, men sky ikke skønlitteraturen eller det velskrevne essay, digtet eller kortprosaen. Når den studerende skal til at skrive opgave, vil det være så meget nemmere at formulere sig på skrift, beskrive verden, hvis en smule lystlæsning har været blandet op i studiebøgerne. Den der kan læse kan nemlig også skrive.

Når man bliver forælder sejler ens egen læsning agterud, fordi karriere, vasketøj og søvnmangel sluger overskuddet, men uundgåeligt højtlæsning står stadig på menukortet. Der skal læses godnathistorier og godmorgenhistorier, og ofte vil det være ens egne øjenlåg, der først falder i. Pludselig skal nogen lære at læse, og læsningen skal videregives som en gave – en af de pladser i skyggen der er tilladt og ikke kræver en netforbindelse. Læsning er en slags kvalitet – tilbagetrækningen er en slags lindring og en slags indsigt på samme tid.

Udenfor de ovenstående situationer står læsningen over for et frit fald. Biblioteker taler om livslang læring, men alt tyder på, at det kun er et fåtal som forbliver bogstavslugere og kontemplerer livet gennem litteraturens kaleidoskop. Læsning er et tilvalg og den tager en del af den tid man har til rådighed som menneske – den tid hvor man også skal se serier og hænge ud med vennerne. Konkurrencen i et moderne liv er stærk, og man må spørge, om et liv med frie valg i virkeligheden er der, hvor litteraturen er stillet dårligst?

En interessant og tankevækkende modsætningen til det frie valg må være fængslet, en samfundsinstitution som i sin genskabelse af en normal hverdag bl.a. har egne biblioteker. Fængslet er i den grad kendetegnet af at være tilbagetrækning – der er tid til at tænke – og det afspejler udlånstallene på de interne biblioteker ligeledes. I 2010 var udlånstallet pr. indsat 45 titler i Østjyllands Statsfængsel.

Frihedsberøvelsen er den ultimative modsætning til netop den oplysningstilstand og dannelse, som læsningen bl.a. bidrager til, men i det paradoks ligger der måske den sandhed begravet, at læsningen og teksten som medie fordrer et tilvalg af stilhed, fordybelse og refleksion.

– – –

To redaktører forlader desværre redaktionen. Asta Broe Borch starter på Biskops Arnö forfatterskole fra efteråret og kommer derfor ikke til at have tid til redaktionens arbejdsopgaver. Christine Lind Ditlevsen stopper desværre også efter et år i redaktionen. Vi kommer til at starte en proces op med at finde nye kræfter til redaktionen.

Vild Maskine har sponsoreret juni måneds udgave af Slagtryk. Vild Maskine udgiver blandt andet dansk skønlitteratur og i efteråret udkommer Cecilie Bødkers debutroman “Sortsyge”. Cecilie Bødker stod bag Slagtryks forside i maj 2018 og marts 2016.

Vi holder publiceringsfri i juli – send gerne nye tekster til når vi starter op igen. [læs om at sende ind til Slagtryk]

maj

Vi har brug for hinanden

- ved redaktør Erik Scherz Andersen

Hvad en fysisk boghandel betyder for et digitalt tidsskrift

Umiddelbart er der ingen relation mellem en fysisk boghandel og et digitalt tidsskrift som Slagtryk. Slagtryk modtager forfatteres bidrag og publicerer disse for læsere med adgang til internettet. Slagtryk er lavet til at kunne virke uden mellemled. Derfor er vi heller ikke i kontakt med boghandlere, vi har ingen litteratur der kan omsættes til løn eller husleje og vi har nok ikke umiddelbart en vare, der er interessant at formidle i en boghandel.

Alligevel ser vi det som et tab for litteraturen, når boghandlere med kapacitet inden for skønlitteratur må give op. Boghandlere er som bibliotekerne et af litteraturens vandhuller, hvor man som læser kan finde ny (og gammel) litteratur til inspiration, underholdning eller dannelse. Det lyder måske fjollet, men det at bøger står fremme til at bladre i, at læseren kan overskue den (også vægt og skrifttype), samt orientere sig hvilke bøger der ellers står i nærheden, at serendipitet sker fordi man kigger den anden vej, det er en berigende måde at finde den litteratur man har lyst til selv at bruge tid på – eller andre (som gave). Boghandlere er også – som bibliotekarer – specialister indenfor deres felt, nogle bredere end andre. Så råd og vejledning kan være øjeblikkelig, personlig og lokal.

Online boghandlere og digitale læsetilbud har deres fordele (det er en anden historie), men mangler både et socialt og rummeligt aspekt; og så er der risiko for at (personaliserede) algoritmer begrænser os mere end de beriger ud over det forventede.

Det ved nogle online boghandlere også godt. Og måske derfor så man i april måned Amazon støtte en fond til fordel for engelske boghandlere i problemer pga Covid-19 med 2 millioner kroner. Det ligner almisser som kommer fra boghandlernes trussel numero uno. Men Amazon er klar over, at eksistensen af boghandlere i bybilledet øger læse- og bogkøbslysten.

Så hvis man tror på og vil litteraturen, så er udviklingen mod færre fysiske boghandlere ikke at bifalde. Ligesom det gælder færre bogspalter, færre biblioteker og derved mindre formidling, færre litterære arrangementer. For alle spiller en større eller mindre rolle. Og hver gang en rolleindehaver forlader scenen, så bliver litteraturen mindre synlig med færre læsere som resultat. Hvis du vil være med til at modarbejde den tendens, så skal vi købe flere bøger – og papir og kaffe – i din yndlingsboghandel.