Redaktionelle tekster – Side 7

september

Om at udgive litteratur

- ved tidligere redaktør Sidsel Andersen

Alle der har udgivet tekster og bøger ved, at det er en tidskrævende og ofte ret dyr proces, der – især for mange mindre, kvalitetsbevidste forlag – sjældent er rentabel. I hvert fald ikke ud fra en økonomisk optik. Det er faktisk ofte en ret dårlig forretning at udgive kompromisløs litteratur. Når vi så alligevel er hundredevis af forlag i Danmark, der bringer kvalitetslitteratur til en befolkning, som læser færre og færre bøger, så er det fordi den litterære tekst kan noget helt særligt.

Men én ting er teksten, der findes. Noget andet er teksten, der endnu-ikke-er. For selvom vi nok er mange, der sætter pris på at de gode bøger findes derude, så er vi nok en del færre, der har et lidenskabeligt forhold til den endnu-ikke-udgivne men du-forstår-slet-ikke-hvor-vigtig-en-tekst-det-er, som alle bør læse.

Når jeg som redaktør (bl.a. tidligere på denne platform og nu på forlaget Harpyie) tager stilling til uopfordrede og tilsendte tekster må jeg alligevel sommetider spørge mig selv: Hvorfor egentlig udgive litterære tekster?

Det korte svar? Fordi jeg ikke kan lade være. Det lange er mere pelset og måske en smule fluffy. Men en del af det lyder sådan her: Hvis du vil have noget til at eksistere, så må du selv give det en plads i verden. Og det kan du gøre, hvis du har en platform.

At tage stilling til at udgive litterære værker kan være helt vildt angstprovokerende. Øjeblikket, hvor du åbner teksten og ikke ved, hvad der gemmer sig derinde, men ved at du sidder med magten til at vælge og vælge fra. Læsningen, hvor du bygger teksten op, billede for billede, fylder huller ud, lærer værkets stemme at kende og måske endda drømmer konturerne af et værk.

Når det kommer til stykket, er du sjældent i tvivl, når du møder den.

For den gode tekst inviterer dig indenfor i et rum, der kan synes besynderligt, unheimlich, klaustrofobisk eller omfavnende. Du genkender det, du aldrig har set det før, erkendelsen er et slimet spor ned ad rygraden. Den lune fornemmelse i mellemgulvet, skammen brænder under kinderne. Det er næsten som at komme hjem. Ligeså mange gode sætninger, tekster, bøger – lige så mange reaktioner, voldsomme eller briseagtige. Men du kender måden, den sætter sig i maven på. Dén der følelse. Det gør jeg i hvert fald, når jeg læser en tekst, der vil mig noget, og som jeg ikke bare sådan lige kan slippe igen og som ikke vil slippe taget i mig. Herta Müller har et fantastisk udtryk om kvalitet i en tekst, der hedder: begynder den tavse vildfart i hovedet eller ej.

Den gode tekst kan skubbe til mit verdensbillede. Det kan den gøre på alle mulige uventede måder, og det kan ofte være helt umuligt at lokalisere, hvor, hvornår og hvordan det skete, men noget vendte sig i maven, noget blev flyttet rundt i tankerne. Og lige dér er jeg ret ligeglad med hvorfor.

Læsningen er en forførelse, og det kan være let og lykkeligt kun at læne sig op ad det, instinktet, og glemme at du er en læserkrop. En specifik læserkrop med en specifik erfaringshorisont. Som litterær gatekeeper har du et ansvar, når du udgiver litteratur. Et ansvar for at opdyrke og udgive gode og vigtige tekster. For at opstøve og give plads til nogle af de stemmer, vi ikke så ofte hører. For at ændre verden, bare en smule.

Der er ikke noget uskyldigt ved at vælge og vælge fra.

– – –

Vild Maskine har sponsoreret september måneds udgave af Slagtryk. Støt dem og andre små forlag ved at købe deres bøger på Mikrofest. Der er 25% rabat på alle bøger i september.

august

Mens vi venter på 2020

- ved redaktør Olivia Lyhne Broksø

Det er, som om 2020 aldrig kom rigtig i gang. Både Danmark og det meste af verden har været helt eller delvist lukket ned i et halvt års tid, og da der langsomt blev åbnet op igen, gik mange på sommerferie. En sommerferie, hvor der er blevet rejst mindre end sædvanlig. Derfor har 2020 for mange også været et år præget af en sælsom blanding af frygt for det uvisse og uendelig kedsomhed. Er man privilegeret nok, har en af 2020s største udfordringer været, at man har opholdt sig for meget i sit eget hjem.

Her kan litteraturen være behjælpelig, både med frygten og kedsomheden. Bogen er både et fysisk velkendt objekt og læsningen en vant aktivitet at holde fast i, når tiden er usikker. Og så tilbyder litteraturen en verden at rejse ind i og rundt i, når det ikke er muligt at rejse selv. I starten af nedlukningen læste jeg alle Dumas’ bøger om De Tre Musketerer, og nød hvordan karakterernes hele spillerum, med alt hvad det indebærer af sociale koder og samfundsstrukturer, virkede så uendelig langt væk fra mit eget. Hvordan jagten på dronningens diamanter er en eventyrlig og farefuld færd, som karaktererne i fællesskab kaster sig hovedkulds ud i. Undervejs får de penge, og mister dem lige så hurtigt igen. Tager elskerinder, men er for det meste hurtigt videre. Tager kampen op mod alle, høj som lav, der på nogen måde står i vejen for dem eller betvivler deres ære. Og så er de videre igen. En duel er et lille undseeligt kapitel for dem. Det er en befrielse at læse om et sådant drama, som bliver taget så let. Senere læste jeg HHV FRSHWN af Hanne Højgaard Viemose, som med sine smukke beskrivelser af Island giver længsel mod naturen og det ukendte. Og med en humoristisk invitation ind i et forvirret hoved også gav mig lyst til at omfavne eget nedlukningsvanvid. På en kærlig måde. På ”du gør hvad du kan”-måden.

I et sommerhus i Marstal på Ærø begyndte jeg at læse Vi, De Druknede af Carsten Jensen. Fortællingen tager udgangspunkt i Marstal, men bevæger sig over hele verden. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at sømændene dengang omkring 1900-tallet har været usædvanlige med deres kendskab til fremmede kulturer, mens vi nu er generationer, der rejser som det mest naturlige i verden. Og lige præcis derfor bliver fremmedgjorte, når vi pludselig ikke har muligheden. Så må vi rejse gennem bøgerne. En god empatisk øvelse, som med al sandsynlighed ikke bliver mindre nødvendig fremover.

Nu går sommeren på held, og for de fleste starter hverdagen op igen, mere eller mindre som man kender den fra før corona. Måske vågner 2020 op til dåd og giver os fire forrygende måneder at slutte af på. Men ellers har vi altid litteraturen.

På Slagtryk har vi fået fire nye medlemmer af Redaktionen: Astrid, Mau, Lasse og Olivia. Det betyder også at der kommer til at ske en masse forandringer og nye tiltag, som vi glæder os til at dele med jer. Vi glæder os til at tage fat og dele en masse spændende ny litteratur og læseglæde med jer!

juni

Læsningen igennem forskellige aldre og situationer

- ved redaktør Thomas Glud

De fleste har det med læsning som med luksus. Det er noget man gør, når man har tid, lyst og penge. Sådan er det især med lyrik og kortprosa – det eksperimenterende og formbrydende er flødeskum på tilværelsen og roser i forhaven, svaner på søen, trøffelolie og safran.

Men forestil dig et rum eller en livssituation, hvor det at læse er intet andet end smør på brødet.

Tag fx barndommen. Her er læsning lig med læring. Læsning er en slags forklaring af den store virkelige verden, barnet er landet i. Fra de simpleste farverige stofbøger, som ikke adskiller sig fra tøjdyret, til pegebogen, pixibogen, billedbogen og højtlæsningsbogen – alle fortolker de vejen ud i verden med befriende nødvendighed.

Den studerende har ordene som sit levebrød, og hvis han eller hun ikke har lært at læse, så bliver læreårene i de højere luftlag svære. De nødvendige tekster vil være faglitterære, men sky ikke skønlitteraturen eller det velskrevne essay, digtet eller kortprosaen. Når den studerende skal til at skrive opgave, vil det være så meget nemmere at formulere sig på skrift, beskrive verden, hvis en smule lystlæsning har været blandet op i studiebøgerne. Den der kan læse kan nemlig også skrive.

Når man bliver forælder sejler ens egen læsning agterud, fordi karriere, vasketøj og søvnmangel sluger overskuddet, men uundgåeligt højtlæsning står stadig på menukortet. Der skal læses godnathistorier og godmorgenhistorier, og ofte vil det være ens egne øjenlåg, der først falder i. Pludselig skal nogen lære at læse, og læsningen skal videregives som en gave – en af de pladser i skyggen der er tilladt og ikke kræver en netforbindelse. Læsning er en slags kvalitet – tilbagetrækningen er en slags lindring og en slags indsigt på samme tid.

Udenfor de ovenstående situationer står læsningen over for et frit fald. Biblioteker taler om livslang læring, men alt tyder på, at det kun er et fåtal som forbliver bogstavslugere og kontemplerer livet gennem litteraturens kaleidoskop. Læsning er et tilvalg og den tager en del af den tid man har til rådighed som menneske – den tid hvor man også skal se serier og hænge ud med vennerne. Konkurrencen i et moderne liv er stærk, og man må spørge, om et liv med frie valg i virkeligheden er der, hvor litteraturen er stillet dårligst?

En interessant og tankevækkende modsætningen til det frie valg må være fængslet, en samfundsinstitution som i sin genskabelse af en normal hverdag bl.a. har egne biblioteker. Fængslet er i den grad kendetegnet af at være tilbagetrækning – der er tid til at tænke – og det afspejler udlånstallene på de interne biblioteker ligeledes. I 2010 var udlånstallet pr. indsat 45 titler i Østjyllands Statsfængsel.

Frihedsberøvelsen er den ultimative modsætning til netop den oplysningstilstand og dannelse, som læsningen bl.a. bidrager til, men i det paradoks ligger der måske den sandhed begravet, at læsningen og teksten som medie fordrer et tilvalg af stilhed, fordybelse og refleksion.

– – –

To redaktører forlader desværre redaktionen. Asta Broe Borch starter på Biskops Arnö forfatterskole fra efteråret og kommer derfor ikke til at have tid til redaktionens arbejdsopgaver. Christine Lind Ditlevsen stopper desværre også efter et år i redaktionen. Vi kommer til at starte en proces op med at finde nye kræfter til redaktionen.

Vild Maskine har sponsoreret juni måneds udgave af Slagtryk. Vild Maskine udgiver blandt andet dansk skønlitteratur og i efteråret udkommer Cecilie Bødkers debutroman “Sortsyge”. Cecilie Bødker stod bag Slagtryks forside i maj 2018 og marts 2016.

Vi holder publiceringsfri i juli – send gerne nye tekster til når vi starter op igen. [læs om at sende ind til Slagtryk]

maj

Vi har brug for hinanden

- ved redaktør Erik Scherz Andersen

Hvad en fysisk boghandel betyder for et digitalt tidsskrift

Umiddelbart er der ingen relation mellem en fysisk boghandel og et digitalt tidsskrift som Slagtryk. Slagtryk modtager forfatteres bidrag og publicerer disse for læsere med adgang til internettet. Slagtryk er lavet til at kunne virke uden mellemled. Derfor er vi heller ikke i kontakt med boghandlere, vi har ingen litteratur der kan omsættes til løn eller husleje og vi har nok ikke umiddelbart en vare, der er interessant at formidle i en boghandel.

Alligevel ser vi det som et tab for litteraturen, når boghandlere med kapacitet inden for skønlitteratur må give op. Boghandlere er som bibliotekerne et af litteraturens vandhuller, hvor man som læser kan finde ny (og gammel) litteratur til inspiration, underholdning eller dannelse. Det lyder måske fjollet, men det at bøger står fremme til at bladre i, at læseren kan overskue den (også vægt og skrifttype), samt orientere sig hvilke bøger der ellers står i nærheden, at serendipitet sker fordi man kigger den anden vej, det er en berigende måde at finde den litteratur man har lyst til selv at bruge tid på – eller andre (som gave). Boghandlere er også – som bibliotekarer – specialister indenfor deres felt, nogle bredere end andre. Så råd og vejledning kan være øjeblikkelig, personlig og lokal.

Online boghandlere og digitale læsetilbud har deres fordele (det er en anden historie), men mangler både et socialt og rummeligt aspekt; og så er der risiko for at (personaliserede) algoritmer begrænser os mere end de beriger ud over det forventede.

Det ved nogle online boghandlere også godt. Og måske derfor så man i april måned Amazon støtte en fond til fordel for engelske boghandlere i problemer pga Covid-19 med 2 millioner kroner. Det ligner almisser som kommer fra boghandlernes trussel numero uno. Men Amazon er klar over, at eksistensen af boghandlere i bybilledet øger læse- og bogkøbslysten.

Så hvis man tror på og vil litteraturen, så er udviklingen mod færre fysiske boghandlere ikke at bifalde. Ligesom det gælder færre bogspalter, færre biblioteker og derved mindre formidling, færre litterære arrangementer. For alle spiller en større eller mindre rolle. Og hver gang en rolleindehaver forlader scenen, så bliver litteraturen mindre synlig med færre læsere som resultat. Hvis du vil være med til at modarbejde den tendens, så skal vi købe flere bøger – og papir og kaffe – i din yndlingsboghandel.

april

I en krisetid tar poesien stilling… eller gør den?

- ved redaktør Thomas Glud

Fra 1902 til 1927 udvekslede Jeppe Aakjær og Thøger Larsen breve. D. 11. oktober 1905 lyder det bl.a. sådan her fra Thøger Larsen til Jeppe Aakjær:

“Livskilderne i den gode Kunst rinder gennem Tiderne, efter at de politiske Døgnspørgsmaal, der var oppe ved dens Frembringelse, forlængst er dybt nede igen. Den giver Impulser baade til det politiske og det hele aandelige Liv, om den end ikke just egner sig til Paalæg paa det Brød, der i forvejen er altfor tørt.”

i samme brev skriver Larsen: “Jeg vil ikke underkende Betydningen af Politik, men jeg vil endnu nødigere have underkendt Betydningen af Kunst.”

Balancen mellem det politiske og det kunstneriske i et digt trænger sig på, fordi strømmen af coronapoesi tager til. På de sociale medier kan jeg i kommentarsporene læse om både en afstandstagen til og en hyldest af coronaskriverierne. Nogle vil være ved, at de skriver på det aktuelle, mediebilledet, krisetilstanden, mens andre skeler til de runde kaffepletter og giver sig til at skrive udenom krisen… med slet skjulte henvisninger til et land i isolation.

I den publicerede mængde coronapoesi spiller toiletpapir, isolationskuller, kritik af globaliseringen og den menneskelige civlisation og indgriben i naturens orden en rolle på hver sin vis. Det samme billede tegner sig i Slagtryks indbakke. Coronaen spreder sig i poesien som den virus, den i seneste redaktionelt blev opfordret til at være. Men med hvilken hensigt?

Er poesien politisk, kommenterer den på samfundsbilledet og mediestrømmen, vil den ændre verden, revse eller hylde de politiske positioner i Danmark såvel som resten af verden, de faldne italienere og amerikanere, jerngrebet i Kina og det danske mådehold i kombination med ynkelig hamstring? Eller holder poesien på sig selv, mens den opholder sig inde i mennesket og skildrer følelserne, frustrationen, eller ser den på naturen som i al sin objektivitet slår ihjel og sætter liv til organismer?

Ville et koldt og regnfuldt, måske endda snevejrsramt og kuldebrændt spirende corona-forår have fremkaldt en anden bitterhed, og ville man have kunnet se det i digtene?

Det politiske kan i poesien selv være en virus, der slår digtet ihjel fordi det stræber og går over i en manipulation, digteren Mattias Jeschko-Edberg (f. 1973) nævner under et interview i magasinet Eftertryk. Men afholdte poesien sig fra at kommentere og skildre verden i al sin umiddelbare aktualitet, ville vi have en tom og blødende poesihistorie.

Skal vi vende tilbage til udgangspunktet hos Thøger Larsen, livskilden vs døgnspørgsmålet , så kan vi først fastslå, at coronaen ikke er et døgnsspørgsmål. Men hvad med detaljerne, som i mange tilfælde alligevel er dem, som kommer til at fortælle historien, hvordan skal vi forholde os til dem? Måske kan toiletpapiret sammenstilles med døgnspørgsmålet og isolationskuller med livskilden, et mere eksistentieltudfordrende og alvorligt emne. Men måske tænker vi ikke en poetisk opdeling på samme måde længere og måske holder vi i dagens poesi af at sammenblande døgnspørgsmålet og livskilden?

marts

Virusdigte

- ved redaktør Christine Lind Ditlevsen

I denne udmattelse, hvor vi kun kan søge mod os selv og ikke hinanden, er digtet en nøgle til at forstå vores tid.

Morten Søndergaard skriver i digtet VI RUS (uddrag):
Nogen har spist en flagermus i Kina/ og den lille bløde, lodne krop ændrede verden. / Dette er ikke verdens ende, men måske/ er det på tide at give den tilbage til flagermusene.

Virus er det ord, der ligger på alles læber, virus er det spørgsmålstegn, der fylder vores ansigt i spejlet.
Virus er det modsatte af Horus, guden, der personificerede orden, lys og civilisation.

Klaus Høeck skriver i digtet CORONA (uddrag):
på en eller an/den mærkværdig måde ved/jeg noget om vi//rus (vira) fordi/min tidlige digtning er/gennemsyret af//computervirus/se tredjeversene i/mine sonetter

Forstår vi til bunds, hvad en virus er? Forstår vi, hvad et digt er? For tyve år siden spurgte filminstruktør Claus Bohm 10 digtere i filmen DIGTER, hvad en digter er, hvad skønhed er, hvad et digt er.

Nicolaj Stochholm mente, at digtet kan rykke rundt på de knogler, vi har, fordi det er sprog. Fordi mennesker består af sprog.
Ja, poesi er en fysisk oplevelse, et spørgsmål om tillid og tro, sagde Naja Maria Aidt.
Morten Søndergaard sagde, at der i digtskrivning ligger et stort ønske om at forsvinde. At digtet er en skønhed, der udsletter jeget.
For Katrine Marie Guldager var digtet det, der ikke har nået hovedet endnu – men hænderne.
At skabe kunst, sagde Lene Henningen, er at udvise ærbødighed over for livet.
Fordi der ikke findes liv uden lidelse.

Jeg synes, at digte skal være en virus, der spreder deres hovedløse skønhed, fysik, ærbødighed overalt og slår en sprække ind til evigheden.

* * *

Marts måned er sponsoreret af Vild Maskine, der blandt andet udgiver dansk skønlitteratur.

Danske forfattere og især mindre forlag er blandt dem der er presset af landets delvise nedlukning. Her er økonomien allerede er hårdt spændt for og et dyk kan gøre det usikre endnu mere ustabilt. Redaktionens opfordring er at gå i den lokale boghandel eller bestille bøger hjem via nettet – det er med til at sende lidt penge rundt i systemet.

Og hvis du lige nu ikke har råd til at købe noget, så støtter du forfattere (royalty og bibliotekspenge) og forlag ved at låne e-bøger og lydbøger på f.eks. Ereolen. Du kan finde Vild Maskines udgivelser på Ereolen.